Klokken er otte om morgenen, og de forskellige politikere og embedsfolk er begyndt så småt at dukke op på arbejde på Christiansborg. Dog bliver de denne torsdag mødt af et anderledes syn, end de er vant til.
Fem aktivister er nemlig gået i sultestrejke for Palæstina og har placeret sig lige foran borgen på Slotspladsen.
Aktivisterne kommer fra en række organisationer, blandt andre Studerende Mod Besættelsen, Jøder for Retfærdig Fred og Global Aktion. Kravet fra aktivisterne er, at Danmark skal stoppe sin våbeneksport til Israel, som netop bruger de våben til at begå folkemord mod palæstinenserne.
– Vi har jo set, hvordan dele i de F-35 fly, som Israel bruger til at bombe Gaza, er produceret i Danmark. De har bombet de såkaldte sikre zoner, hospitaler, moskeer og meget andet, det er Danmark medskyldige i, så længe vi tillader eksport af de dele til Israel, fortæller aktivisten Nicholas Nyrop Vinthen fra Global Aktion og tilføjer:
– Derfor har vi set os nødsaget til at lave den her sultestrejke, så regeringen får stoppet det.
Jeg er som borger så forarget over, at der foregår et folkemord i Palæstina lige nu, og at politikerne ikke gør noget.
Stig Jørgensen, Palæstina-aktivist
I en pressemeddelelse peger aktivisterne på, at Danmark allerede i dag er underlagt blandt andet FN og EU’s regler for våbeneksport. De foreskriver, at man ikke må eksportere våben eller våbendele, hvis der er klar risiko for, at de bliver brugt til krigsforbrydelser.
I Holland afgjorde deres højesteret, at landet skulle stoppe sin eksport af våben til Israel – netop med begrundelse i FN og EU’s regler på området.
– Vi kræver derfor blot, at den danske regering overholder international lov, skriver aktivisterne videre i pressemeddelelsen.
Dialog med magthaverne
Inde i gården ved Christiansborg er et andet hold Palæstina-aktivister i gang med deres egen aktion. Her står en gruppe aktivister med skilte med budskaber som, “hvor er jeres respekt for menneskerettighederne?” og “sanktioner Israel!” og byder politikere og andre ansatte på Christiansborg godmorgen.
En af dem, som de byder velkommen, er Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Hun bliver af aktivisterne spurgt, om hun har en holdning til Israels offensiv i Rafah.
– I burde skamme jer for at stå her og støtte det, I gør! lyder svaret prompte fra Mette Thiesen.
Også folketingskandidat Kenneth Kristensen Berth fra samme parti skal forbi aktivisterne. Han vælger i første omgang at ignorere spørgsmålene, men stopper op lige før han går ind af døren.
– Har I ikke et arbejde, I skal passe? Jeg gider ikke betale jeres forsørgelse, siger han.
Stig Jørgensen er en af aktivisterne ved indgangen. Han fortæller, at han står der, fordi han gerne vil have politikerne til at være deres ansvar bevidst. Han håber derfor, at man gennem aktionen kan starte en dialog.
– Jeg er som borger så forarget over, at der foregår et folkemord i Palæstina lige nu, og at politikerne ikke gør noget, siger han og tilføjer:
– Derfor vil jeg gerne konfrontere dem her på Christiansborg, så vi kan tage dialogen med dem og høre, hvorfor de stemmer inde i Folketinget, som de gør. For eksempel imod en våbenhvile eller anerkendelse af Palæstina som stat.
Opfordrer andre til at støtte op
Tilbage på Slotspladsen har sultestrejkeaktivisterne sat sig på nogle stole med et banner foran sig. På banneret står der “sultestrejke for Palæstina”.
De fortæller, at de er klar til at fortsætte, indtil regeringen ændrer sin kurs. De vil sidde klar med deres banner til at snakke med alle, som kunne være interesseret i at høre, hvorfor de gør, som de gør.
– Vi opfordrer også folk til at komme og være med i sultestrejken i lige så lang tid, som de vil eller har mulighed for. På lørdag kommer den store Palæstina-demonstration fra Alle På Gaden For Et Frit Palæstina forbi, så der får vi også en masse støtte, siger Nicholas Nyrop Vinthe.
Ud over at støtte op om selve sultestrejken på Christiansborg opfordrer aktivisterne til, at man lægger pres på de virksomheder, som producerer og eksporterer våben og våbendele. Konkret handler det om virksomhederne Terma, Flatirons Solutions, Multicut A/S og SAAB Danmark.
– Det gælder også virksomheder som MyDefence, som kan levere udstyr til Israels militær, fordi de danske myndigheder vurderer, at udstyret ikke skal omfattes af eksportkontrol, skriver de videre i deres pressemeddelelse, som sluttes af med ordene: Free Palestine!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.