World Socialism Forum 2024
I maj fejres årligt Verdens Pressefrihedsdag, og det medfører naturligvis en mængde højtravende skåltaler – for hvem er ikke fortaler for en fri presse?!
Spørgsmålet er, om vi alle taler om det samme, når vi taler for pressefrihed…
I USA mener magten bestemt at have en fri presse, men journalister og deres kilder forfølges som fjender af staten.
I Danmark vil pressefrihed for mange først og fremmest betyde friheden fra censur – og bevares, det er da også væsentligt!
Men begrebet pressefrihed tømmes for indhold, hvis det alene henviser til journalisters frihed til at rapportere og kommentere. Som FN slår fast, forudsætter egentlig pressefrihed en fri og lige adgang til viden og information.
Hemmelige algoritmer styrer ikke bare vores medieforbrug, men vores muligheder for selvstændigt at udvikle vores egne holdninger til verden omkring os.
Og selvom danske medier er fri for egentlig censur i traditionel forstand, ville det være synd at sige, at vi i Danmark har fri og lige adgang til information og viden – endsige friheden til at stille sig kritisk og selv vælge, hvilke informationer man bliver præsenteret for.
I stedet bestemmes i alt for høj grad vores informationsgrundlag af gigantiske mediemonopoler. Og her snakker jeg ikke bare om de hjemlige nyhedsmonopoler, men i langt højere grad om titaner som Meta (som blandt andet driver Facebook, Instagram, WhatsApp og Messenger), Alphabet (som blandt andet driver Google, YouTube, Chrome og Android), X Corp (som blandt andet driver Twitter) og Bytedance (der blandt andet driver TikTok).
Det er virksomheder, der i uhyggeligt omfang bestemmer, hvilke informationer der dukker op på vores skærm, når vi søger på nettet, når vi åbner vores apps, og når vi præsenteres for reklamer.
Hemmelige algoritmer styrer ikke bare vores medieforbrug, men vores muligheder for selvstændigt at udvikle vores egne holdninger til verden omkring os.
Det er en koncentration af magt, der er svær at fatte, når eksempelvis Alphabet med Google sidder tungt på både infrastrukturen, som mediernes indhold skal distribueres gennem, og samtidigt stort set æder hele den indtægtskilde, som ifølge den borgerlige selvforståelse skulle være selve grundlaget for mediernes såkaldte uafhængighed: annoncekronerne!
Og i stedet for at imødegå dette med reel støtte til et pluralistisk mediebillede har skiftende regeringer herhjemme sideløbende med de multinationale mediemonopolers vækst undergravet små mediers eksistens og forgyldt de tunge drenge som Berlingske Media og JP/Politikens Hus.
Ikke mindst Arbejderen er blevet ekstremt hårdt ramt – blandt andet fordi vi ikke har en chefredaktør, der hiver på den gode side af 1,5 millioner kroner hjem om året, men tjener det samme som en ufaglært 3F’er, og fordi vi i høj grad baserer vores udgivelse på frivillige kræfter.
Mediestøtten – den redaktionelle produktionsstøtte som den kaldes – udregnes nemlig på en måde, så høje lønudgifter giver mere i støtte…
På den baggrund er den såkaldte “demokratistøtte” til Arbejderens udgivelse over årene blevet skåret ind til benet – og jo mere vi har måttet barbere lønbudgettet, des mindre har vi fået i de følgende år. Uden en pæn kapital i ryggen er det skruen uden ende.
Når Arbejderen fortsat eksisterer som en vigtig modvægt i det danske mediebillede, skyldes det ikke mindst verdens bedste læsere, som utrætteligt støtter Danmarks røde dagblad. Uden alle de store og små personlige donationer, uden abonnenterne og uden den støtte vi modtager fra faglige og politiske organisationer, ville Danmark hurtigt blive et rødt medie fattigere.
På den måde har den danske stat gjort alt for at understøtte udviklingen mod et mediebillede så ensartet og ufrivilligt, at det efterhånden er en hån at påhæfte det betegnelsen pressefrihed.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
