Masser af milliarder og overskud – men til hvad?
Grundfortællingen, siden Ronald Reagan i 80’erne lancerede neoliberalismen, har været, at den økonomiske vækst hviler på et fundament for fremtidens generationer. Det var et åg, at mange familier kæmpede med at få økonomien til at hænge sammen. Velstandsstigningerne fra dengang og til i dag har øget velstandsniveauet for en kæmpe stor del af de generationer, der blev født og voksede op i de efterfølgende årtier.
Fik Ole mad på bordet, sendt i skole og hjalp med at vaske fars lastbiler om eftermiddagen, så var der fuld positiv plade. Alle forudsætninger for at få succes i voksenlivet – for en acceptabel levevis – tog afsæt i de ovennævnte kendetegn ved en opvækst som barn i 80’erne.
Materialismen, individualiseringen og speeden i samfundet var så langt fra født på dette tidspunkt. Den sociale kapital blomstrede ved deltagelsen i civilsamfundet. Tidslerne var slået ihjel. Frivilligheden og engagementet i civilsamfundet havde enorm betydning. Af to grunde: Den var med til at supplere velfærdsstatens institutioner og sikrede, at børn uanset klasseskel mødtes på fodboldbanen og i badmintonarenaen.
Materialismen og forbrugerismen har aldrig været højere end i dag. Vi står i kø i forbrugets verden.
Uligheden var i stampe på dette tidspunkt. Den var holdt i bero i forlængelse af Socialdemokratiets etablering af den nordiske velfærdsstat efter afslutningen på Anden Verdenskrig.
Det helt centrale rationale (især blandt arbejderpartierne) var, at arbejde skulle frigøre os fra nødvendigheden, som fører til fritiden. Men hvad skal vi med den?
Rigtig mange mennesker har gennem de sidste 40 år fået løftet deres velstandsniveau markant. Det er positivt, men som konsekvens af vi er blevet rigere og har frigjort os fra nødvendigheden, har vi skabt et nyt problem. Liberalismen og kapitalismen har spredt sig som en steppebrand ud over vores samfund.
Man kan spørge sig selv: Hvad nytter konstant higen efter økonomisk vækst og flere penge i lommen, når de sociale og økonomiske uligheder vokser betragteligt, den sociale tillid er faldende, og troen på god politisk dømmekraft for den almene borger er lavere end nogensinde. Med øgede velstandsstigninger i blandt andet USA og Danmark har medfulgt et etablerende skisma i afhængighedens affekt. Fedme, sukkersyge blandt voksne, tobaksrelaterede sygdomme, spiseforstyrrelser som anoreksi, psykosociale lidelser og afhængighed af forbrugerisme: iPhones, sociale medier og mærkevaretøj.
Materialismen og forbrugerismen har aldrig været højere end i dag. Vi står i kø i forbrugets verden.
Køerne var for årtier siden noget, der opstod i østlandene, især i det tidligere Sovjetunionen. Var der en kø, stillede man sig helt automatisk i den, fordi man pr. automatik tænkte, at det var noget, man havde brug for. Køerne var et udtryk for et behov efter livsnødvendigheder, blandt andet medicin og mad. Køerne blev efterhånden adopteret i Vesten. Køer i supermarkederne, køer på vejene og køer på internettet. Den eneste forskel er bare, at de vestlige borgere i de vestlige lande ikke står i kø til livsnødvendigheder. De står i kø til fladskærme, masseproduceret tøj i H&M og store dieselbiler. Det er et symptom på et massivt overflodssamfund og et massivt overforbrug, som har fulgt med den økonomiske vækst i den vestlige del af verden.
Som den anerkendte franske forfatter Annie Ernaux så fint gengav i sin succesroman Årene fra 2021:
“Vi har bugnende hylder i tingenes tid”.
Og ja – vi skal stadig fylde vores indkøbskurv. Der skal bare mindre i den. Konsekvenserne af vores massive overforbrug er, at vi ikke overholder vores del af generationskontrakten, nemlig: At aflevere en bedre verden videre til vores børn.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
