“Selvmodsigelserne hober sig op.”
Således sluttede en times samtale på Dagbladet Information, hvor professor og dr. phil. Ove Kaj Pedersen (O.K.P.) torsdag aften den 18. januar var inviteret til en samtale om hans nye bog ‘Myten om den danske model.’
O.K.P. kaldte selv sin nye bog for “eftertanker” til bogen ‘Konkurrencestaten’, som er tilbage fra 2011, men bogen er en kritisk analyse og historie om aftalesystemet på det danske arbejdsmarked fra Septemberforliget og helt frem til i dag og optakten til OK24 på det offentlige område.
Som den iagttager, han selv kalder sig, har han ingen ønsker om hverken at forsvare eller for den sags skyld at bevare den danske model, hans opgave er at forklare modellens opståen og udvikling.
Myten
Myterne om modellen er utallige, og “selvmodsigelser hober sig op” som sagt. O.K.P. brugte den aktuelle overenskomstsituation med fornyelsen på det offentlige område som eksempel.
Han kaldte det for en “foræring” til hans bog og roste timingen med udgivelsen. Forklaringen gav han selv: OK24 indledes med en trepartsaftale, hvor regeringen “uddeler” en række milliarder til udvalgte grupper af offentligt ansatte, dog efterfulgt med nogle klare betingelser og krav, som rækker dybt ned i de forhandlinger, som efterfølgende skal foregå i OK24-regi samt ved fremtidige OK-forhandlinger. Altså treparten har sat rammen for overenskomstfornyelsen.
Ingen kan vel påstå, at det er parterne, som selvstændigt forhandler i denne situation! Hermed myten.
Nu står eksemplerne på myten som bekendt i kø, særligt når det drejer sig om OK-forhandlinger på det offentlige område. At tale om “et frit forhandlingsrum” og “politikernes manglende indblanding” er galimatias.
Når det nu er så indlysende, hvorfor lever myten så videre?
Her bliver bogen ganske interessant. O.K.P. giver selv en plausibel forklaring: Parterne og det politiske system har alle en stor interesse i at bevare denne fortælling/myte, og den er blevet en integreret del af den politiske/økonomiske styreform, hvor myten først og fremmest lever på politikernes nåde! Hvor de mere eller mindre elegant kan skue op og ned for den politiske indblanding.
Fælleserklæringen af 1987
Bogen er spændende og interessant og burde give anledning til revidering af mange TR-uddannelser i fagbevægelsen. Nogle eksempler:
- Samspillet mellem grundloven og Septemberforliget
- Kampen mellem den revolutionære og reformistiske del af fagbevægelsen
- Kontrol og styringsfunktionerne via Forligsinstitutionen og Arbejdsretten
- Fælleserklæringen af 1987
O.K.P. betegner selv Fælleserklæringen af 1987 for en “historisk milepæl”. Det er i 80’erne, at den reformistiske faglige vej for alvor træder igennem. LO opgiver tanker om Økonomisk Demokrati og oprettelsen af bedriftsråd, som skiftes ud med arbejdsmarkedspensioner og tillidsmandsinstitutioner og samarbejdsudvalg. Og det krones med den såkaldte Fælleserklæring, hvor de tre parter gør løn til et spørgsmål om konkurrenceevne. Altså lønudviklingen skal være afhængig af og fremme konkurrenceevnen ligesom fordeling af velfærdsydelser.
O.K.P. får her det foreløbig sidste ord: “Erklæringen blev en historisk begivenhed, meget sammenlignelig med Septemberforliget 1899. Hvor Septemberforliget reelt var en forudsætning for det, der kaldes den danske model, blev det Fælleserklæringen, der reddede forliget ved at revidere det og endda ved at udvide det til at indbefatte det offentlige arbejdsmarked og fordelingen af velfærd.”
Ove Kaj Pedersen: ‘Myten om den danske model’
Udgivet på Informations Forlag, december 2023, 286 sider. 299,95 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
