Fejlforekomsten er på 6.132.000.000.000.000 kr. som svarer til 6.132.000 milliarder kr. Jeg troede hr. Nikolaj Villumsen var blevet valgt for at reformere EU, men det er åbenbart ikke lykkedes særlig godt!
For 29. år i træk er der rod i EU’s regnskaber. Det konkluderer EU’s revisionsret, der holder øje med, om EU’s penge bliver brugt korrekt, i deres revisionrapport for 2022.
– Det viser en dybt uansvarlig omgang med penge, der i stedet burde være gået til klimakamp, naturbeskyttelse og borgernes ve og vel. Jeg har aldrig kunnet forstå de borgerlige, der gerne vil jagte småpenge hos kontanthjælpsmodtagere og samfundets svageste, men så snart det drejer som om store landbrug eller dyre virksomheder, får piben en anden lyd. Det er jo også det, vi ser her. År efter år accepterer EU at udbetale milliard efter milliard til svindel, siger Enhedslistens medlem af EU-parlamentet, Nikolaj Villumsen, til Arbejderen.
EU-revisorerne skriver blandt andet i deres rapport, at ud af EU’s budget for 2022 på 1,46 trillioner kroner var “… den samlede fejlforekomst var væsentlig, da den lå på 4,2 procent”.
– I revisorernes rapport står det klart, i hvor høj grad EU ikke har styr på, at de penge, EU uddeler, rent faktisk bliver brugt korrekt.
Det er en drastisk stigning i forhold til året før, hvor det “kun” var tre procent af de mange trillioner, der blev brugt forkert.
– Jeg er desværre ikke overrasket over, at EU’s revisionsret – endnu engang – påpeger, at der ikke er styr på, hvordan milliarder af EU-midler er blevet brugt. Men jeg er chokeret over, hvor meget fejlprocenten er steget. Det er helt vildt, at fejlprocenten for EU’s udbetalinger er steget fra 3 procent til 4,2 procent på bare ét år, siger Nikolaj Villumsen.
Støtte til fiktiv citronplantage
Blandt de eksempler, som EU-revisorerne har med i deres rapport, er EU-støtte til en citronplantage – uden citrontræer.
En landmand i Italien havde modtaget støtte til at bruge en stor del af sin jord på en citronplantage. Men da kontrollanterne mødte op for at se plantagen, var der slet ikke nogen citrontræer.
– Det er jo næsten tegneserieagtigt at læse om landbrugsstøtte til citronplantager, der viser sig slet ikke at eksistere, eller kemiproducenter, der har fået millioner i uberettiget støtte. Det ville næsten være morsomt, hvis det ikke var fordi, svindlen betyder, at der er færre penge til samfundets svageste og klimaet, påpeger Nikolaj Villumsen.
I revisorernes rapport står det klart, i hvor høj grad EU ikke har styr på, at de penge, EU uddeler, rent faktisk bliver brugt korrekt.
Nikolaj Villumsen, medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten
Den fiktive citronplantage er langt fra det eneste eksempel på den omfattende svindel med EU-midler.
En polsk kemifabrik har fået EU-støtte uden at være berettiget til det. EU har også givet støtte til et kulturcentrum, der endnu ikke er blevet åbnet for offentligheden, på trods af at EU har betalt for renovering og møbler for flere år siden.
Spis mere kød og pomfritter
Herudover giver EU milliarder af kroner til at fremme kødindustrien, selv om både folkesundheden og klimaet ifølge eksperter vil have godt af mindre kød.
Eksempelvis har Landbrug & Fødevarer sammen med sin svenske søsterorganisation Svensk Kött tidligere fået 19 millioner kroner i EU-støtte til en reklamekampagne, der skulle få 18-29-årige i Danmark og Sverige til at spise mere svinekød.
Og landbrugets brancheorganisation i Flanderen, Belgien, har fået næsten 18 millioner EU-kroner til at gennemføre en kampagne for frosne pomfritter.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.