Læserbrev
Jeg har en levende forestilling om, at det er på tide at holde op med at slukke den amerikanske imperialismes brand i Europa med benzin.
Måske bør vi prøve at reflektere over Ukrainekrisens anamnese i stedet for at fremsætte alverdens fordømmelser over mennesker, der har kæmpet for selvstændighed siden 2014, oplevet bombardementer af deres selvudråbte republikker, fået et amerikansk kup foræret, været udsat for massakren i Odessa 2. maj 2014 med videre.
Hvem vil vi støtte? Folkerepublikkerne LPR og DPR – eller et endnu ikke politisk, klart defineret Ukraine; præget af ekstrem russofobi selvom 17,3 procent af borgerne er russere, forbud mod russisk, lukning af russiske virksomheder, religionstvang og 11 forbudte partier, Europas stærkeste mafia, korruption så det batter og en revanchisme, der giver plads og næring til nynazisme?
Er det rottefængeren fra Hameln alias hr. Zelinsky, der er vores store idol? Manden, der uden større besvær kan tømme vores lommer og sende os på fattiggården?
Vil vi virkelig bekæmpe en “imperialistisk” stat ved at støtte verdens førende imperialistiske stat?
Tiden er moden til alvorlige overvejelser med hensyn til at få stoppet krigsgalskaben, inden den for alvor eskalerer og breder sig til hele Europa; måske hele verden.
Når jeg læser mainstreampressens danske afløb, slår den tanke mig, at tiden er moden til refleksion. Denne øvelse indebærer en del hjernegymnastik, hvor den ydre reale verden opløses i en dekonstruktion med henblik på ombygning og rekonstruktion. Ny viden opstår, når det fremmede erkendes som bestemt af bevidstheden selv.
Mainstreampressen er ikke uafhængig og kritisk. Den kan ikke erstatte din personlige refleksion; men den kan forstyrre den politiske perception med en lind strøm af mediestøj skabt af utallige, politiske, enøjede distraktioner.
Den amerikanske medieforsker med videre Noam Chomsky siger om mainstreampressen i den vestlige verden, at den altid følger sit lands udenrigspolitik – og udenrigspolitikken i det kollektive Vesten har været amerikansk siden 1945.
Kort sagt:
Tiden er moden til alvorlige overvejelser med hensyn til at få stoppet krigsgalskaben, inden den for alvor eskalerer og breder sig til hele Europa; måske hele verden. Inden arrigskaben internaliserer sig og bliver en del af os selv, vores nye pro-imperialistiske ego; der blandt andet tillader os at bekæmpe imperialisme med imperialisme – eller slukke en brand med benzin.
Krig og mere krig – ingen forhandlinger – russerne skal lære, at de ikke kommer nogen steder via dialogens og forhandlingens vej. Det er USA, der cykler derudaf i den gule trøje. Al snak om krigens anamnese skal forstumme. Minskaftalerne har aldrig eksisteret. Borgerne i LPR og DPR og senest også i Kherson og Zaporoshje har naturligvis ikke ret til selvbestemmelse. De må helt klart dele skæbne med grønlændere, færinger, nordirere, skotter, baskere, folk fra Flandern og Vallonien, katalanerne og andre folk i Europa, der for alt i verden ønsker at blive herre i eget hus her og nu.
Personligt håber jeg inderligt fra bunden af mit hjerte, at miraklernes tid ikke er forbi. Jeg drømmer om, vi vil vælge dialogens vej til retfærdig fred og en bæredygtig fremtid – ikke mindst for os europæere, og der er i al beskedenhed 746,4 millioner af os eller 11 procent af Jordens befolkning.
Vi har brug for et samarbejdende, frit og åbent Europa som aldrig før – en folkelig, venlig og bæredygtig tumleplads befriet for had, fascisme og krig; for udveksling af knowhow, ideer, personer, kultur og sprog og meget mere.
Venner vindes ikke med et ladt gevær!
* Kategorisk imperativ: Det kategoriske imperativ er filosoffen Immanuel Kants betegnelse for det grundlæggende moralbud, “det ubetingede påbud”, som stiller det krav til os, at vores handlinger skal være bestemt af uselviske motiver.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
