Læserbrev
Kvinder fra Afrika og Mellemøsten (såkaldt “ikke-vestlige”), som kommer til Danmark, skal stå op om morgenen, smøre en madpakke og cykle afsted på arbejde. Det er nemlig, ifølge vores alvidende og evigt omsorgsfulde regering, godt for dem selv, for deres børn og for samfundet.
Arbejde gør dig fri, og landsmoder Frederiksen ved, hvordan den skal skæres: Arbejdspligt på 37 timer om ugen.
Det er ikke til at sige, hvor regeringens nyeste udslag af falsk omsorg for etniske minoriteter finder sin inspiration, men jeg kan ikke lade være med at tænke på en tysk parole, som er en del ældre end Hartz-reformerne.
I krigens tidlige år, før det industrialiserede massemord på den jødiske befolkning, var “løsningen” for nazisterne at samle samfundets uønskede element i ghettoer i Polen, hvor alle mellem 14 og 60 år havde arbejdspligt – først og fremmest i krigsproduktionen.
Denne kærlighed til andre menneskers arbejde kom mest ikonisk til udtryk over portene til flere dødslejre, men mest kendt fra Auschwitz, hvor bogstaverne var svunget i jern, i en bue over indgangen (som vitterligt kun var en indgang for langt de fleste) ARBEIT MACHT FREI!
To år efter jødernes tvangsflytning til ghettoerne talte Danmarks landsfader og Mettes Frederiksens partifælle Thorvald Stauning i 1941 i Studenterforeningen i København. Emnet var, hvordan han så Danmarks rolle i en ny storeuropæisk planøkonomi med Tyskland som centrum.
“Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig Nyordning, men efter en blivende europæisk Nyordning, der skal være raadende ud i Fremtiden. Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betydelige Fordele fremfor den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoismen – altsaa Erhvervs- og Samfundsegoisme.”
Stauning kom derfor med en advarsel til den danske ungdom:
“Det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling, som Tid og Forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver.”
Tilbage til Danmark anno 2023, hvor tvangsflytningen af især muslimske mindretal er i fuld gang – og interneringen af store grupper af ikke-hvide i lejre rundt omkring i landet – og efter i årevis at have lagt “ikke-vestlige” for had som et fremmed og uønsket element i det danske samfund, er tiden altså nu kommet til at indføre tvangsarbejde for afrikanske og mellemøstlige kvinder – hvis de altså vil ha’ smør på brødet.
Man får lyst til at lege med tanken, om arbejdspligten også kommer til at gælde landets direktørfruer, som passivt lever på udbytningen af det arbejdende flertal? Naturligvis ikke, det handler jo om integration, må vi forstå:
– Det er vigtigt for integrationen. Det er vigtigt for de her kvinder. De får et bedre liv, når de kommer ud og har en arbejdsdag, end hvis de sidder hjemme i deres lejlighed. Det er vigtigt for børnene, at de ser deres mor tage afsted om morgenen og bidrage til Danmark, ligesom de fleste andre mødre gør, siger Mette Frederiksen og fortsætter:
– Og så er det også vigtigt for vores arbejdsmarked. For i en virkelighed, hvor vi har brug for flere medarbejdere blandt andet på ældreområdet, der kan det jo ikke nytte noget, at der er nogle, der godt kan arbejde, men som ikke gør det.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
