Rigtigt godt skriv og helt enig .
Bedste var bemærkningen : hypede Tesla-biler …
så sandt som det er sagt . og statsstøttet , tyske stat har stort betalt for hele fabrikken i Berlin ! og så fjerner vi da lige alle afgifter for elbiler …
Det svenske metalarbejderforbund kæmper for at få overenskomster og ordnede forhold på Teslas værksteder i Sverige, og de får støtte fra fagbevægelsen i Danmark og senest i Norge.
Det betyder blandt andet, at havnearbejdere og chauffører i Danmark ikke kommer til at røre de hypede Tesla-biler fra om 14 dage.
Sympatikonflikterne er efter bogen – alligevel har de skabt stort postyr. Tesla-ejer Elon Musk er en af den nye tids kapitalister, der af princip nægter at indgå overenskomster og gå i dialog med fagbevægelsen. Det er ikke kun løn- og arbejdsforholdene, det handler om – det er i endnu højere grad magten. Musk vil ikke dele sin magt med nogen – og slet ikke med de arbejdere, der skaber hans enorme værdier.
Elon Musk er tidligere blevet dømt for at chikanere og fyre fagligt aktive på en fabrik i Californien, forbyde fagforeningsmateriale uden for fabrikken og for at tweete, at medlemskab af fagforeningen kunne koste de ansattes medarbejder-aktier.
Storkapitalens magt vokser – med få monopoler i spidsen. En magt, der kan tilsidesætte nationalstater og demokratisk indflydelse – også arbejdernes demokratiske indflydelse på løn og arbejdsforhold.
De ansatte på Teslas fabrikker i Tyskland har 20 procent lavere løn end overenskomsterne og et stort antal arbejdsulykker, hvilket har fået flere til at melde sig ind i forbundet IG Metall. Det har fået ledelsen til at invitere til “gratis mad og overraskelser” for at fortælle om fagforeningens “egentlige mål og tvivlsomme metoder”.
I Buffalo i USA blev 30 ansatte fyret, dagen efter at de havde meldt sig ind i en fagforening.
Også på værkstederne i Sverige mærker man presset.
Arbejdere inde fra værkstederne fortæller om et hårdt arbejdsmiljø, men at automekanikerne på virksomheden er splittede i spørgsmålet om strejke.
– De ønsker ikke at risikere nogen repressalier. Selv om virksomheden ikke må straffe (dem der strejker), ved alle godt, at de kan gøre ting, der ikke kan ses, siger en medarbejder til mediet Dagens Arbete.
Hadet til fagforeninger ses også hos en anden af den nye tids rigmænd, Amazon-milliardæren Jeff Bezoz.
Også han nægter kategorisk at tegne overenskomster eller tale med fagforeninger og forfølger i stedet fagligt aktive gennem brutal union busting.
Hvorfor er det så så vigtigt for de nye milliardærer at undgå faglig organisering og kollektive aftaler?
Fordi fagforeninger og arbejdernes kollektive styrke er det eneste, der står mellem Musk og Bezoz og næsten uindskrænket magt.
Det politiske system sætter ikke grænser for dem, og markedet kan de selv kontrollere.
Få monopolselskaber kan i dag kontrollere onlinehandel, transport, sociale medier, kommunikation og ikke mindst data. Algoritmer og kunstig intelligens giver dem uanede muligheder for netop det.
Det er den nye tids konger, bortset fra at de har langt større magt end de gamle tiders nationalt baserede kongelige. De har global magt, og arbejderne er bare et værktøj i deres magt- og pengemaskiner.
Da højreekstreme kupmagere forsøgte at tage magten i det latinamerikanske land Bolivia og massakrerede hundredvis af civile, tweetede Elon Musk:
– Vi kupper dem, vi har lyst til. Lev med det!
Hvorfor det? Fordi Bolivia besidder mellem 25 og 45 procent af verdens lithium – som Tesla har brug for til firmaets elbiler.
Det er nemt bare at placere Elon Musk som en gal og excentrisk rigmand med storhedsvanvid – i en grad, der gør, at han forsøger også at erobre rummet – men det handler om mere og andet end det.
Det er en epoke, hvor storkapitalens magt vokser – med få monopoler i spidsen. En magt, der kan tilsidesætte nationalstater og demokratisk indflydelse – også arbejdernes demokratiske indflydelse på løn og arbejdsforhold.
Blandt andet derfor er konflikten mod Tesla vigtig. Skal vi hjælpe med at sætte ham Musk på plads?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Rigtigt godt skriv og helt enig .
Bedste var bemærkningen : hypede Tesla-biler …
så sandt som det er sagt . og statsstøttet , tyske stat har stort betalt for hele fabrikken i Berlin ! og så fjerner vi da lige alle afgifter for elbiler …
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.