Israel skal afslutte besættelsen af Palæstina – Gaza, Vestbredden og Østjerusalem – hurtigst muligt. Senest inden for et år.
Det er den klare besked, som 124 lande i FN’s Generalforsamling kom med, da de den 18. september vedtog en resolution. Resolutionen bygger på en tidligere retslig udtalelse, en såkaldt “advisory opinion” fra den internationale domstol ICJ i juni i år, efter at domstolen fik opgaven i december 2022.
I en dansk kontekst er det måske mere interessant, at våbeneksport til Israel skal stoppe, hvis der er rimelig formodning om, at den kan blive brugt til at opretholde besættelsen.
Palæstinas repræsentant i FN, Riyad Mansour, var medstiller af resolutionen. Det er første gang, at en palæstinensisk repræsentant har været medstiller af en resolution i FN’s Generalforsamling, efter at Palæstina opnåede den rettighed i maj i år. Palæstinas ret trådte i kraft denne september.
Generalforsamlingens resolutioner gælder for alle medlemslande. Men de gælder kun som anbefalinger. Kun resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd er bindende for medlemslandene. Sikkerhedsrådet har endnu ikke vedtaget en resolution efter den retslige udtalelse på trods af en klar opfordring fra ICJ.
Ikke desto mindre er budskabet klart. ICJ kendte besættelsen for ulovlig tilbage i juli måned. FN giver nu Israel maksimalt tolv måneder til at afslutte den.
Alle lande har et ansvar
Domstolen ICJ’s retslige udtalelse er bindende for alle medlemslande, herunder Danmark. Paragraf 278 i den retslige udtalelse handler om de forskellige landes pligter og ansvar:
– at afstå fra at indgå i økonomiske eller handelsmæssige relationer med Israel i de besatte palæstinensiske områder, eller dele heraf
– at afstå fra, i oprettelsen eller vedligeholdelsen af diplomatiske relationer, enhver anerkendelse af den ulovlige tilstedeværelse
– og at tage skridt til at forhindre handel eller investeringer, der bidrager til at opretholde den ulovlige situation, skabt af Israel i de besatte palæstinensiske områder
Danmark ville ikke stemme
Resolutionen blev vedtaget af 124 lande. Danmark var blandt de 43 lande, der undlod at stemme. Kun 14 lande stemte imod.
Arbejderen har bedt Udenrigsministeriet om en begrundelse for, at Danmark undlod at stemme. Men ministeriet er endnu ikke vendt tilbage med en begrundelse og kan ikke oplyse nogen tidsramme for et svar.
Imod stemte Israel, USA samt Argentina, Paraguay, Tjekkiet og Ungarn. Resten er små østater i Stillehavet, der traditionelt stemmer med USA.
Store lande i EU som Frankrig, Spanien og Irland stemte for. Der var derfor ikke tale om en fælles EU-stemmeafgivning.
Tysk og britisk ønske om samtaler
Storbritannien og Tyskland var blandt de lande, der undlod at stemme, ifølge dem fordi en resolution er i strid med en forhandlet løsning. Men de to lande understreger, at den israelske besættelse er ulovlig og skal stoppe.
– Storbritannien sigter på, ved denne udtalelse, at udtrykke vores klare opfattelse af, at Israel skal afslutte sin tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder så hurtigt som muligt, udtalte Barbara Woodward, den permanente ambassadør i FN, på afstemningsdagen.
Også Tyskland bekræfter, at besættelsen af Palæstina er ulovlig.
– ICJ har erklæret, at staten Israels fortsatte tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder er ulovlig, og at Israel har en pligt til at afslutte tilstedeværelsen så hurtigt som muligt. Domstolen kommer med en klar opfordring til FN og dets medlemslande om ikke at anerkende status quo og overveje bestemmelser og yderligere handlinger for at afslutte den, udtalte Michael Geisler, politisk koordinator ved den tyske repræsentation i FN, i den officielle begrundelse for ikke at stemme.
Han fortsatte:
– I stedet for at fastsætte urealistiske tidsrammer ville det have været foretrukket at lægge endnu stærkere vægt på, at parterne skal løse deres uenigheder gennem direkte samtaler.
Kræver stop for våbensalg
Selve resolutionen har en række andre elementer.
Resolutionen konkluderer, at Israel overtræder artikel tre i den internationale konvention om racisme, CERD. Artikel tre omhandler kamp mod apartheid og raceadskillelse. Israel bliver desuden pålagt at betale erstatning for ødelæggelser i de besatte områder.
I en dansk kontekst er det måske mere interessant, at våbeneksport til Israel skal stoppe, hvis der er rimelig formodning om, at den kan blive brugt til at opretholde besættelsen. Den formulering er helt på linje med paragraf 278 i den retslige udtalelse fra ICJ.
Arbejderen har spurgt Rigspolitiet om, hvilken betydning den formulering vil få for de nuværende og fremtidige eksporttilladelser, som politiet har givet de danske våbenfabrikanter. Rigspolitiet er endnu ikke vendt tilbage med en vurdering.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.