Økonomistyring i kommunerne
OK24 skal mindske uligheden
Ved OK24 er det vigtigt, at ingen bliver efterladt på perronen, og at alle lavtlønnede oplever markante lønstigninger, for det er de lavtlønnede, som er hårdest ramt af inflationskrisen.
|
Fagbevægelsens vigtigste opgave ved OK24 er at løfte fra bunden. Dette arbejderbevægelsens gamle solidariske princip har måske aldrig været vigtigere, for lønforskellene på det offentlige arbejdsmarked har vokset sig alt for store. Forklaringen er, at det offentlige områdes overenskomster i over 30 år har givet lønstigninger med samme procentsats til alle og ikke samme kronebeløb til alle. Og det har helt automatisk betydet, at forskellen mellem højt- og lavtlønnede er vokset med hver overenskomst.
De højtlønnede skal huske på, at hvis lønforskellene bliver for store, så får de forskellige lønmodtagergrupper sværere ved at sætte sig i hinandens sted, og det truer den solidaritet, der giver lønmodtagerne resultater.
Den udvikling skal stoppe nu, for den truer både samfundets sammenhængskraft og sammenholdet blandt lønmodtagere. Den lave løn har skadet rekrutteringen til en række velfærdsfag så voldsomt, at fremtidens velfærd er alvorligt truet. Det er baggrunden for, at trepartsaftalen om løn og arbejdsvilkår gav et markant og varigt lønløft til faggrupper, hvor der er særligt store rekrutteringsproblemer. Og OK24 skal så mere præcist fordele pengene.
Men trepartsaftalen gav desværre ikke penge til alle lavtlønnede faggrupper, og det er nok det mest problematiske ved aftalen. Lønmodtagernes sammenhold er nemlig truet, hvis der er lavtlønnede faggrupper, som oplever, at lønforskellene igen vokser ved OK24, som det er sket i de tidligere overenskomster. Og det kan også hurtigt ramme mere højtlønnede.
Solidaritet giver resultater
Det var sammenholdet, der ved OK18 sikrede, at de statsansatte beholdt deres betalte frokostpause, og som betød, at lærerne i 2020 igen fik en arbejdstidsaftale. Havde de lavtlønnede og deres forbund ladet de to grupper stå alene, så var det hele nok gået meget anderledes. Derfor skal de højtlønnede huske på, at hvis lønforskellene bliver for store, så får de forskellige lønmodtagergrupper sværere ved at sætte sig i hinandens sted, og det truer den solidaritet, der giver lønmodtagerne resultater.
Ved OK24 er det vigtigt, at ingen bliver efterladt på perronen, og at alle lavtlønnede oplever markante lønstigninger, for det er de lavtlønnede, som er hårdest ramt af inflationskrisen. Vil de højtlønnede ikke ændre på, at de generelle lønstigninger sker med samme procentsats, så må de acceptere store lavtlønspuljer, som sikrer, at de lavtlønnede får en ordentlig lønudvikling.
Udgangspunktet for OK24 er heldigvis godt
Trepartspengene indgår ikke i den reguleringsordning, der skal sikre, at overenskomsterne på de offentlige og private områder økonomisk ligger på samme niveau, og pengene indgår altså ikke på den måde i OK24, selvom de bliver endeligt placeret under overenskomstforhandlingerne.
Sidste år lagde de privat ansattes OK23 et lønstigningsniveau, som gør det muligt at indhente det reallønstab, som inflationen skabte. Og vi skal kræve, at offentligt ansattes OK24 i sig selv kommer til at ligge på samme niveau, selvom finansminister Nicolai Wammens forhandlingsudspil har været noget lavere. For offentligt ansattes udgifter er jo ikke vokset mindre end de privat ansattes.
Det sidste kan de fleste sikkert blive enige om. Lad os også blive enige om, at OK24 skal mindske uligheden, når det gælder løn.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
12. februar 2024 | 06:00
