Antallet af fejl i jobcentrene steg i 2022, viser nye tal fra Ankestyrelsen. Der var fejl af 26 procent af sagerne i 2022. Fejlprocenten var i 2021 på 20 procent. (Der er dog store kommunale forskelle.)
Det bekræfter mig i mine egne erfaringer igennem mange tusind sager opslået i facebookgruppen Jobcentrets Ofre samt mine erfaringer fra alle mine mange sager som bisidder og partsrepræsentant.
“Kommunerne mangler ressourcer.” Gu’ gør de ej, de mangler pli!
De laver bevidst fejl for at fastholde meget syge mennesker på absolut laveste ydelse, i rigtig mange tilfælde helt frem til at borgeren skal på folkepension.
Sagsbehandlerne og socialrådgiverne piver stortuderi, når jeg offentliggør deres navne og sagsakter. Det gør jeg – kun fordi jeg ikke kan påvirke politikerne, ikke kan påvirke Dansk Socialrådgiverforening og HK. Jeg har forsøgt i årevis – på den pæne måde. Det hjalp ikke.
Ærgerligt at personalet i jobcenter endnu ikke har fanget pointen i at gøre, som chefen siger, rette ryggen, gøre honnør, klappe hælene sammen og udføre ulovligheder efter chefens ulovlige instruktionsbeføjelser.
At vente 10 år på lukning af jobcenter og ny lovgivning hjælper ikke de 80.000 meget syge/aktivitetsparate borgere – her og nu! Vi kræver handling nu!
Bitten Vivi Jensen og jeg har i tonsvis af dokumentation for den slags. Vi har kæmpet for bedre arbejdsmiljø og forhold i jobcentrene, således at borgerne kunne være mere trygge i forholdene ved mødet med jobcenter.
Det lykkedes os med vores og vores 30.000 medlemmers kamp via foreningen Jobcentrets Ofre samt andre gode modstandsbevægelser at få presset politikerne til at få lavet ændringer, så socialrådgivere og sagsbehandlere fik meget bedre arbejdsforhold.
Sagsstammerne faldt i for eksempel København fra 220 sager pr. medarbejder til nu 30-40 sager pr. jobcentermedarbejder. Dette burde i sig selv give færre fejl i alle sager.
Men medarbejdere i jobcenter har valgt ikke at lytte til de mange syge borgere. De har valgt fortsat at bruge metoder over for syge og handicappede, som minder lidt om fortidens spøgelser i enmandshæren i Europa – dengang i 1940’erne.
Du må gerne have en anden mening om dette, men faktisk har flere førende fagforeningspersoner og politikere givet mig ret i ovenstående. Alt dette kan du google dig frem til.
Når jeg kommer til møde i jobcenter som partsrepræsentant, så får jeg stort set altid den gode dialog. Men lige så snart jeg forlader jobcenter, så griber socialrådgivere ansat som chefer i jobcenter ind i mange sager og omgør sagsbehandlernes handleplaner.
Nogle burde skamme sig, når de med forsæt træffer ulovlige afgørelser! Derfor er jeg startet med at offentliggøre navne på personalet i jobcenter.
Dialog med Dansk Socialrådgiverforening
HK og Dansk socialrådgiverforening beskytter deres medlemmer, når de begår ulovligheder. HK har valgt ikke at have dialog med de syge borgere. Dansk socialrådgiverforening valgte forleden at afsætte 45 minutter til dialog.
Undertegnede og Michael Neumann fik postevand og kaffe serveret på de bonede gulve i Toldbodgade 19. Stemningen var fin, og selvfølgelig forstår vi da godt argumenter fra Dansk Socialrådgiverforening om, at de er nødt til at beskytte deres medlemmer mod sådan nogle som os, som afslører deres hemmelige ulovligheder.
Signe Færch og Mette Hauerberg virkede stærke som hønemødre over for deres medlemmer, men ville alligevel gerne tale med os.
Jeg mener ikke, vi kom hjem med et resultat fra mødet ud over en hyggelig sludder for en sladder. Michael og jeg blev forsøgt forstået på mødet, de lyttede flittigt, men ingen resultater med hjem. Vi lovede hinanden at mødes igen til efteråret for at evaluere på, om der er sket forbedringer på området.
Fagbevægelsen, som skulle værne om folket og medlemmerne, er med til at legalisere kriminaliteten hos myndigheden.
Derfor fortsætter vores kamp.
Politikerne kan stoppe ulovlighederne – men nægter at deltage. Medarbejdere i jobcenter, som ikke laver ulovligheder, de bliver selvfølgelig ikke offentliggjort.
At vente 10 år på lukning af jobcenter og ny lovgivning hjælper ikke de 80.000 meget syge/aktivitetsparate borgere – her og nu! Vi kræver handling nu!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.