Klimaændring, krigsfare og dansk politik
Mellemøstens plager er ikke begrænset til krig. Både krige og faldende nedbør har givet konsekvenser. Flygtninge fra Mellemøsten ramte EU, der har reageret både inkompetent og inhumant.Denne klimakommentar starter i Mellemøsten. Under mottoet ”kampen mod terror” fik vi først USA’s angreb på Afghanistan i 2001, så på Irak og siden indblanding i krigen i Syrien.
Forskellige allierede har deltaget med styrker, herunder det altid velvillige Danmark. Måske har USA opnået sit vigtigste mål: Olieressourcerne i Irak er ikke længere uden for amerikansk kontrol, og i Syrien har USA sat sig på oliekilderne i den nordlige del af landet.
Det menneskelige kaos og elendigheden, voldsomt øget på grund af krigene, de hundredtusinder af ofre, millioner af flygtninge og fattigdom er ”collateral damage” og ikke noget problem for Guds eget land. Set fra en menneskelig synsvinkel har krigene været en katastrofe.
Klimaændringer rammer Mellemøsten hårdt
Mellemøstens plager er ikke begrænset til krig. Det imperialistiske USA og venner kan andet og mere end føre krig.
De har været og er fortsat også storforurenere af atmosfæren med drivhusgassen CO2 på grund af umådeholden brug af fossil energi, en afhængighed, landene nu lover at aftrappe.
Men, som alle misbrugere ved, er aftrapning en grumme svær øvelse, der ikke kan klares med løfter og besværgelser alene.
Tænk, om Danmark med blikket rettet mod såvel egne som de mellemøstlige folks interesser ville standse op og afprøve nye tanker.
Det kommer ind her, fordi de af CO2 forårsagede temperaturstigninger i Mellemøsten ligger mærkbart over det globale gennemsnit.
Ifølge en rapport, udgivet af Verdensbanken, forventes de i forvejen lave nedbørsmængder i området at falde – med lavere produktion af fødevarer til følge.
Prisen på det daglige brød vil stige. Vandmanglen vil skærpes, således at tabet af nedbør vanskeligt kan afbødes med øget kunstvanding. Arbejdsløsheden vil stige blandt de mange, der er beskæftiget i landbruget. Konflikter antændes. Udviklingen tvinger folk på flugt fra deres hjemegn.
Klimaændringer og udenrigspolitik
Krige og faldende nedbør har givet konsekvenser. Flygtninge fra Mellemøsten ramte EU, der har reageret både inkompetent og inhumant.
I Danmark har flygtningepolitikken fortrængt næsten al anden politik i lang tid. Det må være tid til eftertanke. Blandt andet kunne man lytte til direktøren for nødhjælpsorganisationen Care Denmark, Rasmus Stuhr Jakobsen.
Han angiver, foruden utilfredshed med Assad-styret, en årelang tørke i Syrien som ”en afgørende faktor” for krigsudbruddet (og dermed for de mange flygtninge fra Syrien, min tilføjelse).
Han konkluderer: ”Vi skal i højere grad indtænke klima – ikke kun i vores udviklingsarbejde, men i særdeleshed i vores udenrigs- og sikkerhedspolitik”.
En udfordring for forstanden
For et bredt flertal hen over midten og ud til højre er der to hovedpunkter i vores mellemøstpolitik:
1. Vi vil ikke have nogen flygtninge fra området herop (eller et minimalt antal). De flygtninge, vi har, skal så vidt muligt sendes hjem eller i det mindste anbringes i lejre langt væk fra Danmark.
2. Kalder USA igen til skarp mission i Mellemøsten eller hvor som helst, så skal vi være med.
At disse to modstridende sætninger går hånd i hånd i dansk politik er simpelthen en udfordring for forstanden.
Det kan vi gøre
Vi (og de andre små eller store imperialistlande) kan hjælpe Mellemøstens trængte befolkninger på to måder:
1. Mindske vores CO2-udslip hurtigst muligt så de ikke rammes så hårdt af temperaturstigningen og 2. Bane vej for en anden og mere frugtbar måde at håndtere de mellemøstlige konflikter på.
Læs også
Konfliktmægling skal fylde mere i det internationale samarbejde
Tænk, om Danmark med blikket rettet mod såvel egne som de mellemøstlige folks interesser ville standse op og afprøve nye tanker.
Hvad med at nedsætte en udenrigspolitisk tænkegruppe bestående af friske, nye kræfter som forskere i fred og i international politik, for eksempel henholdsvis Jan Øberg og Ole Wæver, klimaeksperter samt repræsentanter for folkelige organisationer inden for udvikling og klima?
Hvad med i NATO (så længe vi endelig skal være medlem af imperialistklubben) at være klassens frække dreng, der tør række hånden op og sige: ”Man kunne jo også …”?