Vinterpause i overenskomstkonflikt
Kinas ”Lange March” i kontekst
|
Nu hvor USA har udnævnt Kina som ”den frie verdens” fjende nummer et, er inddragelsen af den historiske kontekst i analysen af Kinas forvandling en absolut nødvendighed.
Fra status som semikoloni/semifeudal i det 19. hundrede er Kina nu blevet verdens andenstørste økonomi. Denne bedrift undervurderes af provestlige politiske kræfter, der samtidig overser, at 800 millioner kinesere er bragt ud af fattigdom i løbet af en generation.
Historien har dog vist, at de store imperialistiske magter ikke kunne andet end at blande sig i de interne kinesiske forhold. Direkte intervention var/er en del af deres DNA!
Påvirket af ”eurocentrisme” har Vestens historiske narrativ haft en ambivalent holdning til Kina. Den franske kejser Napoleon Bonaparte bliver ofte citeret for følgende sætning: ”Kina er en sovende kæmpe. Lad hende sove, fordi når hun vågner, vil hun ryste verden”.
Til trods for denne advarsel har historien dog vist, at de store imperialistiske magter ikke kunne andet end at blande sig i de interne kinesiske forhold. Direkte intervention var/er en del af deres DNA!
På den anden side ville det være forkert at undervurdere den indre dynamiske proces, der var i gang. Det kinesiske samfund var faktisk på det tidspunkt præget af store modsigelser og konflikter. Denne kendsgerning modsiger den eurocentristiske tese om den ”sovende” drage!
Med en lille omskrivning kan Karl Marx’ opfattelse af sociopolitisk udvikling også bruges i den specifikke analyse af Kinas omvæltning: Mennesker, skrev han i 18. Brumaire, skaber deres egen historie, men ikke under selvvalgte omstændigheder, men under eksisterende vilkår arvet fra fortiden.
Forbundet med Kinas indre politiske forhold kom de store imperialistiske landes indtrængen til at spille en stor rolle i den kinesiske samfundsudvikling.
Et århundred af national ydmygelse
Perioden mellem 1839 og 1949 blev betragtet af kinesiske nationalister og kommunister som et århundrede af national ydmygelse forårsaget af de vestlige imperialistiske landes (og Japans) intervention og undertvingelse af befolkningen.
Selvsagt kunne dette kun lade sig gøre på grund af Qing Dynastiets indre svagheder. I virkeligheden var Kina på afgrundens rand og opløsning, mens krigsherrer bekæmpede hinanden.
I forholdet til de udenlandske magter var det kinesiske rige imidlertid så stort, at det var en hindring for et enkelt imperialistisk land at beherske en landmasse af denne størrelse.
Interessant i denne forbindelse var, at under en form for midlertidig kollektiv imperialisme fik England, Tyskland, Frankrig, Rusland og Japan økonomiske koncessioner og kontrol af havnebyer til udførelse af kinesiske eftertragtede varer.
Som den sidste vestlige magt tiltvang USA sig adgang til denne kreds af imperialistiske lande med et krav om ”den åbne dørs politik” og hermed etableringen af en amerikansk indflydelsessfære i Asien.
Japansk imperialisme
Som leder af det imperialistiske verdenssystem tvang England det svækkede Kina igennem to Opiumskrige til at importere opium fra engelske plantager i Indien. Formålet var at rette op på det engelske underskud i betalingsbalancen med Kina.
Den anden store aktør i Kina var Japan, som var undsluppet den vestlige imperialismes kontrol. Ikke alene det, men Det japanske Rige kom til at spille en stor rolle i Kinas opdeling og udvikling ved at besætte Manchuriet og andre dele af landet endnu før Anden Verdenskrig. USA og England ville ikke acceptere Japans ekspansionspolitik i Asien. Resultatet blev den store krig i hele Asien.
Kinesisk modstand imod den japanske imperialisme i første halvdel af det 20. århundrede kom fra to politiske retninger: nationalister og kommunister. For hundrede år siden, mere præcis 1. juli 1921, blev det kinesiske kommunistiske parti dannet i Shanghai.
Konflikten mellem de to politiske partier, det nationalistiske parti Kuomintang og Kinas Kommunistiske Parti, førte til en langvarig kinesisk borgerkrig samtidig med en modstandskrig imod den japanske imperialisme. Kulmination på disse politiske processer i Østasien blev USA’s sejr over Japan og de kinesiske nationalisters nederlag i borgerkrigen. Begge begivenheder kom til at styrke kommunisternes politiske position.
Heksejagt mod kommunister
Den 1. oktober 1949 erklærede Mao Zedong på Tiananmin Pladsen, at ”Kun socialisme kan redde Kina”. I Washington blev de kinesiske kommunisters sejr betragtet som et stort amerikansk nederlag, der kom til at påvirke USA’s inden- og udenrigspolitik. Lederen af den stærke antikommunistiske bølge, Joseph McCarthy, rejste spørgsmålet: ”Hvem tabte vores Kina”!
En stor heksejagt blev sat i gang, ikke alene i USA’s udenrigsministerium, men også i det civile samfund: Skoler og uddannelsesinstitutioner, medierne og ikke mindst i Hollywood.
Den antikommunistiske stemning i det amerikanske samfund bidrog indirekte til USA’s deltagelse i Koreakrigen. De kinesiske kommunister havde sendt tropper og militærhjælp til Nordkorea.
Den sidste halvdel af det 20. århundrede blev domineret af ”Den Kolde Krig”. Situationen var labil: USA skabte en række ”forsvarsalliancer” såsom NATO, ASEAN, CENTO og så videre med henblik på at inddæmme både Kinas og Sovjetunionens samkvem med især den tredje verden. Vietnamkrigen skulle bevise, ifølge daværende præsident John F. Kennedy, at befrielseskrige i de tidligere kolonier ikke kunne betale sig.
På det geopolitiske plan foregik der forhandlinger mellem USA, Rusland og Kina om fred i Asien. Samtidig med at USA var i færd med at tabe Vietnamkrigen, var det amerikanske diplomati i gang med at normalisere USA’s forhold til Kina, som var blevet uvenner med Sovjetunionen. (Det såkaldte Kinakort). Udenrigsminister Henry Kissinger fik arrangeret et topmøde mellem præsident Richard Nixon og formand Mao Zedong.
I denne sammenhæng gik USA med til at acceptere ”Et-Kina-politikken”, der bekræftede, at Hongkong og Taiwan var/er en del af Kina. I parentes bemærket har USA i sin nuværende nye kolde krig imod Kina opgivet disse centrale løfter ved at støtte separatistiske kræfter, også i Xinjiang-provinsen!
Kina er USA’s største geopolitiske udfordring
Formålet med denne historiske redegørelse er at problematisere den udbredte eurocentristiske forståelse af Kina. For at være troværdig burde kritikken af den kinesiske vej vise, hvilken alternativ model der kunne have fremvist bedre resultater. For eksempel kan man spørge, om Indien som ”verdens største demokrati” har vist sig at have et bedre samfundsmønster end det største socialistiske land med kinesiske karakteristika?
Heri ligger årsagen til den amerikanske sinofobi. Kina er den største geopolitiske og geoøkonomiske samt ideologiske udfordring til De Forenede Staters forsøg på at opretholde en unipolar verdensorden overfor en kommende multipolær arkitektur, som lægger vægt på nationale staters suverænitet.
Modsigelsen mellem disse to projekter er et reelt geopolitisk dilemma. Den stiltiende alliance mellem Rusland og Kina giver forhåbning om en verden med større ikke-vestlig deltagelse. Men som den filippinske politolog Walden Bellow gør opmærksom på, må ”vores optimisme … afdæmpes, specielt fordi hegemoniske magter som USA fremstår mest ondskabsfuld, når de kommer i forfald”.
07. juli 2021 | 06:26
