Læserbrev
Vi skal ikke være ligeglade
Vi skal genfinde den sociale indignation og ikke være ligeglade, når vi oplever, hvordan især udenlandske kollegaer behandles i byggeriet.
|
Kære læsere. Måske kan nogle af jer huske en tysk journalist ved navn Günter Wallraff. Forklædt som tyrkisk Gæstearbejder “afslørede” han i 1985 skyggesiderne af samfundet i det daværende Vesttyskland. Han beskrev arbejdsforholdene for gæstearbejderne (som de dengang blev benævnt) i industrien og på byggepladser og udgav bogen “Ganz Unter”.
Dengang skabte det overskrifter og debat. Der blev diskuteret samvittighed. Den åbenlyse forskelsbehandling og uretfærdighed skabte social indignation. Sådan kunne man ikke opføre sig overfor sine medmennesker.
Nu, 40 år efter, har forskere ved Aalborg Universitet studeret forholdene for udenlandsk arbejdskraft i byggeriet, i den hidtil største undersøgelse af sin art. Og resultatet minder om det, som man kunne læse i Günter Wallraffs “Ganz Unter”. Blot med den forskel, at i dag er der stort set ingen reaktion i det offentlige Danmark. Uretfærdighed og forskelsbehandling er jo hverdag og skaber højest overskrifter, hvis det foregår langt væk i lande, vi ikke kan lide, og i forbindelse med et højt profileret verdensmesterskab i fodbold.
Vi ser med egne øjne, hvordan løn, sikkerhed, arbejdsmiljø etc. generelt er dårligere, hvis du er udlænding.
Men rapporten handler altså om byggeriet i Danmark. Lille hyggelige, velordnede, ordentlige, gennemregulerede velfærds-Danmark, hvor migrantarbejdere har rystende dårlige forhold. De laver konsekvent det mest farlige, nedslidende og beskidte arbejde. Arbejdsulykker anmeldes sjældent, der mangler lønudbetaling, og der fortælles om trusler om vold og menneskehandel.
“Når rapporten bruger ordet ‘menneskehandel’ om forhold i Danmark, er det helt klart, at der er brug for akut handling,” siger næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Flemming H. Grønsund.
Vi, der har vores hverdag i byggeriet, ved det godt. Jeg og mine kollegaer registrerer det hver eneste dag på byggepladsen. Hvordan der opereres efter to sæt regler. Hvordan sikkerhedsudstyr og værnemidler ikke er for alle. Hvordan arbejdsmiljøloven kun opretholdes, hvis du kræver det. Og hvordan for eksempel de udenlandske underentreprenører ikke deltager i sikkerhedsrunderinger eller vælger/udpeger arbejdsmiljørepræsentanter. Vi ser med egne øjne, hvordan løn, sikkerhed, arbejdsmiljø etc. generelt er dårligere, hvis du er udlænding. Og så ser vi med gru, hvordan det har en afsmittende effekt på hele branchen. Hvordan normer og adfærd om fælles samarbejde, logistik, faglighed med mere, er på spil. Hvordan det for eksempel kan være svært igen og igen at sige fra over for manglende rengøring på byggepladsen, når nu de fleste affinder sig med at ville arbejde i gips og kvartsstøv. Hvordan Arbejdstilsynet uddeler strakspåbud med spredehagl, uden nogen ændring til følge. Og meget mere.
Rapporten fra Aalborg Universitet afdækker gennem interviews en underklasse. Arbejdsforhold som de fleste danskere finder uacceptable. Men hvad så, burde man vel spørge. Hvad er det i værktøjskassen, som reelt kan dæmme op for det, som vi også med et bredt udtryk kalder for social dumping i byggeriet?
Dele af den aktivistiske fagbevægelse med rødder i byggeriet har i flere år forsøgt at fortælle om den stigende ulighed. Om konsekvenserne af social dumping. Og har i forbindelse med overenskomstfornyelser forsøgt netop at sætte problemet øverst på dagsordenen; krav om en markant forhøjelse af mindstelønnen i for eksempel overenskomst gennem alle led. Desværre med begrænset succes.
Danmark og vores kollegaer i de andre nordiske lande har ellers historisk skabt en fortælling om fællesskab og fagbevægelses rolle i velfærd og sammenhængskraft. Og få andre steder i verden er det lykkedes som hos os at bekæmpe arbejdsliv kriminalitet, korruption, undertrykkelse og forskelsbehandling.
Men hvis fagbevægelsen fortsat skal have den rolle som en progressiv medspiller, så skal der internt i fagbevægelsen ske en erkendelse af, at intet varer evigt. Se blot på vores nabolande syd for grænsen: Her er fagbevægelsens rolle uddøende. Under 10 procent er organiseret i en fagforening.
I min egen værktøjskasse ligger der derfor nogle juleønsker og et nytårs opråb. Nemlig at du og vores nærmeste starter med “ikke at være ligeglade”. At vi genfinder ordet solidaritet og erkender, at vores fagbevægelse kun har en fremtid, hvis den/vi formår at omfavne vores udenlandske kollegaer. Opgaven de næste mange år for den del af fagbevægelsen, hvis medlemmer opererer inden for byggeriet, er defineret af rapporten. Så enkelt kan det siges. Og derfor også en stor tak til dem, som har skrevet den. Håber den bliver brugt til forandring.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
25. december 2023 | 06:00
