Israel myrder bevidst journalister i Gaza. Mens Israel fortsætter sit folkemorderiske angreb på enklaven og indtil videre har myrdet mindst 13.000 palæstinensere, dræber de samtidig mediearbejdere for at forhindre verden i at se de ubeskrivelige grusomheder, de udfører.
Den aktuelle situation er lige så alvorlig, som den er uden fortilfælde. Siden den 7. oktober har det israelske militær dræbt 60 mediearbejdere, ifølge Gazas regerings mediekontor. The Committee to Protect Journalists har udtalt, at dette er den dødeligste måned for angreb på journalister, siden de begyndte at registrere det i 1992. Derudover er mange andre palæstinensiske journalister uden for Gaza udsat for trusler og chikane fra de israelske styrker.
“Vi har aldrig oplevet noget lignende, og vi er overvældede”, indrømmer Nasser Abu Bakr, leder af Palestinian Journalists’ Syndicate, en Ramallah-baseret fagforening, der repræsenterer palæstinensiske mediearbejdere. “Vi mister kolleger og venner hver dag som følge af det igangværende israelske folkemord på det palæstinensiske folk og politikken med målrettede drab på journalister.”
“Vi kan ikke følge med i antallet af angreb på vores journalister”, fortsætter Abu Bakr. “Vi modtager flere opkald og oplysninger om … hændelser, end vi kan nå at bearbejde. Vores journalister har altid været et mål for det israelske militær, men Israel gik fra at dræbe [gennemsnitligt] en palæstinensisk journalist om året før 7. oktober til at dræbe [over] en om dagen.”
Israels interne sikkerhedsagentur meddelte, at de vil eliminere alle deltagere i massakren den 7. oktober. De ‘fotojournalister’, der deltog i optagelsen af angrebet, vil blive føjet til listen.
Danny Danon, Israels repræsentant i FN
Og det er ikke kun palæstinensiske journalister, de israelske forsvarsstyrker (IDF) angriber – enhver journalist, der potentielt kan sprede information, der er kritisk over for Israel, er et potentielt mål.
På den lange liste over dræbte journalister er Reuters’ fotojournalist Issam Abdallah, som blev dræbt af et israelsk angreb på den libanesiske grænse den 13. oktober, mens han dækkede sammenstød mellem Hizbollah og IDF.
Ifølge en uafhængig undersøgelse foretaget af Reporters Without Borders (RWB), var Abdallah eksplicit mål for de israelske styrker – han var tydeligt identificeret som journalist gennem sin pressehjelm og vest, og han stod ved siden af et køretøj, hvor der stod “presse” på taget.
Umiddelbart før angrebet havde andre journalister i området set en israelsk helikopter flyve over dem, så militæret kunne tydeligt se, at Abdallah ikke var en kombattant. Ifølge en ballistisk analyse foretaget af RWB blev missilerne affyret fra den israelske side af grænsen, og “to angreb på samme sted inden for så kort tid (lidt over 30 sekunder), fra samme retning, indikerer klart en præcis målretning.”
Ikke engang journalisternes familier er i sikkerhed for israelsk gengældelse. Efter at have hørt i radioen, at et israelsk luftangreb havde dræbt hans kone, søn, datter og barnebarn, skyndte Al Jazeeras chef i Gaza, Wael Al-Dahdouh, sig til hospitalet efterfulgt af pressekameraer. Da han fandt sin søn der, knælede han ved hans livløse krop og klagede: “De tager hævn over os med vores børn.”
Den 7. november blev Mohammad Abu Hasira, en korrespondent for det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa, dræbt af et israelsk luftangreb sammen med 42 medlemmer af sin familie. Og kun få dage før dræbte et israelsk angreb den palæstinensiske tv-reporter Mohammad Abu Hattab og 11 medlemmer af hans familie i det sydlige Gaza, herunder hans kone, søn og bror.
Løgne for at retfærdiggøre krigsforbrydelser
Ligesom Israel har hævdet, at Hamas gemte sig på hospitaler i Gaza, i nærheden af skoler og i ambulancekonvojer for at retfærdiggøre sine bombninger og drab på civile, har Israel brugt de samme forudsigelige undskyldninger for disse målrettede drab på journalister.
I en skræmmende artikel fra den 2. november, der også fungerer som en hitliste, satte Jerusalem Post fokus på flere uafhængige palæstinensiske journalister, der havde rapporteret fra Gaza, og stemplede dem som en del af “Hamas’ propagandahold”.
Derefter udgav den pro-israelske medievagthund HonestReporting en rapport den 8. november, som hævdede – med få beviser – at Associated Press, CNN, The New York Times og Reuters’ freelancefotografer i Gaza på forhånd kendte til den palæstinensiske modstands modoffensiv den 7. oktober og endda samarbejdede med Hamas for at kunne være på stedet og få deres billeder under operationen.
Israelske embedsmænd greb hurtigt historien for at retfærdiggøre deres mordkampagne mod palæstinensiske journalister.
Som svar på rapporten sagde den tidligere forsvarsminister og nuværende medlem af Israels krigskabinet Benny Gantz: “Journalister, som viste sig at have kendt til massakren, og [som] stadig valgte at stå som passive tilskuere, mens børn blev slagtet, er ikke anderledes end terrorister og bør behandles som sådan.”
Danny Danon, Israels repræsentant i FN, gik så vidt som til at erklære, at disse journalister ville blive sat på en dødsliste og udtalte på X: “Israels interne sikkerhedsagentur meddelte, at de vil eliminere alle deltagere i massakren den 7. oktober. De ‘fotojournalister’, der deltog i optagelsen af angrebet, vil blive føjet til listen.”
Gil Hoffman, administrerende direktør for HonestReporting, indrømmede senere, at han ikke havde beviser for de fremsatte påstande, men blot “stillede spørgsmål“. Ifølge Hoffman hævder han og HonestReporting “ikke at være en nyhedsorganisation”.
Beskyldninger om, at palæstinensiske journalister er en indlejret del af og handler i samarbejde med Hamas, lægger grunden til en propaganda, der fremstiller journalister som legitime militære mål.
Israel begrænser information, der kommer ud af Gaza
Ikke alene dræber IDF palæstinensiske journalister på stedet, men den israelske regering nægter også aktivt udenlandsk presse adgang til Gaza. De eneste journalister, der får lov til at komme ind i Gaza, er dem, der er indlejret i IDF, og medier som NBC og CNN har bekræftet, at de til gengæld for adgang skal sende alt materiale til det israelske militær til gennemsyn og godkendelse, før det sendes.
Derudover har det palæstinensiske journalistforbund rapporteret, at op mod 50 medier i Gaza er blevet helt eller delvist ødelagt af israelske luftangreb siden den 7. oktober.
Hvis Israel ikke direkte bomber nyhedsbureauer, så forsøger de aktivt at undertrykke informationsstrømmen. I slutningen af oktober godkendte den israelske regering regler, der ville gøre det muligt at lukke enhver udenlandsk nyhedskanal, hvis den mente, at kanalen udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed.
Denne forordning blev derefter brugt til at blokere programmerne og hjemmesiden for den libanesiske kanal Al Mayadeen på grund af dens “forsøg på i krigstid at skade [Israels] sikkerhedsinteresser og tjene fjendens mål” ifølge en erklæring fra det israelske sikkerhedskabinet.
I mangel af udenlandsk presse, der kan bevidne Israels grusomheder i Gaza, er civile palæstinensere begyndt at dokumentere rædslerne selv og dele dem på sociale medier som X og TikTok, så omverdenen kan se dem.
Den israelske regering har reageret ved gentagne gange at lukke internet og kommunikationssystemer i hele Gaza, hvilket yderligere begrænser strømmen af information, der kommer ud.
Israels historik med at angribe journalister
Selv før den nuværende krig mod Gaza begyndte den 7. oktober, havde Israel en lang historie med at angribe journalister og nyhedsnetværk.
Under det militære angreb på Gaza i 2021 blev Israel beskyldt for at “lukke munden på” journalister af pressefrihedsforkæmpere, efter at de bombede Al Jazeeras og Associated Press’ kontorer. Det skete kun få dage efter, at Israel havde bombet en anden bygning, der husede en række andre nyhedsmedier, blandt andet Al Araby TV, Al Kofiya TV og Watania News Agency.
Ifølge det Palæstinensiske Journalistsyndikat dræbte Israel 55 journalister fra 2000 til 2022, enten ved skud eller bombardementer.
Dette tal inkluderer Shireen Abu Akleh, den elskede palæstinensisk-amerikanske journalist og mangeårige Al Jazeera-korrespondent, som blev skudt af israelske styrker, mens hun rapporterede om IDF’s razziaer i Jenin, samt Yaser Murtaja, en kameramand for det palæstinensiske netværk Ain Media, som blev skudt og dræbt af IDF, mens han dækkede Den Store March for Tilbagevenden i 2018.
Som så mange andre palæstinensiske journalister, som Israel myrdede, mens de var på arbejde, havde Abu Akleh og Murtaja begge deres presseveste på, da de blev dræbt. Umiddelbart efter hans død skyndte Israel sig forudsigeligt nok – uden beviser – at beskylde Murtaja for at være Hamas-kriger for at dække sine spor.
Dagen efter drabet på Murtaja sagde Israels daværende forsvarsminister, Avigdor Lieberman, ligeud: “I terrorens march var der ingen uskyldige civile. De var alle sammen Hamas.”
Israel er ved at tabe informationskrigen
Israel er afhængig af sine avancerede militære våben og milliarder af dollars i økonomisk støtte fra USA til at udføre sin folkemorderiske vold mod det palæstinensiske folk i Gaza, Jerusalem og på Vestbredden. Israels Hasbara- og “Brand Israel”-kampagner arbejder døgnet rundt for at retfærdiggøre krigsforbrydelserne gennem direkte løgne og misinformation.
Israel har dog lidt betydelige tab i informationskrigen, da rapporter og billeder af grusomhederne er nået ud til millioner af mennesker verden over, hvoraf mange har tilsluttet sig massemobiliseringerne til støtte for den palæstinensiske sag. På den internationale scene er Israel yderligere politisk isoleret, idet flere og flere lande afbryder forbindelserne eller hjemkalder deres diplomatiske personale.
Denne kamp om ideer kan ikke vindes med ren og skær magt og USA-støttet militær overlegenhed. Israel kan ikke forhindre information om sine grusomheder i at sive ud, især ikke i en tid med sociale medier, hvor almindelige palæstinensere har mod på at fungere som borgerjournalister og dokumentere, hvad de gennemlever i Gaza, så verden kan se det.
Mens Israel optrapper sin mordkampagne mod mediearbejdere, fortsætter støtten til den palæstinensiske modstandsbevægelse med at vokse.
Hvor dyster den nuværende situation end kan synes, taler den til den aktuelle virkelighed: Verdens befolkning er ved at vågne op til den zionistiske stats grusomheder og nægter at lade det fortsætte.
Og det taler til en anden virkelighed: Israel lever på lånt tid, og den tid er ved at rinde ud.
Om forfatteren:
Amanda Yee er journalist og organisator med base i Brooklyn. Hun er chefredaktør for Liberation News, og hendes artikler har været bragt i Monthly Review Online, The Real News Network, CounterPunch og Peoples Dispatch. Følg hende på X @catcontentonly.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
