Der bliver ikke FRED i vor tid, før NATO bliver en parentes til denne VERDENS uorden, og USA,s skalten og valten med denne verdens befolkninger!
Peter Blondin, Ourøgade 30. Kbh. Ø.
Ferietiden er kommet, børnene har fri, og fra samfundet ligger der en klar forventning om, at sommeren byder på ferier væk fra hverdagens trummerum – helst til udlandet og få én på opleveren.
Men det er langt fra alle, der har muligheden for at tage væk i ferien. I Danmarks Statistiks levevilkårsundersøgelse svarede hver sjette danske husstand i 2022, at de ikke har råd til en uges årlig ferie væk fra hjemmet.
– I alt har 474.000 danske husstande efter eget udsagn ikke råd til en uges ferie uden for eget hjem. Det er især lejere og enlige voksne med eller uden børn, der ikke har plads i budgettet til en ferie. Blandt disse grupper er det mellem hver fjerde og femte husstand, hvor der ikke er råd til en uges ferie væk fra hjemmet, forklarer Daniel F. Gustafsson, som er specialkonsulent i Danmarks Statistik.
Andelen af husstande, som ikke ser det som en mulighed at forlade hjemmet over ferien, er steget fra 15,2 procent i 2021 til 15,9 procent i 2022. Den største ændring ses i husstande i den mellemste indkomstgruppe, hvor afsavnet er steget fra 10,4 procent af husstandene i 2021 til 13 procent i 2022.
I de 474.000 husstande, der i 2022 efter eget udsagn ikke havde råd til en uges ferie, boede der 750.000 personer, hvoraf 99.000 var under 16 år.
Ser man udelukkende på de voksne i husstandene, er arbejdsløse, enlige forældre samt personer, der bor til leje, har lav uddannelse eller lav indkomst, mere tilbøjelige til at vurdere, at de ikke har råd til ferie.
Derudover er der en del ældre og folkepensionister, der heller ikke oplever at have råd til en ferie. Det var det samme billede som i 2021, men især arbejdsløse har oplevet en stigning fra 33,1 procent i 2021 til 36,1 procent i 2022.
Har ikke råd til hygge
Selvom pengepungen kun lige med nød og næppe kan trække en staycation, så kan man jo trods alt håbe på at bruge lidt frihed fra jobbet til at lave noget hyggeligt med mennesker, man godt kan lide.
Men også her fungerer fattigdommen som en bremseklods: 7,3 procent af danskerne svarede i 2022, at de ikke har råd til at bruge penge til egen fornøjelse, hvilket er omtrent uændret i forhold til 2021. Samtidig har 3,4 procent ikke råd til regelmæssigt at mødes med venner eller familie.
– Når vi kigger bredt over de forskellige økonomiske afsavn, tegner der sig et billede af, at lidt flere havde en stram økonomi i 2022 i forhold til 2021. Det kan ses i lyset af det generelt højere prisniveau i samfundet koblet med lønstigninger, der ikke er fulgt med i samme tempo, forklarer Daniel F. Gustafsson og fortsætter:
– I Levevilkårsundersøgelsen spørger vi også, om pengene slår til, og her svarede 10,3 procent af danskerne, at det var svært eller meget svært, hvor det i 2021 var 8,1 procent.
Rekord mange på ferielejre
Hos dansk Røde Kors kan man mærke den stigende fattigdom meget konkret: Tæt på 1300 forældre og børn skal i år af sted på en af Røde Kors’ ferielejre, mod 1000 sidste år – og aldrig har der været flere ferielejre, end der er i år.
I alt 22 forskellige ferielejre finder sted i løbet af sommeren, hvor mere end 120 frivillige fra Røde Kors’ lokalafdelinger bruger deres ferie på at give familier med lille økonomi mindeværdige oplevelser. Sidste år afholdt Røde Kors 20 lejre.
Røde Kors’ ferielejre er sat i verden for at give flygtninge og sårbare børnefamilier en ferieoplevelse og mulighed for at være sammen som familie i trygge rammer.
Turene går til lejrskoler, vandrehjem og campingpladser i hele landet, eksempelvis ved Limfjorden, Blåvand ved Vesterhavet, Lalandia, Djursland og Tisvildeleje.
– Når vi ser flere og flere lokalafdelinger afholde ferielejre, er det fordi, vores frivillige ser et behov. Det er heller ikke en overraskelse, at de sidste par år har været hårde for børnefamilier, der allerede havde det økonomisk trængt, siger national chef i Røde Kors Marie-Louise Gotholdt.
Også i Ungdommens Røde Kors er man i fuld gang med at arrangere 21 lejre, hvor 900 unge frivillige vil sørge for, at 1400 børn og unge fra trængte familier får en mindeværdig ferieoplevelse.
Organisationen har måttet lukke ventelisterne til ferielejrene tidligere i år end sædvanligt, på trods af at man har flere børn med på lejr i år i forhold til tidligere år.
Og det at komme ud og få oplevelser er ikke ligegyldigt for børn i fattige familier. En ny analyse fra Egmont Fonden viser, at børn, der kommer fra økonomisk pressede familier, ikke ser frem til sommerferien, som for dem blot er en lang sommer på værelset.
Store forskelle i EU
Men trods den markante fattiggørelse af mellemindkomstgrupper, de lavestlønnede, arbejdsløse og syge, ligger Danmark langt fra bunden, når det kommer til fattigdom i EU.
– EU-gennemsnittet for 2022 lyder på, at 28,6 procent af befolkningen ikke har råd til at tage på ferie. Med 12,9 procent placerer Danmark sig blandt de lande, hvor færrest ikke har råd til ferie. Det er især i Nord- og Vesteuropa, at de fleste har råd til ferie, mens de fleste lande i Syd- og Østeuropa har større andele af befolkningen, der ikke vurderer, at der er råd til ferie, fortæller Daniel F. Gustafsson.
Rumænien er det land, hvor den højeste andel af befolkningen må blive hjemme i ferien. Her vurderer hele 62,5 procent af befolkningen, at de ikke har råd til en uges ferie væk fra hjemmet. Det er en del højere end næste land på listen, Grækenland, hvor 48,8 procent af befolkningen ikke har råd til at tage på ferie.
Luxembourg og Sverige er med henholdsvis 7,6 og 10,2 procent de lande i EU, hvor den laveste andel af befolkningen ikke har råd til at forlade hjemmet på en uges ferie.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.