Fotoreportage
Vesten hjælper Israel, men ikke Ukraine med at nedskyde missiler
USA, Storbritannien og Frankrig hjalp Israel med at nedskyde de iranske missiler. Det er ikke gået upåagtet hen i Ukraine, hvor landets præsident, Volodomyr Zelensky, fortørnet spurgte, hvorfor Vesten kunne hjælpe Israel, men ikke Ukraine med at skyde missiler ned, skriver Jens Jørgen Nielsen.
|
Som om verden ikke har oplevet tilstrækkelig med spændinger, så bidrog Irans bombardementer af Israel yderligere til spændingerne.
Det var interessant, at meget få vestlige medier så meget som nævnte det israelske angreb på Irans konsulat i nabolandet Syrien.
Irans angreb var et svar på dette egentlige uhørte angreb også på den internationale retsorden, hvor beskyttelsen af ambassader er afgørende. Dette uhørte angreb dræbte flere mennesker, blandt andre et par højtstående iranske generaler.
Ukraine bliver smadret for en helt urealistisk drøm.
Men der er et andet interessant aspekt her. USA, Storbritannien og Frankrig hjalp Israel med at skyde de iranske missiler ned.
Det er ikke gået upåagtet hen i Ukraine, hvor landets præsident, Volodomyr Zelensky, fortørnet spurgte, hvorfor Vesten kunne hjælpe Israel, men ikke Ukraine med at skyde missiler ned.
Det er ikke første gang, at Zelensky skælder Vesten ud. Det har han gjort under det meste af krigen. Tilsyneladende har han ikke fattet en ganske simpel sandhed, nemlig at NATO ikke vil engagere sig militært med no-fly zone (flyveforbudszone, red.) og endnu mindre med ’boots on the ground’ (støvler på jorden, red.)
NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg har flere gange gjort dette klart, det samme har USA’s præsident Biden. Den franske præsident Macron har luftet tanken om at sende soldater, men det var vist mere et taktisk spil end noget andet.
Den simple sandhed er, at Rusland er en anderledes formidabel militær magt og usammenlignelig med Irans – bare landets atombombearsenal er enormt.
Det er basale vilkår i den umulige krig på Ukraines jord. Det er også grunden til, at krigen er udsigtsløs.
Ingen gang på jord
Ukraines idéer om en fredskonference er nærmest latterlige, i hvert fald helt urealistiske. Nemlig at Rusland blandt andet skulle trække sig fra Ukraines grænser fra 1991, inklusive Krim, og at Putin skulle udleveres til retsforfølgelse.
Man kan drømme om dette scenarie, man kan synes, at det ville være retfærdigt og så videre. Men det har ikke en gang på jord.
Vesten har i virkeligheden et større ønske om at svække Rusland end at hjælpe den stakkels ukrainske befolkning til et mere værdigt liv.
Der kommer stadig flere efterretninger om Zelenskys vanskeligheder ved at mobilisere flere ukrainere til hæren. Der bliver vedtaget love, der skal tvinge ukrainske mænd til at mønstre i hæren.
Men selv Zelenskys strenge censurlove på medieområdet kan ikke forhindre viden om den reelle tilstand på fronten, nemlig at ukrainerne er på tilbagetog og en ukrainsk militær triumf endda meget langt væk.
Millioner af ukrainske mænd i tjenestedygtig alder befinder sig i Vesten, nogle også i Rusland. De har ikke travlt med at melde sig til tjeneste i den ukrainske hær.
Jeg taler jævnligt med ukrainske flygtninge i Danmark. Der er en markant dalende tiltro til Zelensky – og til Vesten.
Mange af dem havde troet, at de smukke ord ville betyde, at Vesten ville gøre fælles sag med Ukraine og sende soldater og kampfly. Penge, våben, efterretninger ja, det sender Vesten i rigt mål, men vi skal ikke risikere nogen vestlige soldaters liv og endnu mindre en atomkrig på europæisk jord.
I øvrigt har jeg hørt mange ukrainske flygtninge spørge om, hvorfor Kyjiv-elitens børn, både den politiske og finansielle elite, ikke aftjener værnepligt.
Plan B?
Drømmen om et Ukraine i NATO og flådestationen på Krim, Sevastopol som en NATO-havn var fra begyndelsen urealistisk. Vestlige efterretningsvæsener burde have vidst det.
Den fremtrædende amerikanske politiker Henry Kissinger sagde det åbenlyst i 2014, nemlig at Rusland aldrig ville tillade, at Krim blev et NATO-støttepunkt.
Med andre ord, Ukraine bliver smadret for en helt urealistisk drøm, blandt andet næret af vestlige politikere.
Jo vist bærer Rusland utvivlsomt et stort ansvar for det skete. Det bliver vi mindet om hver dag i medierne. Men hvor er de vestlige politikeres ansvar og realistiske strategi?
Fra 2022 havde de vestlige politikere kun en plan A, hvis præmis var, at Rusland ville tabe krigen.
Hvad er plan B, når præmis A forsvinder?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. april 2024 | 07:23
