I december 2016 står den 35-årige murer Dennis Frandsen på et stillads fuldt optaget af en arbejdsopgave. Pludselig mærker han et smæld i ryggen.
– Jeg tænker ikke nærmere over det, jeg klør bare på med arbejdet. Men efter en halv times tid, kan jeg pludselig ikke gå, fortæller Dennis Frandsen, der i dag er 41 år.
Han har aldrig siden været i stand til igen at tage murerskeen i hånden og arbejde inden for det fag, han er uddannet til og havde arbejdet med i knap 15 år inden den skæbnesvangre dag i 2016.
– Dér i 2016 starter det med, at jeg er sygemeldt et stykke tid. Da det ikke bliver bedre, går jeg til lægen og bliver henvist til en skanning. Den viser, at jeg har en diskusprolaps i ryggen, som ikke kan opereres, siger Dennis Frandsen.
Siden har Dennis Frandsen levet med konstante smerter. Der er prøvet en lang række forskellige slags medicin og behandlinger, men intet har hjulpet. Smerterne er der altid, og Dennis er ikke i stand til at lave selv de mest almindelige dagligdags gøremål.
Han kan putte tøj i vaskemaskinen, men kan ikke klare at tage det ud igen. Indkøb er også en umulighed, ryggen kan ikke klare, at han bærer på noget. Samvær med familie og venner er meget begrænset og styret af dagens tilstand.
– Jeg er tit nødt til at aflyse en aftale i sidste øjeblik på grund af smerter. Det er hårdt. Det tærer på en.
Efter næsten syv år i jobcentersystemet havde Dennis Frandsen i sidste uge set frem til langt om længe at få bevilget en førtidspension og dermed få ro i sit liv samt en bedring af en hårdt presset økonomi.
Uventet afslag på pension
Sagsbehandleren på Vejle Jobcenter havde indstillet Dennis’ sag til vurdering i kommunens rehabiliteringsteam og fået besked af sin ledelse på, at sagen var klar til førtidspension. Men på et møde i rehabiliteringsteamet den 14. august tager sagen uventet en ny drejning. Teamet går imod sagsbehandlerens vurdering og afviser at indstille til førtidspension.
Der deltager syv mennesker i mødet. På den ene side af bordet sidder Dennis Frandsen mellem sin sagsbehandler fra jobcentret og sin partsrepræsentant Karin B. Nissen. Overfor sidder mødelederen sammen med repræsentanter fra socialområdet og sundhedsområdet i kommunen samt en læge fra regionen.
– På mødet oplever vi, at rehabiliteringsteamet lige pludselig kommer i tanke om, at det, Dennis’ egen læge siger om, at alle behandlingsmuligheder er udtømt, ikke kan tillægges nogen værdi, siger Karin B. Nissen.
Hun får på mødet overbevist rehabiliteringsteamet om, at alle behandlingsmuligheder er udtømt. Men så hæfter teamet sig i stedet ved den sidste arbejdsprøvning, som Dennis Frandsen har været sendt ud i.
Han har i en periode fra oktober sidste år til starten af i år været tilknyttet miljøprojektet på Haraldskærgård. Der skulle hans arbejdsevne afprøves.
Dennis skulle i perioden være på Haraldskærgård to timer en gang om ugen og udføre forskellige opgaver. Han har stort set intet fravær haft, selvom opgaverne har medført mange og forværrede smerter. Der har også været opgaver, som han ikke kunne magte som for eksempel at kløve brænde, som var en af de ting, han på et tidspunkt blev sat til.
– Dennis har været i stand til at arbejde omkring en time ud af de to timer på miljøcentret. Under arbejdet har det været nødvendigt mange gange at holde mikropauser, lægge værktøjet fra sig og skifte arbejdsstilling. Efter arbejdsprøvningen har han hver uge måttet bruge resten af dagen og den følgende dag på at komme sig oven på anstrengelsen, forklarer Karin B. Nissen.
I januar i år sender Dennis Frandsens læge en bekymringsskrivelse til Vejle Kommune. Hun er foruroliget over, at Dennis på grund af smerter tager mere end den maksimale dagsdosis af morfin på de dage, hvor han deltager i afprøvning af arbejdsevnen.
“Jeg er bekymret for Dennis’ helbredstilstand. Jeg vurderer, at helbredet forværres ved beskæftigelsesfremmende indsatser som for eksempel praktik….. Jeg kan ikke se, at han kan deltage i beskæftigelsesfremmende indsatser og jeg vil opfordre til, at sagen afsluttes snarest”, skriver praktiserende læge Nathja Lindskov i brevet.
Lægen konstaterer også, at “de fysiske smerter forværres af det psykiske pres, han oplever konstant at være under”.
Det var som om, de bare ledte efter en begrundelse for ikke at give mig førtidspension. Det var et meget ubehageligt møde.
Dennis Frandsen, murer
Efter det hårde forløb på Haraldskærgård er det til stor frustration, da det senere går op for Dennis Frandsen og hans partsrepræsentant, at miljøprojektet ikke har lavet en rapport, der dokumenterer, hvordan arbejdsevnen er og kan bruges som dokumentation i førtidspensionssagen.
– Miljøprojektet sender blot en sms til jobcentret, hvor de skriver, at Dennis har deltaget, og at de i øvrigt mener, at han bør lave nogle rygøvelser. Det er i modsætning til udtalelser fra egen læge, som siger, at Dennis ikke kan holde til rygøvelser. Al behandling inklusiv medicin er afprøvet uden held, forklarer Karin B. Nissen.
Hun har klaget til jobcentret over, at de bruger et sted som Haraldskærgård, der ikke er i stand til at foretage en kvalificeret vurdering af arbejdsevnen.
Men på mødet i rehabiliteringsteamet bliver ønsket om førtidspension afvist med henvisning til, at der mangler dokumentation for arbejdsevnen.
– Det var som om, de bare ledte efter en begrundelse for ikke at give mig førtidspension. Det var et meget ubehageligt møde. Jeg havde svært ved at forstå, hvad der foregik, og hvad de sagde. Det er meget frustrerende, og man bliver så modløs, konstaterer Dennis Frandsen.
– Det er dybt urimeligt, at jobcentret sender en syg borger i arbejdsprøvning et sted, som ikke er i stand til at lave en kvalificeret udredning af arbejdsevnen, erklærer Karin B. Nissen.
Hun henviser samtidig til, at kommunen i stedet for den manglende vurdering af arbejdsevnen kunne have benyttet den beskrivelse af Dennis Frandsens funktionsevne, som blev udarbejdet i 2021. Men det afviste rehabiliteringsteamet.
Politiker lover undersøgelse
Arbejderen har spurgt Rune Bønnelykke, der er medlem af Vejle Byråd for Dansk Folkeparti og formand for kommunens Arbejdsmarkedsudvalg, hvordan kommunen kan bruge et sted som Haraldskærgård.
– Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag. Normalt sender kommunen borgerne ud i tilbud, der er i stand til at vurdere arbejdsevnen, erklærer Rune Bønnelykke.
Men det har altså ikke været tilfældet i det her tilfælde. Hvad siger du til det?
– Jeg vil undersøge sagen politisk og fremlægge den for Arbejdsmarkedsudvalget, lover Rune Bønnelykke.
Samtidig understreger han, at der er strenge krav i loven til de ting, der skal være afklaret, før der kan bevilges førtidspension, og at jobcentrene jo er nødt til at overholde lovens krav.
Men er det rimeligt, at en afklaring til førtidspension tager syv år?
– Jeg er ikke kvalificeret til at sætte tidsfrist på. Den enkelte borger kan jo også få det bedre. Men syv år er da lang tid. Vi skal arbejde på at forkorte sagsbehandlingstiden. For at det kan ske, tror jeg, at vi er nødt til at få lovændringer. Christiansborg har fastsat nogle stramme regler, der er meget firkantet tænkt. Systemet skal gentænkes fuldstændigt.
Personligt mener Rune Bønnelykke, at alvorligt syge skal helt ud af jobcentrene og over i et helt andet system, hvor fagkyndige kan tage sig af deres sager.
Karin B. Nissen har også været i kontakt med Rune Bønnelykke om brugen af Haraldskærgård. Udover Dennis Frandsen er hun partsrepræsentant for endnu en mand, der også har været sendt i en forgæves vurdering af arbejdsevnen hos Haraldskærgård. Så der er ikke tale om et enkeltstående tilfælde.
– Det er helt urimeligt. Brugen af sådan et sted må stoppe straks, siger Karin B. Nissen.
Frygter forværring af smerter
Dennis Frandsen skal nu blive endnu længere tid i jobcentersystemet. Rehabiliteringsteamet mener, at han skal have afprøvet sin arbejdsevne i et andet tilbud kaldet Karriereværkstedet.
Her er ifølge rehabiliteringsteamet en ventetid på omkring to uger, hvorefter han skal være der i 13 uger.
Fra sagsbehandleren havde sagen til faglig sparring og til mødet med rehabiliteringsteamet den 14. august, gik der fire en halv måned. Med den hastighed vil Dennis’ sag først blive behandlet af rehabiliteringsteamet igen omkring maj næste år.
– Jeg spurgte to gange på mødet med rehabiliteringsteamet, om de regnede med, at Karriereværkstedet ville kunne udvikle arbejdsevnen hos Dennis. Det svarede de nej til, men henviste til, at der var nødt til at være et papir i sagen om arbejdsevnen, siger Karin B. Nissen.
Som mange andre har Dennis problemer med de digitale kompetencer og er ude af stand til at navigere i et gennemdigitaliseret system. Men i stedet for at hjælpe ham, sanktionerer kommunen ham.
Karin B. Nissen, partsrepræsentant
Dennis Frandsen er dybt bekymret ved udsigten til endnu et forløb, der vil betyde forværring af hans smerter. Han oplever de sidste knap syv år i jobcentersystemet som en hård og forvirrende periode, hvor han er blevet kastet hid og did uden en egentlig plan. Først efter at han i efteråret 2022 fik sin egen partsrepræsentant, oplever han, at der er kommet struktur på hans sag og nu arbejdes efter et mål om førtidspension.
Karin B. Nissen er uddannet socialrådgiver. Siden 2019 har hun haft sit eget firma og arbejder blandt andet som professionel privat bisidder og partsrepræsentant. Inden det var hun frivillig bisidder i ni år, samtidig med at hun arbejdede i det offentlige system som socialrådgiver og siden hen som underviser på socialrådgiveruddannelsen.
– Før Karin kom ind i min sag, var der store perioder, hvor der stort set intet skete, forklarer Dennis Frandsen.
Tvunget til at bruge opsparing
Efter at han var blevet syg i 2016, opsøgte han jobcentret for at få kontanthjælp. Han var ikke medlem af en a-kasse og derfor ikke berettiget til dagpenge og hjælp fra a-kassen.
På det tidspunkt oplever Dennis Frandsen situationen som meget forvirrende. Han har svært ved at forholde sig til de mange smerter og får meget morfin, som sløver ham.
– Jobcentret siger, at Dennis skal bruge sin opsparing, inden han kan få kontanthjælp. Samtidig siger de, at han ikke er berettiget til en beskæftigelsesrettet indsats, når han ikke er på offentlig forsørgelse. Det passer ikke. I lov om aktiv beskæftigelsesindsats er selvforsørgede direkte nævnt. Men mange kommuner afviser alligevel at gøre noget for den gruppe, forklarer Karin B. Nissen.
Derefter lever Dennis Frandsen af sin opsparing, indtil han i 2018 når ned på de famøse 10.000 kroner i formue, som gør ham berettiget til kontanthjælp. Samtidig kommer han ind under beskæftigelsesindsatsen i jobcentret. Men Dennis oplever ikke meget handling i forhold til udredning af hans sag og meget lidt forståelse for sine smerter hos de mange skiftende sagsbehandlere. Der er også perioder uden sagsbehandler. Ind imellem føler han sig helt glemt af jobcentret.
Økonomisk sanktion
Men noget sker der dog. I 2018 kommer Dennis Frandsen i et seks ugers holdforløb på kommunens sundhedscenter og i 2019 i et 12 ugers smertehåndteringsforløb, hvor han skal møde op tre gange om ugen. Han prøver at deltage i forløbene, men magter det ikke på grund af smerter.
Selv mener Dennis, at han sagde til jobcentret, at han ikke kunne klare det. Men jobcentret siger, at han ikke meldte korrekt afbud, hver gang han ikke kunne deltage. Derfor sanktionerede de ham økonomisk ved at trække i kontanthjælpen i en periode. Den anstrengte økonomi blev endnu sværere.
Ankestyrelsen offentliggjorde sidste år en undersøgelse af sanktioner i beskæftigelsessager. Den viser blandt andet, at Vejle Kommune har lavet fejl i 10 ud af 11 beskæftigelsessager. Ankestyrelsen fandt, at kommunens afgørelser ville være lavet om, hvis borgerne havde klaget over dem.
– Det kendetegner hele den her sag, at Dennis ofte ikke har forstået, hvad der bliver sagt, hvad der skal ske, og hvordan og hvorfor det skal ske. Som mange andre har Dennis problemer med de digitale kompetencer og er ude af stand til at navigere i et gennemdigitaliseret system. Men i stedet for at stoppe op og hjælpe ham, sanktionerer kommunen ham, konstaterer Karin B. Nissen.
Sagsbehandler foreslog snak med præst
På et tidspunkt er der en sagsbehandler, som opfordrer Dennis Frandsen til at tale med en præst om sin sorg over ikke at kunne udøve sig fag længere.
– Jeg er med på, at præster kan meget, men de er altså ikke en del af beskæftigelsesindsatsen. Hvis sagsbehandleren fornemmede, at Dennis havde brug for samtaleterapi, skulle hun have henvist ham til en psykolog, erklærer Karin B. Nissen.
Dennis Frandsen undrer sig over forslaget om at kontakte en præst og afviser det.
– Men næste gang er det samme sagsbehandler, som spørger, om jeg nu har talt med præsten. Hun bliver ved med at sige, at hun synes, jeg skal gøre det, siger han.
De sidste syv års uafklarethed har været hårdt psykisk og menneskeligt for Dennis Frandsen. Men også økonomisk set har det haft store omkostninger.
Først blev han tvunget til at bruge hele sin opsparing, og siden har han skullet leve for en ydelse på størrelse med kontanthjælpen, der i dag er på 11.944 kroner om måneden før skat for en ikke-forsørger som Dennis. Modsat er satsen for førtidspension på 16.778 kroner om måneden for dem, der som Dennis bor sammen med en kæreste eller er gift. Der er altså penge at spare for kommunerne ved at forhale bevilling af førtidspension.
– Økonomien betyder lige nu, at jeg stort set ikke har råd til at foretage mig noget som helst, konstaterer han.
Mange lignende sager
Dennis Frandsens sag er ikke et uheldigt særtilfælde, oplyser Karin B. Nissen.
– Sådan foregår det hele tiden over hele landet. Jeg møder igen og igen borgere, hvor sagerne trækker ud i helt urimelig lang tid, fortæller hun.
Når Dennis Frandsen nu træder frem med sin sag, skyldes det, at han ønsker, at systemet bliver lavet om, så andre ikke skal igennem det samme, som han har været ude for.
– Det skal ikke være sådan, at alle syge kommer ned i den samme kasse. Man skal se på det enkelte menneskes situation og sygdom og behandle det derefter, mener han.
Regeringen har bebudet, at den vil nedlægge jobcentrene, nytænke hele beskæftigelsesindsatsen og samtidig spare tre milliarder kroner på området. Den plan kan hverken Dennis Frandsen eller Karin B. Nissen se noget fornuft i.
– Det er jo til at grine af. De syge mennesker er jo i systemet og skal have hjælp. Hvad skulle det hjælpe at starte helt forfra. Der er brug for en optimering af systemet, ikke for at ændre det totalt og spare penge samtidig, siger Dennis Frandsen.
– Jeg bliver bekymret for, at der vil blive sparet på forløbene for de mennesker, der er længst fra arbejdsmarkedet, og som har mest brug for hjælp, tilføjer Karin B. Nissen.
Hun mener, at der i stedet for regeringens plan er brug for en oprustning, hvor der sikres flere ansatte med en socialrådgiveruddannelse i beskæftigelsessystemet, og hvor det er den enkelte socialrådgivers faglige vurdering af borgerne, der er afgørende for, om der for eksempel bliver bevilget førtidspension, fleksjob eller revalidering.
– Derudover vil det være hjælpsomt at genoprette det tidligere system med arbejdsformidlinger til at tage sig af arbejdsløse, mens andre problemer end arbejdsløshed skal håndteres i socialforvaltningen, der har forstand på den slags, erklærer Karin B. Nissen.
– Man er nødt til at se på, hvad det betyder, at ansatte uden den nødvendige faglige belast skal tage sig af mennesker, der er syge og har sociale problemer eller andre vanskeligheder at slås med, tilføjer hun.
Helt aktuelt håber både Dennis Frandsen og Karin B. Nissen på, at Dennis snart får bevilget den førtidspension, han har ventet på så længe, og kan se frem til et liv med lidt mere ro på og en smule økonomisk råderum.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
