Tænk på hvor mange års gratis offentlig transport man kunne få for de massive investeringer i militær ogkrigeni Ukraine der foretages i disse år….
Dyr og for svær at finde rundt i…
Danmarks kollektive transport ligger næsten i bund sammenlignet med andre europæiske landes offentlige transport.
Det viser en rapport, som Greenpeace offentliggør i dag.
I øjeblikket er flere andre europæiske lande i gang med at indføre billigere og simplere billetter for at styrke den kollektive transport. Imens halter Danmark langt bagud.
Helene Hagel, Greenpeace
Miljøorganisationen har sammenlignet de offentlige transportsystemer i 30 europæiske lande, bedømt ud fra fire kriterier: Pris, rabatordninger til forskellige sociale grupper – som ældre, studerende, handicappede og arbejdsløse – billetsystemets simpelhed og om der er moms på billetterne.
På de tre første parametre dumper Danmark med et brag.
Dyre billetter
Billetterne ligger i den dyreste ende. Der er kun få rabatter at hente for grupper med lave indkomster.
Kun Norge, Schweiz, Irland og Storbritannien overgår Danmark, når det kommer til prisen for at tage toget eller bussen på arbejde.
Eksempelvis koster et månedskort i København 60 euro, mens det koster 49 euro i Berlin, 32 euro i Dublin, 30 euro i Riga, 0 euro i Tallin, 0 euro i Luxembourg, 0 euro i Valletta, 30 euro i Lissabon og 22 euro i Madrid.
Samtidig kan kun få grupper få rabat – og den rabat, man kan få, er meget lav sammenlignet med andre lande.
I Danmark kan kun pensionister få billetter til under halv pris, mens studerende kan få ti procent i rabat.
Dermed får de studerende i Danmark den næstlaveste studierabat i Europa, kun underbudt af Berlin der med fem procent i studierabat skraber bunden, mod alle de øvrige lande som har en rabat på mindst 25 procent.
Hertil kommer, at det danske billetsystem er et af Europas mest komplicerede at finde rundt i.
Eksempelvis er Sjællands knap 7000 kvadratkilometer delt ind i 211 forskellige zoner, som ikke har et samlet billetsystem.
Det trækker dog Danmark op, at vi ikke har moms på offentlig transport. Derfor ender vi på en 16. plads.
Værre placeret bliver vi dog, når det gælder hovedstæderne. Her ligger København helt nede på en 24. plads.
Det skyldes især, at prisen for et månedskort ligger langt over gennemsnittet i de øvrige hovedstæder, og samtidig ligger København i bund, når det gælder rabatordninger til lavindkomstgrupper.
“Det er pinligt”
Miljøorganisationen Greenpeace Danmark er langt fra begejstrede over Danmarks placering.
– Det er pinligt, at Danmark bedømt på pris og rabatordninger til ældre, studerende dumper med et brag, når man sammenligner med andre europæiske lande, siger klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace Helene Hagel til Arbejderen.
Hun ærgrer sig over, at det er så dyrt at køre med tog og bus i Danmark.
– I øjeblikket er flere andre europæiske lande i gang med at indføre billigere og simplere billetter for at styrke den kollektive transport. Imens halter Danmark langt bagud. Så der er meget at arbejde på, hvis vi ønsker at styrke den kollektive, offentlige transport, mener Helene Hagel.
Hun understreger, at billigere billetter er godt, både for den enkeltes pengepung, for folkesundheden og for klimaet.
– Der er al mulig grund til at forbedre vores offentlige transport. Vi skal have de fossile brændsler ud af vores transportsystem. Transportsektoren spiller en kæmpe rolle i forhold til, hvor meget olie vi importerer. I stedet for at indlede nye fossile eventyr i Nordsøen bør vi bruge pengene på at styrke den offentlige transport og dermed sænke behovet for olie og gas.
Ifølge Greenpeace står transporten for 25 procent af hele EU’s udledning af drivhusgasser og næsten 70 procent af EU’s forbrug af olie.
– Billigere billetter vil give folk flere penge mellem hænderne, det vil give mindre luftforurening, gøre os mindre afhængige af gas og olie og give et bedre klima. Billigere billetter er et nemt første skridt for at få flere til at tage bus og tog, pointerer Helene Hagel.
Billige klimabilletter til bus og tog
Greenpeace opfordrer Danmark og de øvrige EU-lande til at indføre “klimabilletter” – en slags billige månedskort, der gælder til alle former for offentlig transport i et land eller en region.
– Det er nødvendigt at sikre offentlig transport, der er til at betale. Men mange regeringer behandler offentlig transport som et luksusgode. Millioner af mennesker er afhængige af busser, sporvogne og tog for at komme til arbejde og skole og møde deres familie og venner og tage del i samfundet på en bæredygtig måde. Regeringerne må indføre simple og betalelige “klimabilletter” i den offentlige transport. Det vil gøre adgangen til den offentlige transport billigere og reducere forbruget af olie, der driver vores planet mod klimakatastrofen, siger transportekspert hos Greenpeace og ansvarlig for Transport for Alle-kampagnen Herwig Schuster.
Han påpeger, at der er inspiration at hente hos de lande, der allerede har gjort den offentlige transport billigere.
I mandags lancerede Tyskland og Ungarn således nationale “klimabilletter”.
De to lande følger efter Østrig, som tidligere har vedtaget klimabilletter, og Spanien der eksperimenterer med gratis tog.
Også i Danmark har vi erfaringer med gratis transport, da man i sommeren 2020 og 2021 (under coronapandemien) tilbød gratis færgetransport til de mindre øer for passagerer uden bil.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.