Godt brølt, Mona! Jeg kunne ikke være mere enig.
Var det bare en prøveballon ud af det blå?
Det er rigtigt, at den offentlige velfærdsmodel er udfordret, men løsningen er ikke, at den enkelte skal til at spare op til ældrepleje i fremtiden, som senest Christian Raabjerg Madsen fra Socialdemokratiet har foreslået. Et opgør med finansiering af velfærdsydelser via skattebilletten er helt galt.Christian Raabjerg Madsens debatudspil om, at vi alle nu selv skal til at spare op til ældrepleje i fremtiden, var desværre ikke bare en enlig svale eller en prøveballon ud af det blå. Forslaget har været fremme tidligere, og Moderaterne har italesat det meget tydeligt.
Det står klart, at det har været drøftet i dele af regeringen. Også meget konkret om at det kunne være en ATP-model, hvor fremtidige lønforhandlinger skulle munde ud i, at lønstigninger blev hensat til fremtidigt behov for at modtage ældrepleje.
Det er HELT galt overhovedet at overveje at gå væk fra at finansiere velfærdsydelser via skattebilletten.
I debatten efterfølgende blev det noget mere mudret. Her blev det til de ekstra behov, folk måtte mene, de har krav på, i takt med at stigende velstand udvikler krav hos den enkelte om mere kvalitet og individuelle behov for ledsagerordninger til at komme til barnedåb, gå tur med hunden eller andre ting, som end ikke er en del af den ældrepleje, der tilbydes i dag. En af begrundelserne skulle være, at det stigende omfang af sundhedsforsikringer har øget uligheden og at et forslag om, at alle skal spare op selv, ville mindske uligheden.
Lad mig bare slå fast: Jeg er enig i udfordringen om, at vi desværre øger uligheden i disse år, og at vi står med årtiers største udfordring i, at vi mangler uddannet personale til at imødekomme behovet for fremtidens pleje af syge og ældre. Men den foreslåede medicin er helt forkert. Det er nærmest en amputation af vores velfærdsmodel. Og selv om det kan diskuteres, om den fungerer godt nok, så er det helt grundlæggende en solid og solidarisk aftale, vi har med hinanden, at vi finansierer velfærdsydelser via skattebilletten.
Det er helt galt overhovedet at overveje at gå væk fra en så grundlæggende værdi i det danske samfund.
Here we come, America! Lad dem, der har råd til forsikringer, være på den sikre side. Total afmontering af vores fælles ansvar for, at alle har lige adgang til sygehuse og ældrepleje, når behovet er der. Det er helt galt – som i helt galt – overhovedet at overveje at betræde den sti.
Vi har også i fremtiden råd til velfærd, vi kan også fremover skattefinansiere velfærd, herunder også ældrepleje.
Til gengæld så er diskussionen om, hvad vi kan prioritere i både sundhedsvæsen og ældrepleje, en vigtig diskussion.
Men samtidig med det så mere end haster det at få sat turbo under en lang række helt nødvendige forandringer i den offentlige sektor.
Her bare en to do-liste: Rammevilkårene for at drifte i regioner og kommuner skal ændres, og budgetloven skal ændres nu. En ordentlig løn og et godt arbejdsmiljø er et must, ansættelser på fuld tid frem for det deltidsgedemarked vi i årevis har kæmpet med. En uddannelsesplanlægning der matcher behovet for mere personale og ikke mindst en kraftig indsats for at mindske frafaldet på uddannelserne.
Der er et hav af indsatser i gang. Vi har råd til at gøre noget, så kom nu ud over stepperne!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.