Læserbrev
Øgede bevillinger til domstolene – men med forringet retssikkerhed
Folketingets partier er blevet enige om en række "forenklinger" af det danske retssystem. Forenklinger der risikerer at forringe retssikkerheden.
|
Domstolene har i årevis været i pengenød. Igen og igen har der fra mange forskellige sider været krav om at få efterslæbet dækket ind, så retssikkerheden kunne blive genoprettet.
Et velfungerende retsvæsen er en af de bærende piller i et ægte demokrati. Ret beset er det en af de kernevelfærdsydelser, som “vi altid” har fremdraget, når danske dyder og værdier skulle præsenteres.
De lange berammelseskøer skulle forkortes og selve sagsbehandlingen tilgodeses med ansættelse af flere dommere, dommerfuldmægtige og andet kvalificeret personale, og IT-systemer og andet teknisk materiale opdateres.
Underfinansieringen har været ekstra uforståelig – ja, ulogisk om man vil – for domstolssystemet indtjener gennem rets- og tinglysnings-afgifter langt flere penge, der går direkte i statskassen, end der tildeles ved bevillingerne på finanslovene.
Dén mekanisme er et levn fra enevældens dage, og det rimer ikke med princippet om statsmagtens tredeling og princippet om domstolenes uafhængighed, at deres konkrete funktion på dén måde er reguleres af lovgiver!
Forlig om flere midler
For nogle dage siden enedes alle Folketingets partier omsider om at øge bevillingerne til domstolene.
De blev for de næste tre år fastsat til 2,3 milliarder kroner, når man medregner de 1,8 milliarder, der blev præsenteret ved finanslovforslaget for nogle måneder siden.
Beløb, der sammenholdt med tidens bevillingsfråseri til krig og militære formål, må betegnes som meget beskedne.
Det er betænkeligt at udvide brugen af discountretssager og i øvrigt at afskære en større del af sagsøgere og sagsøgte fra den grundlæggende regel om, at man skal kunne få prøvet en retsafgørelse i mindst to instanser.
“Vigtigst for regeringen er at give domstolene mulighed for at ansætte mange flere hænder, både dommere, dommerfuldmægtige og administrativt personale”, hed det blandt andet i en pressemeddelelse fra justitsministeren efter forliget, hvor han også medgav, at ventetiderne og de lange sagsbehandlingstider udfordrer retssikkerheden, “for retssikkerhed er også at få sin sag afgjort inden for rimelig tid.”
Alvorlige ulemper ved forliget
Regeringen og partierne er også blevet enige om en række “forenklinger”, som det betegnes.
I straffesager ændres reglerne, så de kun skal føres som nævningesager, hvis der kan blive tale om en straf på seks års fængsel eller mere mod i dag fire år.
I civile sager forhøjes grænsen fra 50.000 kroner til 100.000 for, hvilke sager der skal behandles efter reglerne for småsager, det vil sige uden advokater og med kun én dommer, der så selv skal sørge for, at sagen fremmes, at parterne får deres synspunkter frem, og at sagen får sin rette afgørelse.
Endvidere sættes grænsen op for, hvornår en dom i civile sager kan appelleres, fra 20.000 kroner til 50.000.
Disse “forenklinger” betyder en besparelse på cirka 50 millioner kroner, og det ser for en første betragtning måske fornuftigt nok ud.
Men der er al mulig grund til advare. For i realiteten er der på disse specifikke områder tale om så væsentlige forringelser, at den retssikkerhed, man erklærer at ville tilgodese ved forliget, angribes.
Nævningesager indebærer en ekstra omhyggelig sagsbehandling, blandt andet derved at der deltager tre juridiske dommere mod én ved “almindelige” straffesager, og seks lægdommere (det vil sige “almindelige” mennesker) mod to i de andre straffesager.
Grunden til, at der de seneste år er blevet flere nævningesager, er ganske enkelt, at Folketinget gang på gang har sat strafferammerne for den ene forbrydelse efter den anden op. Men fire eller fem års fængsel er stadig fire eller fem år, og der er stadig 12 måneder på et år!
Endelig er det betænkeligt som foreslået at udvide brugen af discountretssager og i øvrigt at afskære en større del af sagsøgere og sagsøgte fra den grundlæggende regel om, at man skal kunne få prøvet en retsafgørelse i mindst to instanser.
Nok er det korrekt – som anført af justitsministeren – at retssikkerhed afhænger af, om man kan få sin sag afgjort inden for rimelig tid. Men hvad hjælper det hele, hvis afgørelsen så er forkert?
Vi skulle jo nødigt ende som kirurgen: “Operationen lykkedes – men patienten døde… “
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
26. november 2023 | 10:52
