Læserbrev
EU er USA’s forlængede arm
Kampen for at forsvare den nationale suverænitet har langt fra mistet sin betydning. Tværtimod bliver det et brændende spørgsmål i nær fremtid, skriver Karen Sunds i denne blog.
|
Der er grøde i magtfordelingen på den internationale arena. Vi står på tærsklen til en verden, som ikke længere er fuldstændig domineret af USA-imperialismen, men hvor der vokser forskellige politiske magtcentre frem, en såkaldt multipolær verden.
Hvilken rolle vil EU spille i en sådan verden? Nogle har drømt om, at EU ville være en modvægt til USA, en fredelig, human, grøn supermagt.
Hér knap to år efter Ukraine-krigens udbrud kan vi roligt gøre dét regnestykke op. EU har vist sig at acceptere rollen som USA’s forlængede arm i Europa. Det er lykkedes USA at få EU-landene til at gå med på, at de nærmest skal stå for at føre krigen i Ukraine på USA’s vegne. Så kan USA frigive ressourcer til at opruste i Det Kinesiske Hav.
Militarisering som aldrig før
EU-landene nikker ja til at militarisere og opruste som aldrig før. De nikker også ja til at bære byrderne af den amerikansk dikterede sanktionspolitik over for Rusland, der nu har ført til, at en række store industrier er i gang med at rykke ud af Tyskland for i stedet at placere sig i USA og Kina. Den direkte årsag til denne afindustrialisering af Tyskland er sanktionspolitikken. De store amerikanske energimonopoler slikker sig om munden.
Der er naturligvis ikke bare fuldstændig enighed om at hoppe i USA’s åleruse og begive sig ud i renlivet masochisme. Det har da pustet til modsætningerne internt i EU, dels mellem Tyskland og Frankrig, hvor Macron ikke bare vil være USA’s forlængede arm. Men der er også skarpe modsætninger mellem EU og for eksempel Ungarn, der har nægtet at udføre sanktionspolitikken over for Rusland på energiområdet.
Men kan vi forvente, at det vil handlingslamme EU-eliten og processen hen mod en egentlig politisk union? Det vil efter min opfattelse være naivt at tro.
Når EU’s næste unionstiltag bliver sat i søen, skal vi være klar til at forene hele denne modstand på en enkel og klar platform.
I sidste uge aflagde EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen sin årlige “State of the European Union”-tale. Her tegnes et tydeligt billede af, at der er store forandringer på vej. Der lægges op til en meget hurtig udvidelse af Unionen. Hér og nu sættes der navn på fire nye medlemslande, herunder Ukraine. Men målet er at nå 36 medlemslande hurtigt.
Heraf følger direkte, at hele magtfordelingen og spørgsmålet om, hvordan der tages beslutninger, også kommer til at ændres lige så hurtigt. Den nye traktat vil flytte afgørende magt fra medlemslandene over til Unionen. Vi ved ikke, hvor hurtigt det vil gå, men von der Leyen siger, at processen går i gang i foråret 2024 under det belgiske formandskab.
Med de fremtidsudsigter, som befolkningerne i EU-medlemslandene står overfor som direkte følge af krigsoprustning og sanktionspolitik, med øget arbejdsløshed og dyb fattigdom, kan det ikke undre, at EU-eliten vil have stærkere redskaber over for medlemslandene. For der er lagt i kakkelovnen til konflikter. Som Frankrigs præsident Macron udtalte 13. juni: “EU har brug for en krigsøkonomi”.
Kampen for national suverænitet
Hermed er det også klart, at kampen for at forsvare den nationale suverænitet langt fra har mistet sin betydning. Tværtimod bliver det et brændende spørgsmål i nær fremtid.
Vi tudes ørerne fulde med, at de store problemer som klimaet og freden ikke kan løses på nationalt plan. Det kan kun løses af store internationale organisationer, siges der.
Det er rigtigt, at vores kamp i Danmark er uhyre påvirket af alt det, der sker ude i verden i øjeblikket, økonomisk, politisk, militært. Men når det kommer til at skulle rejse den konkrete kamp mod denne reaktionære tsunami af krigsoprustning, angreb på almindelige folks levevilkår, angreb på demokrati og rettigheder, så er det på det nationale plan, vi skal føre kampen. Og vi skal gøre det på basis af de betingelser og vilkår, som vi vil forsvare her i vores land.
Hvis den progressive og revolutionære bevægelse ikke forstår at rejse denne kamp for national suverænitet, så overlader vi en fuldkommen fri bane til de højrepopulistiske kræfter.
Tag blot et kig til Tyskland, hvor AfD, der slog sig op på modstand mod EU som et kernespørgsmål, har vundet betydelig magt.
EU er en kulsort og reaktionær mastodont. Det gælder, uanset om vi ser på klimapolitik, handelspolitik eller social- og arbejdsmarkedspolitik. You name it.
Der er brug for, at EU-modstanden finder nye måder at arbejde på, række hånden ud til hele det kludetæppe af forskellige politiske græsrodsbevægelser, der arbejder mod EU-politik, på klimaområdet, i fredsarbejdet, på landbrugspolitikken, i det faglige arbejde, i solidaritetsbevægelser med det globale syd.
Men der er også brug for, at vi lægger øret til asfalten og lytter til de store dele af befolkningen, der lige nu er “usynlige” i medierne, som lever i udkantsområderne, på det prekære arbejdsmarked, langt væk fra rampelys og mikrofoner. Her lever EU-modstanden på tværs af politiske skel. Det viser alle målinger.
Og når EU’s næste unionstiltag bliver sat i søen i en ikke ret fjern fremtid, skal vi være klar til at forene hele denne modstand på en enkel og klar platform.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19. september 2023 | 09:00
