Titusindvis på gaden
Nye EU-domstole for virksomheder skal droppes
Til efteråret vil EU-kommissionen fremlægge sine idéer til, hvordan en beskyttelse af investorer kan skrues sammen. Mens det endnu er usikkert, hvor vidtgående Kommissionens ambitioner vil være, så stortrives de antidemokratiske visioner blandt erhvervslivets lobbyister.
|
I omtrent 30 år har en række EU-lande indgået aftaler med hinanden på kryds og tværs om ’investeringsbeskyttelse’ – aftaler der gør det muligt for store virksomheder at lægge sag an mod staterne ved en type særdomstole, hvis de føler sig urimeligt behandlet.
Det gør de tit, og de senere år er pakket med krasse eksempler på, hvordan pengemagt kan sætte sig ud over alle demokratiske spilleregler ved brug af aftaler mellem enkelte lande. Lige for tiden kører for eksempel en række sager om udfasning af kul (Uniper versus Holland), udfasning af atomkraft (Vattenfall versus Tyskland), og om fracking (Ascent Resources versus Slovenien).
Der er brug for, at dette forsøg fejes af vejen. Vi har overhovedet ikke brug for regler, der sætter investorers interesser over demokratiet.
Store virksomheder er sure over, at almindelige demokratiske beslutninger ikke er faldet ud til deres fordel, så de er rykket ud med internationale klagesager for at få omgjort beslutningen eller få en stor erstatning – og for at skræmme andre lande fra at gå samme vej. Den slags søgsmål afgøres typisk af tre advokater i en institution under Verdensbanken, alene på grundlag af en række regler om rettigheder for udenlandske investorer. Hvad national lovgivning måtte sige om en konkret sag er i den forbindelse ligegyldigt.
Festen er slut
Men i 2018 blev festen erklæret for slut. EU-domstolen vurderede, at de mange ’interne investeringsbeskyttelsesaftaler’ giver flere rettigheder til virksomheder i et EU-land med en investeringsbeskyttelsesaftale, mens investorer fra andre EU-lande må tage tingene, som de kommer. Danmark har for eksempel ikke en aftale med hverken Holland, Tyskland eller Slovakiet, så hvis en dansk virksomhed i de tre lande bliver sur over en politisk beslutning, må den blot acceptere udfaldet.
Det er jo ikke så dårligt. Der sker noget meget ubehageligt, når virksomheder får et parallelt retssystem på deres egne betingelser. Så når udfaldet af EU-domstolens afgørelse er, at dusinvis af aftaler må annulleres, så er det et ubetinget gode. Men historien slutter desværre ikke dér.
En ny fest på vej?
Der gik nemlig ikke længe efter dommen, før de store spillere i erhvervslivet og en håndfuld medlemslande – med Holland og Tyskland i spidsen – iværksatte en kampagne for at få EU-kommissionen til at fremsætte forslag om en ordning, der skal dække hele EU.
Hvis det bliver en realitet, vil det betyde, at alle virksomheder fra andre EU-lande kan udfordre beslutninger om for eksempel byplanlægning, miljøregler, autorisationsordninger og sågar arbejdsmarkedsforhold ved en særdomstol – helt uden om de danske domstole og på grundlag af regler, som alene har til formål at give dem bred rygdækning.
Sådan et forslag er nu på vej. Til efteråret vil EU-kommissionen fremlægge sine idéer om, hvordan investeringsbeskyttelse kan skrues sammen. Mens det endnu er usikkert, hvor vidtgående Kommissionens ambitioner vil være, så kender vi nu de idéer, som en lang række af erhvervslivets lobbyorganisationer presser på for at få realiseret, takket være Corporate Europe Observatorys gravearbejde.
Ingen erhvervsinteresser må skades
Det er artige sager, der ser dagens lys. Det er ikke et ualmindeligt standpunkt i lobbyistcirkler, at de vil have regler, som beskytter deres interesser uden forbehold. Som når de europæiske handelskamre (Eurochambres) skriver, at virksomhederne ”ikke er imod beskyttelse af offentlighedens interesser, det må blot ikke ske på en måde, som skader erhvervsinteresser”. Tages det standpunkt til sin yderste konsekvens, er der ikke meget miljølovgivning, der vil overleve.
Der er også enighed i de mange henvendelser til Kommissionen fra erhvervslivet om, at en EU-model skal gøre det muligt at gå direkte til en særdomstol – uden først at besøge nationale domstole.
Ved sådan en domstol skal proceduren i øvrigt være forbeholdt de to parter – virksomheden og den pågældende stat – mener mange. Er for eksempel lokale beboere negativt påvirket af et mineprojekt, en dæmning eller boringer efter for eksempel vand, skal de ikke have et ord med, hvis det står til det store franske infrastrukturselskab Veolia: ”Involvering af andre interessenter vil på ingen måde hjælpe med at afgøre en sag på upartisk vis”, skriver Veolia i et høringsbidrag.
Høje erstatninger
Og så er der erstatningerne – det konkrete sanktionsmiddel: De skal være høje, hvis det står til mange af erhvervslivets organisationer. Erstatningen, for at en virksomhed mister indtægter efter en politisk beslutning, skal svare til det, der mistes i forhold til almindelig uforstyrret aktivitet.
Den skal med andre ord beregnes i forhold til ’forventet fremtidig profit’, ikke bare det umiddelbare eventuelle tab. Det er den slags regler, som i sin tid betød, at et australsk mineselskab fik en erstatning på fire milliarder amerikanske dollars fra den pakistanske stat, efter at minedriften var blevet afvist ved en lokal domstol – til trods for at den oprindelige investering kun udgjorde 167 millioner dollars.
Formålet med hele øvelsen er dog ikke at få store erstatninger. Store erstatninger skal virke afskrækkende for at forhindre, at der overhovedet vedtages regler, som generer investorer.
Banen er kridtet op
Men der skal også tages andre skridt i de nye EU-regler, hvis det for eksempel står til bankernes interesseorganisation, European Banking Federation (som tæller Finans Danmark, den danske interesseorganisation for finanssektoren). Ifølge dem skal investeringsbeskyttelse af denne type virke afskrækkende ”for at skræmme modparten (staten, red.) til at indgå forlig”. Et synspunkt der deles af en lang række tyske industriorganisationer.
Samme koalition skriver i et brev til Kommissionen, at med vidtgående regler for investeringsbeskyttelse vil staterne have et stærkt incitament til at indgå i ”dialog med investorer”, også før en ny lov vedtages eller en anden officiel beslutning står for døren.
Om de får det hele i Kommissionens forslag, vil tiden vise. Selv hvis de ikke gør, så må man sige, at banen er kridtet op. Deres modeller vil med sikkerhed være en del af den politiske kamp, der indledes til efteråret. Set fra ethvert andet perspektiv end lige store virksomheder med aktiviteter i EU-lande, burde det dog være indlysende, hvad der er brug for: Der er brug for, at dette forsøg fejes af vejen. Vi har overhovedet ikke brug for regler, der sætter investorers interesser over demokratiet.
02. juli 2021 | 06:43
