Fremtidsscenarier for den vestlige verden herunder kapitalismens og borgernes fremtid set i lyset af en mulig massiv migration fra den tredje verden.
Hypotese: Storkapitalen skal løbende have profit, hvis kapitalismen skal kunne overleve.
Profitten må gerne være på bekostning af dele af de multinationale selskaber (finanskrisen 2008/9) og ikke mindst på bekostning af mellemstore og små virksomheder samt på bekostning af mennesker på kloden. Men … Profit skal der til, hvis ikke systemet skal kollapse.
1. Fremtidsscenarier
På sigt står vi uden tvivl over for en enorm numerisk befolkningseksplosion på kloden. Denne udvikling vil parret med klimakatastrofer formentlig medføre løbende migration og enorme flygtningestrømme af måske en milliard mennesker til især den rige, vestlige verden. (Tænketanken IE.P). Vi taler her om mennesker, der er desperate og ikke kan stoppes.
Kan man overhovedet forestille sig, at kapitalismen ville kunne medvirke til at løse de eksistentielle problemer, der ville opstå i kølvandet på denne udvikling?
Udgangspunktet og den eneste mulighed vil være en enorm tilførsel af ressourcer fra den vestlige verden, hvis vi skal undgå en flygtninge- og migrantstrøm af helt uoverskuelige dimensioner.
Vi taler i denne kontekst først og fremmest om kapitalen i den vestlige verden, men er det for snævert? Hvad med Kina, Indien og Rusland? Mit udgangspunkt er her, at de multinationale selskaber placeret i disse lande i langt større omfang må acceptere statsstyring, som vil give flere løsningsmuligheder. Samtidig fremstår disse lande imidlertid ikke så attraktive for kommende flygtningestrømme, som uden tvivl i første række vil søge mod den rige vestlige verden.
På ovenstående baggrund vil jeg efterfølgende vurdere, i hvilket omfang den vestlige verdens kapitalisme ville kunne bidrage til at standse eller reducere en fremtidig folkevandring.
2. Den tredje verdens forventninger om øget forbrug for borgerne i verdens fattige lande
FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling (vedtaget enstemmigt 2015) formulerer 15 mål.
Som de vigtigste: a. afskaf fattigdom, b. afskaf sult c. ansvarligt forbrug og produktion.
Set i lyset af disse mål og den vestlige verdens enorme forbrug og høje levestandard, som alene har været mulig på baggrund af flere hundrede års udnyttelse og tyveri af den tredje verdens ressourcer, er den tredje verdens forventninger helt rimelige.
Som man kunne forvente, er verdensmålene ikke juridisk bindende.
Kapitalen ville i og for sig ikke have noget problem med at øge forbruget i den tredje verden og fortsat score en høj profit her. Den rige verdens politiske argumenter imod en sådan forøgelse går imidlertid først fremmest på narrativet om, at en eksponentiel forøgelse af produktionen for at dække behovet i den tredje verden og for at løfte levestandarden her betragteligt ville fremme en miljøkatastrofe.
En temmelig hyklerisk forventning til verdens fattige lande set i lyset af, at den rige verdens produktion stadigvæk er “kulsort”, men … en nødvendig forventning.
Dette narrativ har stort set samtlige politikere i den rige del af verden solgt gennem MSM i de seneste to årtier, så ikke engang storkapitalen kunne formentlig slippe afsted med store udvidelser af forurenende produktion af forbrugsgoder og fødevarer til fordel for den tredje verden.
Konsekvensen af den vestlige verdens politik vil på den baggrund uundgåeligt føre til enorme flygtningestrømme, om ikke på baggrund af miljøproblemer så på grund af sult.
3. Miljøperspektivet
Selvom det store flertal af verdens videnskabsmænd/-kvinder stort set er enige i deres vurderinger af en kommende miljøkatastrofe, hvis vi ikke kan ændre vores levevis, er der i de senere år sat spørgsmålstegn ved den videnskabelige baggrund for de dystre miljøperspektiver. Holder argumenterne, eller?
Smelter isen omkring polerne i et omfang, så havene i løbet af for eksempel 100 år vil stige med adskillige meter, eller taler vi om naturlige udsving?
DMI oplyser (2023), at det gennemsnitlige havniveau omkring Danmark er steget cirka to millimeter om året siden år 1900. Imidlertid har landmasserne tilsvarende hævet sig lokalt med op til et par millimeter p.a., fordi vægten af de store isgletsjeres tryk nu er væk.
Klimaudviklingen omhandler dog ikke kun smeltet is på polerne, men aktuelt om stigende temperaturer i verdenshavene, udbredt tørke og paradoksalt nok samtidige stormfloder, oversvømmelser, hærgende orkaner og så videre i andre områder.
Selv om tidsperspektivet for en eventuel stigning af den globale vandstand i verdenshavene synes temmelig uklar, kan og vil ovennævnte klimaudvikling allerede nu danne baggrund for store migrations- og flygtningestrømme.
4. Migration og flygtningestrømme
Migrationen og strømmen af flygtninge til de rige lande i den vestlige verden synes uundgåelig, enten på grund af miljøkatastrofer eller på grund af sult som følge af overbefolkning, mangel på seriøse jobs, man kan leve af og så videre.
Aktuelt synes indvandringen til både USA og EU allerede på nuværende tidspunkt at være massiv. Den er dog nærmest et lille bølgeskvulp sammenlignet med den “orkan”, der er i vente.
For USA’s vedkommende bliver problemstillingen uden tvivl en af de vigtigste dagsordener i den kommende amerikanske valgkamp.
For EU’s vedkommende anser politikerne i EU’s forskellige organer det absurd nok aktuelt som nyttigt med en aktuel indvandring fra den tredje verden på grund af en påstået mangel på arbejdskraft. Set i lyset af at der p.t. findes adskillige millioner arbejdsløse i EU, kan dette ønske vel næsten alene begrundes med kapitalens ønsker om endnu billigere arbejdskraft. (LO/FH).
Samtidig er det imidlertid en kendsgerning, at EU p.t. absolut ikke har noget, der ligner en indvandringspolitik. Ingen lande ønsker tilsyneladende at modtage fattige muslimer og afrikanere, men man har aktuelt ikke midlerne eller ideerne til at regulere tilstrømningen. P.t. fungerer liberalismens “grundlov” således på dette område.
5. Hvad skal der til for at fastholde borgere i den tredje verden i deres hjemlande?
Personligt tvivler jeg på, at mennesker fra fattige lande reelt ønsker at emigrere til en usikker tilværelse som flygtning eller migrant, hvis de blot havde et alternativ. Deres virkelighed handler imidlertid om overlevelse for familierne og deres børn.
Med dette udgangspunkt ligger “løsningen” ligefor, nemlig at verdens rige lande tvinges til at hjælpe fattige lande massivt til at opbygge bæredygtig industri og landbrug, så det bliver muligt ikke blot at overleve, men at leve i den kultur man er født i.
Det kan ikke lykkes ved blot at flytte flere datterselskaber fra multinationale firmaer til ulandene. Her befinder de sig allerede i stort tal. Borgerne i de fattige lande skal kunne føle ejerskab til deres egne landes udvikling. De skal føle, at erhvervslivet og landbrugene faktisk er deres, at overskuddet bliver i landet, og at man kan leve af den løn, man får gennem sit job. Med andre ord “en fremtidssikring”.
Den sædvanlige udbytningsform ville således ikke fungere. De multinationale firmaers muligheder for kæmpeprofitter i ulandene ville herefter være til at overse.
Udgangspunktet og den eneste mulighed vil som nævnt formentlig være en enorm tilførsel af ressourcer fra den vestlige verden, hvis vi skal undgå en flygtninge- og migrantstrøm af helt uoverskuelige dimensioner.
Massive folkevandringer af ludfattige mennesker ville undergrave hele den vestlige verden både økonomisk og kulturelt og tilmed skabe kaos i et omfang, der kan føre til sammenbrud af den civilisation, vi kender.
6. Konsekvenserne af en beslutning om massiv vestlig støtte til opbygning af bæredygtig industri og landbrug i den tredje verden.
Økonomisk ville en politisk beslutning om massiv opbygning af bæredygtig industri og landbrug i verdens fattige lande uden tvivl betyde en omfattende nedgang i almindelige borgeres levestandard i den vestlige verden. Når der skal føres krig eller bekæmpes ikke-identificerbare coronaepidemier, accepterer de samme borgere imidlertid store økonomiske ofre, så en levestandard, som vi eksempelvis havde i Danmark 1960’erne, ville set i dette perspektiv måske være en acceptabel mulighed.
Forbruget ville i en sådan situation falde dramatisk i den vestlige verden. Til gavn for klimaet, men naturligvis ikke til gavn for kapitalismen, som vi kender den.
For mennesker i den tredje verden ville noget, der blot tilnærmelsesvis nærmer sig en sådan tilværelse, imidlertid være paradisisk og bidrage til at stoppe eller i stort omfang til at decimere udvandringen.
Personligt mener jeg ikke, at kapitalisme som økonomisk fundament i den vestlige verden ville overleve en sådan udvikling. Hvordan den eventuelt kunne transformeres til noget brugbart i en sådan situation er svært at spå om.
Læseren må her selv gøre sig overvejelser.
7. Og hvad med det jeg bevidst har “overset”?
Den opmærksomme læser har uden tvivl bemærket, at jeg overhovedet ikke har forholdt mig:
a. Til krigen i Ukraine.
b. Til et eventuelt, men sandsynligt dollarkollaps inden for en overskuelig tidsramme.
c. Til afskaffelse af kontanter i EU for at opnå den totale overvågning af den enkelte borger.
d. Til konsekvenserne af EU-politikernes herunder det danske Folketings knæfald for wokekulturen med de konsekvenser, det vil få for EU-borgerne.
e. Til den kommende “epidemi” som WHO allerede har i støbeskeen, og som medicinalfirmaerne formentlig på forhånd har udviklet en vaccine til at “bekæmpe”.
f. Til WHO’s sandsynlige overtagelse af verdens krisestyring i forbindelse med fremtidige “epidemier”. Demokratiet sættes således også her ud af kraft.
g. Til de absurd manipulerende og ukritiske MSM-medier.
h. Til den totale overvågning af samfundets borgere på et niveau, som aldrig tidligere er set.
Jo da, det er sgu en “munter”, men aldeles uforudsigelig fremtid, borgerne har udsigt til. Vokser borgernes modstandspotentiale tilsvarende?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
