Kronik
“Familiens afskaffelse! Selv de mest radikale bliver fyr og flamme over, at kommunisterne kan nære så skændige hensigter.”
Kan homoseksualitet være relevant for kommunister, når disse ord fra Det Kommunistiske Manifest skal realiseres? Det kan virke kontroversielt, især i lyset af de nuværende diskurser om køn og seksualitet, men sådan har det ikke altid været. Homoseksualitet og transkønnethed behandles i dag som naturlige aspekter af individets identitet, men denne opfattelse har udviklet sig gennem en lang tradition af en vestlig-biologisk forståelse af kroppen.
Når homoseksualitet bliver en del af det kapitalistiske system uden at udfordre dets grundlæggende normer, risikerer man blot at genskabe og styrke de eksisterende klassestrukturer, der stadig undertrykker menneskeheden.
De tidlige psykiatere var de første til at behandle menneskets seksualitet som et biologisk anliggende, baseret på Freuds opfattelse af menneskehjernen som en biologisk maskine. Ud fra denne opfattelse af hjernen opstod der mange antagelser om, at menneskets natur var heteroseksuel. Som følge heraf blev forskellige variationer af køn og seksualitet betragtet som uforenelige med denne opfattelse af menneskets natur. For eksempel beskriver Freud i Three Essays on the Theory of Sexuality (1905) homoseksualitet som en “inversion”, en omvendelse af den ‘normale’ seksuelle udvikling. Psykiatrien har derfor også haft en afgørende rolle i udformning af homoseksuel identitet, da den har været med til at sprede en fællesforståelse af, hvad homoseksualitet er.
Psykiatri i en kapitalistisk kontekst
Disse antagelser om menneskets natur har selvfølgelig sin kilde i klassesamfundet, og gennem psykiatriens indflydelse har systemet formået at etablere en dominans over menneskeheden. Antagelser om kvindens naturlige rolle i samfundet skaber en ideologisk ramme, hvor seksualitet betragtes som et værktøj for reproduktion. Antagelser om, at køn er binært, fastlægger individers relationer til reproduktivt arbejde. Disse heteronormative forestillinger pålægger samfundet én specifik opfattelse af, hvordan relationer mellem mennesker bør udspille sig. Disse forestillinger kan hellere ikke adskilles fra den kapitalistiske økonomi, da idéer ikke eksisterer uden for det samfund, den skabes i. Seksualitet reduceres til en økonomisk funktion, hvor heteroseksualitet understøtter det reproduktive arbejde, som kapitalismen er afhængig af. I Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse argumenterer Engels for, at familien i det kapitalistiske samfund primært tjener til at reproducere arbejdskraft. Heteroseksualitet og ægteskab understøtter denne reproduktion og sikrer kapitalismens fortsatte overlevelse ved at skabe nye generationer af arbejdere.
Ifølge freudiansk psykologi kan man observere udviklingen af seksualitet gennem en analyse af børns opdragelse. Freuds teorier om ødipuskomplekset viser, hvordan børneopdragelse bidrager til udviklingen af heteroseksuel tiltrækning. Freud observerede denne udvikling i stadier, som han beskrev som de psykoseksuelle udviklingsstadier. Disse stadier omfattede den orale, anale, falliske, latente og genitale fase, hvor hver fase er forbundet med en bestemt erogen zone og en specifik konflikt, som barnet skal løse for at udvikle en voksen seksualitet. Freud og de tidlige psykiatere støttede ukritisk denne udvikling af seksualitet, idet de mente, at enhver afvigelse fra denne udviklingsvej kunne føre til neuroser eller psykoseksuelle forstyrrelser i voksenlivet.
Psykologisk repression er så hjernens forsvarsmekanisme, som fortrænger uønskede tanker og følelser fra det bevidste sind til det ubevidste, og med Freuds heteronormative forestillinger kan man antage, at han opfatter repression af homoseksuelle drifter hos barnet som et naturligt aspekt i udviklingen af normal seksualitet. Freud mente, at denne undertrykkelse var nødvendig, for at barnet kunne udvikle sig i overensstemmelse med samfundets normer og forventninger. Repression fungerer dermed som en mekanisme, hvorpå individet kan beskytte sig selv mod konflikter med samfundet, som kunne opstå, hvis disse forbudte tanker og følelser blev synlige.
Repression og identitet
Repression er en mekanisme, som findes i alle sind, men mekanismen påvirker homoseksuelle anderledes end heteroseksuelle. I dag er der en udbredt opfattelse af, at det at springe ud frigør homoseksuelle fra homofobiens begrænsninger. Men hvis man ser nærmere på homoseksuel aktivitet, kan man observere, at repressionen fungerer anderledes; den har en anden karakter og rolle. Homoseksuel cruising, som indebærer anonym seksuel aktivitet i offentlige rum, illustrerer, hvordan homoseksuel aktivitet er kanaliseret gennem specifikke og skjulte veje. Disse kanaler er en reaktion på repression, der tvinger homoseksuelle til at finde accepterede måder at udtrykke deres seksualitet på.
En åben homoseksuel mand vil gå på Grindr for at have sex med en anonym mand og vil efter interaktionen ikke erkende dette. Der foregår en repression af handlingen, efter at den er sket, fordi seksualiteten undertrykkes, så snart den forsøges udtrykt på andre former, end hvad repression tillader. Selvom man er offentligt kommet ud som homoseksuel, er man stadig begrænset til disse kanaler som den eneste måde at udtrykke sin seksualitet på. Homoseksuelle tilpasser sig i disse kanaler uden kritisk at sætte spørgsmålstegn ved rammerne. Den homoseksuelle bevidsthed har effektivt adskilt kommunikation og nydelse fra hinanden; cruising har etableret grænser mellem det, der tænder os, og det, der får os til at tænke. I homoseksuelle miljøer skyldes det, at repression er en mere subtil og intern kamp. Selv i et samfund, der opfatter sig selv som mere accepterende, fortsætter undertrykkelsen af homoseksualitet, hvilket tvinger individer til at tilpasse sig samfundets restriktive normer.
Denne seksuelle undertrykkelse foregår også herhjemme og former en bestemt selvforståelse af, hvad det vil sige at være homoseksuel i Danmark. Når homoseksuelle tvinges til at opføre sig på en bestemt måde, skabes der en proces, hvor de homoseksuelle, der passer ind i normen, opnår privilegier. Disse privilegerede homoseksuelle er med til at udbrede en forståelse af, hvad en ‘normal’ homoseksuel er, og de bidrager til at genskabe heteronormative idéer og konstruktioner i det øvrige homoseksuelle miljø. Dette fører til en forstærkning af samfundets forventninger og krav om, hvordan homoseksualitet bør eksistere.
Samfundet skaber således en dynamik, hvor de ‘normale’ homoseksuelle belønnes for deres tilpasning til normen, mens dem, der ikke passer ind, straffes. Repression bliver derfor en form for homofobi, hvor kroppen nægter sine egne lyster, som den tvinges til af samfundet. Når individer ikke nægter deres lyster, reagerer samfundet med straf og sanktioner. Dette skyldes, at samfundet er besat af homoseksualitet, som det bestemmer som sit mål; undertrykkelse er altid konstant optaget af det, den forsøger at undertrykke. Det betyder, at samfundets evige jagt på at undertrykke homoseksualitet stammer fra homoseksuelle drifter i mennesket; homofobi er dybt forankret i den undertrykkelse og fortrængning af homoseksuelle tendenser, der videreføres af samfundet. Samfundets modstand mod homoseksualitet bunder ofte i en ubevidst frygt for menneskets latente homoseksuelle følelser. Homofobien fungerer dermed som en psykologisk forsvarsmekanisme, hvor heteroseksuelle normer beskytter mod den angst, der opstår, når disse fortrængte tendenser truer med at bryde frem. Med andre ord, samfundets intense reaktion mod homoseksualitet er en refleksion af menneskets egen underliggende, men nægtede, tiltrækning til det samme køn.
Homofobi er social kontrol
Det kan man se, fordi de samfund, der har undertrykt homoseksualitet mest, også er de samfund, der er mest optaget af det. I lande, hvor homoseksualitet kan straffes med døden, ser man altid en aktiv indsats fra regeringens side for at forfølge og opdage homoseksuelle aktiviteter. Politikere og religiøse ledere i disse lande angriber homoseksualitet som en form for social pest og opfordrer den heteroseksuelle befolkning til at handle imod homoseksuelle. Disse angreb bliver dermed et angreb på hele befolkningens homoseksuelle tendenser, idet vold mod homoseksuelle sikrer, at heteroseksualitet forbliver den dominerende norm.
Kapital spiller rollen i at opretholde homofobisk lovgivning og retorik. Man kan se, at kapitalistiske kræfter ofte støtter homofobiske politikker, hvilket især kan ses i tidligere koloniserede lande. For eksempel har Ugandas nuværende regering indført dødsstraf for homoseksualitet, en udvikling der kun kan spores tilbage til indflydelse fra kristne missionærer fra USA. Voldelig homofobi fører til, at seksuelle minoriteter i højere grad skjuler deres identitet fra resten af samfundet, hvilket også resulterer i, at homoseksuelle lyster blandt befolkningen undertrykkes og holdes skjulte.
Historisk set har seksuelle minoriteter samlet sig i visse byområder for at beskytte sig mod voldelig homofobi, hvilket har ført til dannelsen af separatistiske fællesskaber. Tidligere var dette nødvendigt for at beskytte sig mod vold og diskrimination, men i dag fortsætter denne tendens som en arv fra tidligere homofobi. Selvom disse områder oprindeligt blev dannet for at beskytte seksuelle minoriteter mod det heteroseksuelle samfund, fungerer de nu også som steder, hvor samfundet kan skjule homoseksuelle drifter blandt befolkningen. Den liberale tolerance i det moderne samfund over for homoseksuelle medfører automatisk, at homoseksuelle afskærmes fra resten af samfundet. Vold mod seksuelle minoriteter fungerede som en mekanisme for samfundet til at angribe latente homoseksuelle drifter, men er i dag blevet erstattet af en liberal form for tolerance, der blot skjuler disse drifter med sin tolerance.
Disse områder er også i dag hyper-kommercialiserede, idet kapitalister udnytter dem til at skabe markeder i form af barer, klubber, saunaer og lignende. Det er vigtigt at forstå, at disse steder ikke eksisterer uden for samfundets system, men er en integreret del af det. De opretholdes af den samme repression og skam, som homoseksuelle lider af. I København kan man opleve fænomenet Studiestræde, en gade hvor det homoseksuelle natteliv i Danmark er centraliseret. I Studiestræde kan man købe sexlegetøj, nyde dyr øl under regnbueflag eller have sex i en mørk sauna. Så snart man forlader gaden, efterlader man også den adfærd, der hører til der. Man træder ind i resten af den heteroseksuelle by, hvor der er risiko for at opleve vold, hvis man ikke tilpasser sin adfærd. Sjovt nok, så befinder Studiestræde sig endda i kvarteret, som engang var kendt som pisserenden. Homoseksuelle har således været nødt til at opbygge deres egne ghettoer inden for de rammer, som samfundet har skabt.
Fra ghettoer til revolution
I det kapitalistiske samfund fungerer homofobi som en nøglemekanisme til at opretholde den eksisterende sociale orden, da kapitalismen ikke blot er en økonomisk struktur, men en samfundsorden, der dikterer, hvordan kroppe og lyster skal organiseres og kontrolleres. Heteroseksualitet opfattes som den naturlige og normative tilstand, mens homoseksualitet undertrykkes eller sublimeres til en socialt accepteret, men stadig marginaliseret, position. Den påtvungne undertrykkelse og den efterfølgende sublimation af homoseksualitet er nødvendige for at opretholde et konkurrencesamfund, hvor magt og status opnås gennem overholdelse af heteroseksuelle normer.
Homoseksuelle lyster udfordrer derfor den sociale orden, fordi de afviger fra den reproduktive og patriarkalske ideologi, som kapitalismen er afhængig af. Ved at undertrykke disse lyster sikrer kapitalismen, at dens sociale og økonomiske strukturer forbliver intakte. Denne systematiske undertrykkelse skaber også forhold, hvor homoseksualitet ikke blot bliver kontrolleret, men også fordrejet gennem kapitalismens normer og værdier. Denne fordrejning af homoseksualitet resulterer i, at LGBTQ+-personer forsøger at efterligne heteroseksuelle forhold for at tilpasse sig samfundets normer. Liberalisme promoverer derfor samtidigt ideen om en overfladisk social integration, hvor alle samfundsgrupper angiveligt kan eksistere harmonisk i et liberalt samfund som en måde for at gemme for homoseksualitetens diversitet og dens efterfølgende undertrykkelse af ikke-normativ udtryk. Denne ideologi fungerer som et middel til at skjule de dybe splittelser, undertrykkelser og uligheder, der faktisk opretholder kapitalismen, herunder marginaliseringen af homoseksualitet i det kapitalistiske samfund.
Homoseksualitet i vores samfund er forvrænget af kapitalismens normer, og det er reformistisk at bruge og anerkende det i sin nuværende form i vores kommunistiske bevægelse. Når homoseksualitet bliver en del af det kapitalistiske system uden at udfordre dets grundlæggende normer, risikerer man blot at genskabe og styrke de eksisterende klassestrukturer, der stadig undertrykker menneskeheden. En revolutionær fremtid kræver en revolutionær analyse; en revolutionær tilgang vil udfordre de grundlæggende kapitalistiske idéer og skabe en bevægelse, hvor man kæmper for, at seksualiteten kan eksistere frit og autentisk uden at være begrænset af kapitalistiske interesser. Det er ikke tilstrækkeligt at kæmpe for juridisk lighed eller social accept inden for kapitalismens rammer, da disse sejre blot tjener til at neutralisere den revolutionære potens, der ligger i homoseksualitetens udfordring af den reproduktive orden. Hvis vi skal skabe en revolutionær bevægelse, så skal den afvise enhver form for heteronormativ hegemoni og kæmpe for en forsoning mellem klassekamp og seksualitet. Samfundets indvirkning på seksualitet er ikke noget, kommunisterne finder på; de forandrer kun dens karakter, de befrier seksualiteten fra den herskende klasses indflydelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
