Hvor er retssikkerheden for syge og handicappede? Kan man anmelde sagsbehandler i jobcenter til politiet? Det kan man godt, men forbered dig på at blive afvist.
Lige nu har politiet travlt med at anklage eget personale for tyveri og embedsmisbrug – læs sagen om de seks anholdte betjente her.
Men når sagsbehandlere i jobcenter begår ulovligheder over for syge og handicappede borgere, som er ramt af rigid sagsbehandling, lovovergreb og ekstrem angst for at møde myndigheden, så bliver borgerne afvist, når de forsøger at anmelde medarbejdere fra jobcenter, som har begået utilgivelige og umenneskelige ulovlige afgørelser, begået embedsmisbrug ved ikke at overholde gældende lovgivning.
Borgere, som ønsker at anmelde medarbejdere fra jobcenter, bliver afvist af politiet i flæng. Det kan du læse meget mere om i facebookgruppen Jobcentrets Ofre, som har langt over 30.000 medlemmer. Et netværk til protest mod rigid social- og beskæftigelseslovgivning.
Folkets protester bliver sjældent hørt.
Det kan anbefales ved afslag at skaffe en dyr advokat og køre en civil retssag, få advokaten til at køre anmeldelsen om alle ulovlighederne direkte mod medarbejderen fra jobcenter, som faktisk godt kan straffes for at begå overgreb, hvis politiet vil. Som oftest vil de ikke, uden man gør brug af en advokat.
Retsplejeloven § 749 § 749:
Politiet afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning.
Stk. 2. Er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen træffes af politiet, såfremt der ikke har været rejst sigtelse. Er sigtelse rejst, finder bestemmelserne i § 721 og § 722 anvendelse.
Stk. 3. Afvises anmeldelsen, eller indstilles efterforskningen, underrettes den forurettede eller, hvis den forurettede er afgået ved døden, den forurettedes nære pårørende. Det samme gælder andre, der må antages at have en rimelig interesse heri. Afgørelsen kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.
Ønsker man at genere medarbejdere fra det offentlige, fordi man mener, at de har fortjent det, så er der lettere alternativer end en anmeldelse til politiet. Der må du så bruge din fantasi. Send en grim buket blomster eller nowet.
Du får aldrig mig til at anbefale den slags – selv om jeg måske forstår dine frustrationer.
Jeg har selv modtaget adskillige trusler fra flere kommuner, om jeg kunne anmeldes til politiet, hvis jeg blev ved at offentliggøre navne på medarbejdere fra jobcenter. Mit svar er altid: Sæt i gang, så fortæller jeg nemlig alle de grimme detaljer. Jeg er hamrende ligeglad. Jeg skal i min alder ikke bruge en ren straffeattest til noget som helst. Eventuel bøde kan afdrages. Jeg er på grund af handicap og alder erklæret uegnet til straf. Det blev jeg i sagen om Laura Lindahl og kællingebidslet. Jeg vandt sagen. Surmulende folketingspolitiker Laura Lindahl tabte stort. Google: kællingebidsel Kim Madsen.
Omvendt er der tilsyneladende ingen problemer med, at personalet i jobcenter kan anmelde frustrerede syge og mishandlede borgere. Det ses blandt andet i sagen om whistleblower Bitten Vivi Jensen, som er anklaget for overtrædelse af straffelovens bestemmelse paragraf 119a ved angiveligt at have udført chikanøs adfærd over for 16 sagsbehandlere, som mener, at Bitten skal i fængsel.
Det eneste, Bitten gjorde, var at afsløre navne på medarbejdere fra jobcenter, som i flæng havde begået utallige umenneskelige overgreb mod forsvarsløse syge og handicappede borgere. Retssagen starter til foråret, dato ikke planlagt endnu.
Søren Thomsen har en sag mod Sønderborg Kommune – og den sag er dæleme også kun op ad bakke. Læs om det her.
Folkets protester bliver sjældent hørt. Det skyldes som oftest, at det er blevet meget svært at få taletid i medierne på grund af debattens indhold, som for det meste er venstreorienteret. Den slags accepteres efterhånden ikke.
Man kunne forestille sig, at mange medier er i lommen på regeringen. At medier afvises hos politiske partier, hvis de har for mange venstreorienterede debatter. Jeg tænker, at jeg har ret. Jeg må derfor anbefale at bruge, købe og interagere med Arbejderen, når du vil deltage i velfærdsdebatten. Det kan varmt anbefales.

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


