Læserbrev
Minimumsnormeringer – en status ved året for fuld ikrafttrædelse
Så længe minimumsnormeringerne ikke skal gælde på institutionsniveau, og så længe udregningsmetoden ikke tager højde for sygdom, barsel, vikardækning og åbningstid over for antal årsværk, så er minimumsnormeringerne kun en realitet på papiret, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Minimumsnormeringer var på alles læber i 2019, hvor titusindvis gik på gaden landet over og demonstrerede for bedre vilkår og flere medarbejdere i danske daginstitutioner.
Det var på mange måder kulminationen af mange års opråb, og det resulterede da også i, at lov om minimumsnormeringer blev vedtaget!
Jeg vil gerne slå fast med det samme, at minimumsnormeringsloven er absolut nødvendig. Det var en helt nødvendig øvelse at sikre, at der blev indført en kvalitetsstandard i institutionerne, som lovfastsætter en grænse for, hvor lidt personale der kan være ansat.
Udregning med fejl
Problemet er bare, at kvalitetsstandarden i lovgivningen er baseret på en normeringsudregning, der er fejlbehæftet. Derfor er vi endt et sted, hvor der skal alt for lidt til for at leve op til minimumsnormeringerne – og derfor kan forældre ikke mærke en forskel, der hvor vi afleverer vores børn.
Vi har ikke mulighed for at følge pengene til minimumsnormeringer ud på stuen. Det er ikke gennemsigtigt, hvordan midlerne skal forvaltes. Forældre kan ikke være sikre på, om en stilling, der tæller i kommunens opgørelse, er en ny ansættelse på den enkelte stue eller en ny “flyverpædagog”, som skal spredes ud over flere institutioner og have rådgivningsfunktion mere end tid med børn.
Så længe minimumsnormeringerne ikke skal gælde på institutionsniveau, og så længe udregningsmetoden ikke tager højde for sygdom, barsel, vikardækning og åbningstid over for antal årsværk, så er minimumsnormeringerne kun en realitet på papiret.
Som mor med to børn i daginstitution så mangler jeg de mærkbare forbedringer nede på gulvet hos mine børn.
Vi er nødt til fortsat at holde skarp fokus på vilkårene i landets daginstitutioner.
Der er gået flere år, fra loven blev vedtaget, til den skulle træde fuldt ud i kraft i januar 2024. Vi har vidst fra starten, at der var mangel på pædagoger, og at det kun ville blive værre.
Derfor kunne vi som forældre have håbet, at regeringen havde udnyttet de her år til at sætte alvorligt ind for at gøre pædagoguddannelsen og -faget attraktivt og sikre arbejdsmiljøet for de pædagoger, der allerede var ude i institutionerne.
Udvikling er gået som forventet
Der er imidlertid kun sket dét, at det er gået som forventet. Flere pædagoger forlader faget, og færre og færre søger ind på pædagogseminarierne.
Ansvaret for at tiltrække medarbejdere og sikre deres arbejdsmiljø ligger i institutionerne og kommunerne, men når ikke der er lavet indsatser på det grundlæggende problem, så ender de med at kæmpe om den samme begrænsede gruppe mennesker – og når én bliver ansat i én institution, mangler der stadig i de andre.
Som mor med to børn i daginstitution så mangler jeg de mærkbare forbedringer nede på gulvet hos mine børn. Jeg mangler at se, at der er vilje til at arbejde for en standard, der ikke bare sætter prop i besparelser, men som aktivt hæver niveauet og investerer i vores børn og institutioner.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
08. februar 2024 | 08:23
