Danske skibe fragter som altid våben til dumme krige, men nu er “Marianne Danica” fra rederiet H. Folmer & Co blevet nægtet adgang til en spansk havn, da Spanien simpelthen blokerer for al våbeneksport til Israel – også på besøgende skibe.
Selvsamme rederi har bragt våben til alverdens diktatorer i en menneskealder. Rederiet fragtede i 1980’erne våben til Iran-Irak-krigen, og netop det her omtalte skib trak overskrifter 30 år senere for at hjælpe det egyptiske regime med at slå oprør ned med dødelig tåregas – og derpå for at smugle torturudstyr til Sudan.
Danmark er en søfartsnation. Dette siges ofte med stor stolthed, men har altid dækket over, at de store skibsredere fra Mærsk og nedefter har fået frit spil til selv at skrive reglerne.
Og så nu igen, uden at nogen hidtil har bremset rederiets blodige ihærdighed. Direktøren kalder den spanske reaktion for “chikane” – og det er fuldt forståeligt, for han har hidtil, med de bevidst gennemhullede danske regler, kunnet manøvrere sig fri af tidligere kritik – og så må det da også overraske ham, at der denne gang er mærkbar konsekvens.
Danmark er en søfartsnation. Dette siges ofte med stor stolthed, men har altid dækket over, at de store skibsredere fra Mærsk og nedefter har fået frit spil til selv at skrive reglerne. Søfartsstyrelsen har såmænd selv opmuntret de danske rederier til at satse på transport af sådant farligt gods, og der er kun beskedne restriktioner på våbentransport imellem visse tredjelande.
Når globale menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International kræver indgreb imod dette fribytteri, affejes det blankt. Modsat sendes flåden af sted omgående, når danske rederiers våbeneksport til sprængfarlige områder bliver hæmmet af piratangreb – den mest kendte kapring ramte netop nævnte rederi.
Sagen understreger også, hvorfor det er farligt, at Danmark opgiver suverænitet over egne havne og flyvepladser. USA kan uden opsyn frit benytte Danmark som transitland for våben, der kan være på vej til slyngelstater.
Spanske aktivister har argumenteret deres forbud igennem med henvisning til, at eksporten er i strid med FN’s traktat om våbenhandel og er en overtrædelse af Den Internationale Straffedomstols afgørelse om folkedrab. Danmark bør vælge at følge Spaniens gode eksempel og blokere danske rederiers våbenleverancer til Israel – samt også til Mellemøstens andre slyngelstater, tak!

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.