Kommentar
Noget om særinteresser
Det glemmes alt for ofte, at Kommunernes Landsforening er en interesseorganisation, som forsøger at påvirke lovgivning, ankesystem og centraladministrationen. Det ses i økonomiforhandlingerne mellem KL og regeringen.
|
Når man arbejder i en interesseorganisation på handicapområdet, er en af de opfattelser, man indimellem bliver præsenteret for, at vi jo bare plejer særinteresser. Det er implicit, at vi derfor ikke ønsker at diskutere pragmatiske løsninger på samfundets store problemer som for eksempel manglende økonomi på handicapområdet, eller hvorfor en 10-års plan på psykiatriområdet nødvendigvis må vente, til der er råd til den.
Jeg oplever for eksempel denne holdning, når jeg skal argumentere imod forslag om ændrede lovgivningsmæssige rammer, hvor kommunernes økonomiske formåen skal bestemme den hjælp, borgere med handicap og vores familier får.
Det føles faktisk lidt som om, det at være interessevaretager for mennesker med handicap bliver gjort odiøst. Det er ikke en rar fornemmelse. Men skulle der være nogen, der faktisk mener, at det er odiøst, at handicapbevægelsen plejer sine medlemmers særinteresser, er her to gode grunde til, at det er meget dansk og meget normalt.
Handicaporganisationerne er, gennem de repræsentanter der selv har et handicap eller er nærmeste pårørende til et menneske med handicap, dem, der står op for og taler for mennesker, der ellers ikke ville have en stemme.
Interesseorganisationernes varetagelse af – og den politiske inddragelse af – særinteresser er en helt naturlig del af den politiske proces i ethvert demokratisk land. Der findes næppe noget land, hvor der er så mange foreninger, der plejer så mange forskellige særinteresser, som Danmark.
Det er selvfølgelig noget bøvl for dem, der ikke bare uden videre får deres vilje, men det er formentlig bedre på den lange bane, for det giver samfundsmæssigt mere ro og fredsommelighed, når der bliver lyttet til alle parter.
Det er for eksempel nok ikke uden grund, at Danmark har så fredeligt et arbejdsmarked, som vi har. Det skyldes, at der er stærke organisationer, der varetager arbejdstageres og -giveres særinteresser, og som i sidste ende finder en løsning ud fra en gensidig respekt og interesse.
Specifikt for mennesker med handicap og vores pårørende er handicaporganisationernes varetagelse af deres særinteresser endnu vigtigere end for andre grupper i samfundet.
Handicaporganisationerne er, gennem de repræsentanter der selv har et handicap eller er nærmeste pårørende til et menneske med handicap, dem, der står op for og taler for mennesker, der ellers ikke ville have en stemme.
Hvis ikke handicaporganisationerne havde været her og varetaget disse særinteresser, ville mennesker med handicap stadig bo på institutioner, på øer og langt fra civilisationen, gå på særlige kostskoler, på forsorgshjem eller fattiggårde og alt i alt være henvist til samfundets nåde og barmhjertighed.
Sådan er det ikke i dag, fordi handicaporganisationernes særinteresser og arbejde herfor har medført, at mennesker med handicap skal være en del af samfundet. I dag har vi fokus på, at mennesker med handicap skal have den rette hjælp første gang, baseret på den bedste faglige viden og uanset hvor man bor i landet. Vi arbejder for, at mennesker med handicap kan være en del af fællesskabet, få uddannelse, have et job og et fritidsliv og bo der, hvor man gerne vil bo.
På den måde har handicaporganisationerne langt hen ad vejen spillet den samme rolle, som børneorganisationerne gør som særinteresse på børneområdet i dag. Eneste væsentlige forskel er, at handicaporganisationerne er repræsenteret af borgere, der selv har problemerne inde på huden hver dag.
I diskussionen om handicapområdet, kommunernes økonomi og lovgivningens rammer er der også andre særinteresser end handicaporganisationernes. For jeg synes, alt for ofte det glemmes, at Kommunernes Landsforening (KL) er en interesseorganisation, der også plejer særinteresser. Det er ikke, fordi KL selv skjuler det. På KL’s hjemmeside fremgår det af deres egen præsentation, at “KL er interesseorganisation for de 98 kommunalbestyrelser og arbejder for, at kommunerne har de bedst mulige rammer til at prioritere velfærd og økonomi og til at udvikle kommunen lokalt.”
KL’s særinteresser er altså at få de bedst mulige rammer, så kommunalbestyrelserne kan prioritere i velfærden. Så når KL går ud med meldinger om, at kommunalbestyrelserne skal kunne vedtage forskellige serviceniveauer ud fra kommunernes økonomiske formåen, er det altså ikke nogen højere sandhed, men en særinteresse, som man er sat i verden for at få vedtaget.
Vurderingen i interesseorganisationen KL er formentlig, at det er lettere at få regering og Folketinget til at ændre lovgivningen og give kommunalbestyrelserne lov til at skalte og valte med borgernes hjælp, end det er at få flere penge ud af dem.
Så når vi igen i år oplever udfald fra KL og det såkaldte Ekspertudvalg (som sekretariatsbetjenes af blandt andre KL, hvilket jo også er en særlig god rolle for en særinteresseorganisation) mod borgernes retssikkerhed og mulighed for at få en ensartet behandling, uanset hvor man bor i landet, er det et partsindlæg fra en særinteresse i de økonomiforhandlinger, der foregår i dølgsmål mellem interesseorganisationen KL og regeringen.
KL har atter engang skruet op for retorikken vendt mod borgere med handicap og vores pårørende. Vi er på niveau med retorikken i 2010 om handicappede som gøgeunger. Jeg håber, at embedsmænd i centraladministrationen og politikere i Folketinget og regeringen husker, at det er en særinteresse, KL har. Man kunne starte med at undlade at give interesseorganisationen KL eksklusiv adgang til at påvirke lovgivning, ankesystem og centraladministrationen.
KL er hverken mere eller mindre end andre interesseorganisationer.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
11. maj 2023 | 16:08
