Den 20. januar udløber høringsfristen
Ifølge en artikel i den lokale avis Upsala Nya Tidning den 6. september skal der afholdes en lokal folkeafstemning om byudviklingen i Uppsala i juni 2024. Det spørgsmål, som folket skal besvare, er:
“Skal Uppsala kommune satse mere på et øget boligbyggeri og en øget samfundsudvikling i de dele af kommunen, som ligger uden for Uppsala by og langs togsporene på Ostkustbanan og Dalabanan, og mindre i selve Uppsala by?”
Svarmulighederne er “Ja”, “Nej” eller “Ved ikke”.
Umiddelbart ser det jo enkelt ud. Det tilsyneladende enkle spørgsmål skjuler imidlertid visse vigtige forudsætninger på en måde, som ligner vildledning. Derfor må man først spørge, om det mon er med vilje, at den kommunale repræsentation i Uppsala vildleder i et så vigtigt spørgsmål?
I det mindste tyder et antal klagesager lokalt i Uppsala over vedtagne byggerier og tilsvarende begrædelser over gennemførte byggerier på, at opbakningen til de pågældende byggeprojekter kan ligge på et meget lille sted. Mere generelt må man derfor spørge, om det er rimeligt at bede folket prioritere noget, de ikke går ind for. Det er det naturligvis ikke!
Rovbyggeri i Uppsala
I de seneste år er der bygget noget så enormt i Uppsala. Rovbyggeriet har systematisk ødelagt meget store værdier: Biologiske, rekreative, sociale, samfundsmæssige, kulturelle og så videre. Helt konsekvent er der, som sædvanlig, bygget dyre boliger som kompensation for en – påstået – mangel på billige.
Læg dertil, at den boligkø, som ligger til grund for en vurdering af behovet, er et postulat. Som et eksempel bygger de boligkøer, som anvendes som argument for at bygge boliger, på en forestilling om, at svaret på et spørgsmål (for eksempel at skrive sig op på en boligkø) ikke skal forstås under de givne omstændigheder (for eksempel om den pågældende i forvejen har et sted at bo eller er husvild).
Et sådant udgangspunkt kan man naturligvis tage, men det er ikke det mest fornuftige, hvis man vil vide noget om karakteren af en boligmangel. Konsekvensen er, at ingen kender det faktiske behov for boliger, og at vejen er åben for, at politikere og planlæggere kan handle præcis efter forgodtbefindende. Det har de gjort.
For et politisk udgangspunkt, om at der – uden nogen forbehold – skal bygges boliger, mange boliger, er udgangspunktet opportunt. Det kan nemlig altid betale sig at eje en bolig. Uanset om der bor nogen i den, uanset om man får husleje, helt uanset, så stiger værdien. Dermed får boligbyggeriet karakter af opsparing. De få beriger sig på bekostning af de mange.
… at funktionen af folkeafstemningen er det modsatte af folkelig indflydelse, og det understreger, at magten er stjålet, skønt den tilsyneladende er vundet efter alle den demokratiske kunsts regler, inklusive at spørge folket til råds.
Faktum er, at ingen ved, hvor mange der ikke har et sted at bo. Hverken i Uppsala eller i København. Det er ikke længere muligt på Uppsalas kommunale boligformidlings hjemmeside at se, hvor mange der står i kø til de forskellige lejligheder. Det indebærer, at ingen ved, om det er de dyre eller de billige boliger, som har længst kø.
Jeg undersøgte det i januar 2020. Ikke overraskende stod næsten ingen i kø til de dyre, mens køen derimod var ganske lang for de billige. Det er det, det ikke længere er muligt at undersøge. Samtidig er de dyre lejligheder blevet endnu dyrere, og samtidig øges udbuddet af dyre boliger, efterhånden som de gamle og billige, efter årevis af misligeholdelse, bliver renoveret. I stedet for at lade boligerne vedligeholde bliver de renoveret, hvilket giver mulighed for helt legitimt at hæve huslejen, samtidig med at det driver de fattige, som boede der, fra hus og hjem.
Et eksempel fra København kan tjene som en anden illustration. Da området omkring Midtermolen bag Langelinie blev bebygget i 1990’erne, og det skulle det, koste hvad det ville, blev den ellers så strenge københavnske bopælspligt ophævet. Så meget for det behov for boliger, som altså først kunne sælges, da det blev muligt for den, som ikke har et behov for en bolig, at købe en.
Desuden er pladsen i Uppsala trang, som den er i alle andre større byer. Det indebærer, at prisen på byggegrunde eller i det hele taget på steder, hvor der kan bygges, stiger tilsvarende. Endelig gælder det, at jo flere dyre boliger der bygges, desto mindre plads er der til at bygge billige boliger. De dyre står helt konkret i vejen.
Men dyrt nybyggeri løser ingen boligmangel. Det grasserende boligbyggeri løser altså helt andre problemer end at tilvejebringe boliger til dem, der har behov. I stedet må det ses som en hvilken som helst anden form for minedrift, som i dette tilfælde forvandler mudder til guld, jævnfør Lynetteholmen. Men det er kun fordelagtigt for den, som har råd, og det har de fattige boligløse ikke.
Sammenligningen med guld gælder endnu videre. Der er sikkert altid nogle, der vil købe guld, præcis som der sikkert altid er nogle, der vil bo i de dyre lejligheder. Det er altså ikke et argument for at bygge flere dyre boliger. Det er næppe dem, der behøver en billig bolig, som bor i de dyre. De har nemlig ikke råd.
Den, som vil bo i en nybygget lejelejlighed, må have en høj indkomst, blandt andet fordi udlejerne – i det mindste i Sverige – kræver høje husstandsindkomster for at leje ud. Og den, som vil købe en nybygget lejlighed, må eje en bolig i forvejen. Ellers er det ikke muligt at lægge et stigende antal millioner på bordet. De, der flytter ind i de dyre boliger, er altså helt konsekvent ikke dem, der har behov for en billig bolig.
At desuden ordet “samfundsudvikling” benyttes i det spørgsmål, som skal til folkeafstemning, signalerer, at boligbyggeriet er en forudsætning for samfundets udvikling. Det er det muligvis, men ikke som det underforstås. Konsekvensen af nybyggeriet for samfundsudviklingen er en afvikling. I det mindste som et divers samfund. I stedet bygges gyldne ghettoer.
Eftersom flere og flere efterhånden bor i en for dyr lejlighed, ofte tilmed på midlertidige lejekontrakter, ved ingen, hvem man har som nabo i morgen. Det er naturligvis en effektiv forhindring for civilsamfundets arbejde og et folkeligt engagement. Men det var næppe tanken.
Eller det var det måske?
Lyver for at demobilisere folket
Hele fortællingen om behovet for flere boliger bygger på løgne, fortielser, unøjagtigheder og fordrejninger med den funktion, at folket demobiliseres og destabiliseres, og dermed at civilsamfundet afmonteres. En alt for politisk villig embedsstand og lige så villig politisk elite søger at begrunde deres politiske tiltag, som om de var objektivt nødvendige, hvilket viser, hvordan demokratiet ikke lever op til sine egne demokratiske idealer, men derimod har en lang række kendetegn til fælles med kleptokratiet. Eller rent ud sagt: De herskende klasser, et embedsværk i samarbejde med en politisk elite, som holder hånden under hinanden, har stjålet magten og lyver systematisk for at opretholde både magten og de tilhørende privilegier.
At på den måde demobilisere og destabilisere civilsamfundet eksemplificerer, hvordan folket gennem historien er blevet sat til vægs og uden for indflydelse, i et forsøg på eller – fordi man aldrig kan vide noget helt sikkert om magthavernes motiver – med den funktion at bevare magten og privilegierne, hvor de allerede er.
Folket er og har altid været en resurse for de resursestærke. Der er intet nyt under solen, ud over måske en systematisk benægtelse, som går under betegnelsen demokrati. Her kan henvises til en kronik i dagbladet Information den 7. september 2023, skrevet af Jesper Jørgensen, historiker og arkivar ved Arbejdermuseet:
“Den tyske filosof Axel Honneth pointerede i sin seneste udgivelse Der arbeitende Souverän og i sin dialog med Information her i foråret vigtigheden af arbejdskampe. Man kan ikke tage aktivt del i samfundet, hvis man er fysisk nedslidt, psykisk overbelastet, økonomisk presset eller mentalt præget af et arbejdsliv, hvor man bliver ydmyget og behandlet som undersåt.” Det er en god beskrivelse af fattigdom.
Hvilket øre vil du helst have skåret af …
Tilbage til det spørgsmål som skal til folkeafstemning til juni 2024. Hvis man helst er fri for mere byggeri, fordi omkostningerne er for store, eller bare fordi man er uenig, så kan man ikke svare på spørgsmålet. Det indebærer, at folkeafstemningen (og for den sags skyld også boligkøen) har karakter af en evaluering, som har som sin eneste funktion:
1. at hindre en systematisk indsigt i det evaluerede.
2. legitimere allerede socialt nødvendige beslutninger og:
3. sikre, at allerede eksisterende fordelinger af privilegier og magt fastholdes og udbygges.
Den formulering er et resultat af mine godt 25 års forskning. Ved hjælp af en folkeafstemning sættes en stor gruppe indbyggere systematisk uden for indflydelse, paradoksalt nok med borgerinddragelse som argument.
Spørgsmålet, som stilles, svarer til at blive spurgt om, hvilket øre man helst vil have skåret af, det højre eller det venstre. Ingen af dem, tak. Men det svar findes ikke. Det understreger, at funktionen af folkeafstemningen er det modsatte af folkelig indflydelse, og det understreger, at magten er stjålet, skønt den tilsyneladende er vundet efter alle den demokratiske kunsts regler, inklusive at spørge folket til råds.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
