Dyr oprustning
10 år er gået, siden mere end 60.000 undervisere – heraf godt 50.000 folkeskolelærere – i foråret 2013 blev lockoutet i forbindelse med forhandlingerne om nye overenskomster på det offentlige arbejdsmarked.
Den var Danmarkshistoriens største lockout af offentligt ansatte. Mange – især lærerne selv – vil huske konflikten som et opgør med en hel faggruppes kollektive arbejdstidsaftale. Formålet var at skaffe penge til en ny folkeskolereform, og det lykkedes via et aftalt spil mellem politikere på Christiansborg og de offentlige arbejdsgivere.
Lockouten startede den 1. april 2013. Den 26. april vedtog et flertal i Folketinget bestående af samtlige partier bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance Lov 409, som satte en stopper for konflikten og gjorde det muligt at pålægge lærerne flere undervisningslektioner. I dag er det præcis 10 år siden.
Vi vidste godt, at vi ikke kunne vinde den ulige kamp. Resultatet var givet på forhånd, og vi havde ikke en chance.
Lars Bechager
Lovindgrebet flugtede fuldstændigt med de krav, arbejdsgiverne havde stillet til Lærernes Centralorganisation. Med afskaffelsen af lærernes arbejdstidsaftale var vejen banet for store ændringer i folkeskolen, der den dag i dag slæber spor efter sig.
Det kan Lars Bechager, Signe Kløve Dreyer og Jessica Uebelin snakke med om. De var med i 2013, og de er stadig i lærerfaget.
Arbejderen har snakket med dem, og på spørgsmålet om, hvad lærerlockouten har betydet for dem, svarer de nærmest samstemmende:
– Den har mærket os for livet, og vi glemmer den aldrig.
Signe Kløve Dreyer husker tydeligt, hvordan hun havde det med at komme tilbage på arbejdspladsen Pilehaveskolen i Vallensbæk mandagen efter det politiske indgreb:
– Jeg havde slet ikke lyst til at komme på arbejde. Jeg følte, at vi var blevet kørt fuldstændig over. Stemningen på skolen var helt nede under gulvbrædderne.
Det fik den konservative borgmester fra Vallensbæk, Henrik Rasmussen, der i den grad havde bakket op om arbejdsgivernes ageren, at føle, da han mødte op på lærerværelset med personlige håndtryk og morgenbasser.
– Det føltes som den ultimative ydmygelse, og flere nægtede at give ham hånden. Det har taget meget lang tid for lærerstanden at komme sig over den behandling, vi fik for 10 år siden. Jeg oplever, at nederlaget fra dengang stadig sætter dybe spor hos mange, der deltog, lyder det fra Signe Kløve Dreyer.
Lars Bechager oplevede lovindgrebet som et antiklimaks, fordi der havde været så meget energi i aktiviteterne, og man nu stod tilbage på skolen med et nederlag:
– Vi havde gennem ugerne fået stor indsigt i, hvad det her handlede om. Vi vidste godt, at vi ikke kunne vinde den ulige kamp. Resultatet var givet på forhånd, og vi havde ikke en chance. Nu var vi tilbage på arbejde uden arbejdstidsregler, havde mistet en månedsløn plus en måneds anciennitet.
Jessica Uebelin genkender følelsen af nederlaget og af at have taget del i en kamp, hvor udfaldet var givet på forhånd.
Hun var på barsel med sit tredje barn de første par uger af lockouten og havde derfor ikke været med i de forskelligartede aktiviteter, som hendes kollegaer på Kildevældsskolen og andre lærere i Københavnsområdet lavede.
– Jeg havde en følelse af at stå på sidelinjen, selvom jeg havde fulgt med i, hvad der skete. Jeg oplevede optakten til konflikten og overenskomstforhandlingerne som en smædekampagne mod lærerne, siger hun og fortsætter:
– Hjemme havde vi abonnement på Politiken, og den var bestemt ikke på lærernes side. Faktisk var det kun ganske få medier, der talte vores sag og forstod betydningen af blandt andet at have tid til forberedelse. Langt de fleste kørte decideret smædekampagne mod os, og jeg kunne mærke, at det ramte mig ret hårdt. Jeg gik jo der i min egen barselsboble uden nogen at snakke med. Jeg var vred og frustreret.
Følelserne fik Jessica Uebelin, som mange andre, afløb for på Facebook, som forskellige grupper brugte som en vigtig kommunikationsvej mellem de lockoutede på tværs af landet.
14 dage inde i lockouten var hendes barselsorlov slut, og Jessica Uebelin kunne slutte sig til kollegaerne og deltage i de faglige aktiviteter.
Læs også
De lockoutede lærere reagerede meget forskelligt – vrede, frustration, magteløshed. Mange var desorienterede og forvirrede, mens andre gik i handlingsorienteret kamp-mode, fortæller Signe Kløve Dreyer:
– Enkelte kollegaer græd. Det gjorde et stort indtryk på mig. De græd af magtesløshed, og fordi hele deres arbejdsidentitet syntes truet. De græd, fordi de ikke kunne få lov til at passe deres arbejde, og fordi de ikke kunne få lov at forklare deres elever, hvorfor de ikke mødte op. De græd, fordi de følte, at de svigtede deres elever.
Lockouten, som var besluttet af de offentlige arbejdsgivere, var en hård tid, men der var flere ting, der talte på pluskontoen, mener Lars Bechager, der var tillidsrepræsentant på Skolen på Islands Brygge under konflikten:
– Vi blev trynet, men vi vandt en faglig indsigt og et fællesskab. Uanset hvor uretfærdig og overgrebsagtig lockouten føltes, så blev vores fagforening pludselig meget synlig. Det blev tydeligt, hvorfor det er vigtigt at være organiseret, og hvad vi kan opnå ved at stå sammen.
Lange arbejdsdage og ledelseslede
I 2013 arbejdede Signe Kløve Dreyer i Vallensbæk, men blev som følge af skolereformens lange arbejdsdage nødt til at skifte arbejdsplads.
– Vi boede og bor stadig i København, og jeg havde en lille times transport hver vej til og fra arbejde. Med to børn i børnehave og skole kunne det ikke hænge sammen, når jeg skulle være til stede på skolen hver dag fra klokken 8.00 til 16.00.
I 2014 – samme år som den nye skolereform trådte i kraft – blev hun kollega med Lars Bechager på Skolen på Islands Brygge.
– Jeg er enig med Lars i, at der var et fantastisk sammenhold, og at vi opbyggede en faglig stolthed gennem vores aktiviteter. På det personlige plan har jeg bare haft svært ved at tage det med mig.
– Fagforeningen gik ud af konflikten med oprejst pande, fordi den tog kampen, men lærerfaget led et knæk. Det enorme arbejde, som vi udfører i dagligdagen, blev slet ikke værdsat, og meget af det sjove er væk i dag, mener Signe Kløve Dreyer.
Hun har siden lærerlockouten døjet med det, hun kalder “ledelses-lede”:
– Skolearbejdet er meget bundet op på tillid og samarbejde, og inden lockouten følte jeg på alle måder, at jeg var på samme hold som lederne. De var også ansat af kommunerne, og vi havde jo oplevet, hvis der eksempelvis kom spareforslag eller andre forslag oppefra, så kunne de godt finde på at tale imod det og med glimt i øjet sige, at vi nok er nødt til at gøre, som der bliver sagt.
Lederne er medlemmer af Skolelederforeningen, og de deltog derfor ikke i lærernes møder under lockouten.
Det blev så tydeligt, at skolelederne stod på arbejdsgivernes side, og det er jeg ikke helt kommet mig over.
Signe Kløve Dreyer
– Vi hørte intet fra dem, hverken officielt eller sådan lidt bagom. Til gengæld hørte vi formanden for Skolelederforeningen udtale sig positivt om ledelsesretten og det merarbejde, der blev lagt op til. Det blev ikke modsagt, og da vi så kom tilbage på skolen, sagde vores ledere ingenting. Det følte jeg som et enormt svigt. Det blev så tydeligt, at skolelederne stod på arbejdsgivernes side, og det er jeg ikke helt kommet mig over, siger Signe Kløve Dreyer.
Oplevelsen har fået konsekvenser. Tidligere var hun indstillet på at melde sig til udvalg, der skulle pege på muligheder, hvad enten det handlede om at finde besparelser eller om at implementere elevplaner, også selv om hun ikke nødvendigvis selv var enig i de nye tiltag, de blev pålagt.
– I dag tænker jeg, hvis jeg er uenig, at det må de selv løse. På den måde sidder lockouten i mig. Jeg har svært ved at komme mig over, at en helt faggruppe blev udsat for så voldsomt et overgreb.
Også Jessica Uebelin skiftede job som konsekvens af afskaffelsen af den kollektive arbejdstidsaftale og indførelsen af den nye skolereform.
– Jeg havde siden 2002 arbejdet med specialområdet på Kildevældsskolen i Københavns Kommune, men reformen gjorde, at jeg slet ikke kunne se de her børn fungere med længere skoledage, så jeg skiftede til normalområdet. I dag arbejder jeg på Nørrebro Park Skolen.
Lockoutvest på museum
Selvom der er gået 10 år, så bliver den 47-årige lærer stadig berørt, og vreden kommer stærkt tilbage, når konflikten kommer på tale, eller hun på anden måde bliver mindet om den. Hun fortæller om en oplevelse i 2019, hvor hun var på Nationalmuseet med sin datter. De så en udstilling om nyere tid i Danmarkshistorien.
– Ved år 2013 var der kun en lockoutvest. Jeg blev så rørt over uforvarende at blive konfronteret med den velkendte vest igen og kunne mærke den her grundlæggende følelse af, at vi blev udsat for et overgreb og aftalt spil. Det var voldsomt.
Lærerlockouten fik også konsekvenser for Lars Bechager, der blev valgt som tillidsrepræsentant i 2012.
– Der var så meget drøn på under konflikten, som gjorde, at jeg var ekstra meget hjemmefra. Med tre små børn kunne det slet ikke hænge sammen, så jeg stod af i juni 2013.
Efter nogle års pause blev han tillidsrepræsentant igen i 2016.
– Den fagpolitiske del af lærerlockouten blev en slags fagpolitisk vækkelse for mig, som jeg ikke kunne slippe. Det er helt åbenlyst for mig, at man ikke får noget ud af at melde sig ud af en fagforening. Man får i hvert fald hverken højere løn eller bedre arbejdsforhold ved at melde sig ud og svække den faglige organisering.
Selvom en del lærere i frustration over, at det ikke lykkedes at vinde den ulige kamp, meldte sig ud, så oplevede Lars Bechager, at kollegaer på hans egen skole, der ikke tidligere havde været medlemmer, meldte sig ind i Danmarks Lærerforening.
Planen var klar
Som det allerede har været nævnt nogle gange, så var hele forløbet op til og under lærerlockouten aftalt på forhånd. Det var orkestreret af en absolut inderkreds i den daværende S, SF og R-regering, hvilket er indgående beskrevet i bogen “Søren og Mette i benlås” skrevet af Anders-Peter Mathiasen.
Her kan man blandt andet læse, at daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) allerede i 2012 holdt møde med andre partiledere for at høre, om de ville støtte et forventet regeringsindgreb i lærernes overenskomst i foråret 2013.
Derfor gav det mening, at Kommunernes Landsforening (KL), der havde opsagt lærernes arbejdstidsaftale, aldrig gik ind i reelle forhandlinger ved OK13 om en ny aftale. De offentlige arbejdsgivere vidste i forvejen, at regeringen ville gennemføre arbejdsgivernes krav, hvis lærerne ikke selv accepterede dem.
At lærerlockouten var et nøje planlagt opgør med arbejdstidsreglerne, er også noget af det, der stadig berører de tre lærere allermest.
Lars Bechager blev som tillidsrepræsentant og gennem møder i Københavns Lærerforening varslet om, at KL ved overenskomstforhandlingerne i ’13 ville sætte hårdt mod hårdt.
– En kollega på min skole havde set det papir – masterplanen – der beskrev, hvordan det hele skulle forløbe. Men det var svært at tro på det. Det virkede så vanvittigt, og vi anede ikke, hvordan det ville være at blive udelukket fra sin arbejdsplads, fortæller Lars Bechager.
Lærere i kampmode
Fælles for de tre lærere, som Arbejderen har snakket med, er, at de gik i kamp-mode. De fandt sig ikke stiltiende i at blive trynet.
Da lærerne var forment adgang til deres arbejdspladser, mødtes de rundt om forskellige steder i byen, hvor de sammen udklækkede fantasifulde aktiviteter. De malede bannere, skrev læserbreve og taler, arrangerede demonstrationer og aktioner. De ville være synlige, fortælle befolkningen hvad konflikten gik ud på, og at det ikke var lærerne, der havde valgt at strejke, men arbejdsgiverne der havde trukket lockout-kortet.
Lærerlockouten var en 25 dage lang landsdækkende konflikt i april 2013, udløst af de offentlige arbejdsgivere. I alt blev cirka 67.000 overenskomstansatte lærere på en række forskellige skoletyper i Danmark. Omkring 50.000 af lærerne arbejdede i Folkeskolen, mens resten arbejdede på for eksempel ungdomsskoler, produktionsskoler, sprogskoler samt AMU– og voksenundervisningscentre (VUC).
Lockouten, som var forårsaget af sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation og KL, begyndte den 1. april 2013. Den resulterede i, at cirka 557.000 folkeskoleelever fik stærkt begrænset undervisning i perioden, da der kun var de tjenestemandsansatte lærere til at undervise, suppleret af de forholdsvis få lærere, der ikke var medlemmer af fagforeningerne under Lærernes Centralorganisation. Parallelt hermed blev cirka 220.000 elever og kursister berørt af Finansministeriets lockout af lærerne på produktionsskoler m.v.
Lockouten sluttede efter 25 dage, fredag den 26. april 2013, da et flertal i Folketinget bestående af samtlige partier bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance vedtog et lovindgreb, baseret på et udspil regeringen havde fremlagt dagen før.
Lars Bechager og kollegerne mødtes for det meste i Amager Bio, hvor også lærere fra andre skoler samledes. Han fremhæver et par af de aktiviteter, der har sat sig i hans hukommelse:
– Den ene af dem var, da der blev lavet flashmob på Rådhuspladsen. Man skulle møde op med en bog, og på et bestemt tegn lade bogen falde. Det var helt vildt at høre 5.000 bøger falde på samme tid.
På samme tid blev der gennemført en tilsvarende flashmob på Store Torv i Holstebro.
Lars Bechager fortæller, at han og en kollega fik banket et stort banner sammen med teksten MAGTENS CORIDORYDON, som refererer til magtens korridorer og daværende finansminister Bjarne Corydon (S).
– Det havde vi med rundt i det meste af København, når vi lavede aktioner, og det vakte opsigt. Jeg husker især, da vi plantede banneret foran Finansministeriet til stor fornøjelse for Corydons medarbejdere, der flittigt tog billeder.
Endelig nævner han en demonstration foran KL-bygningen. Lærerne fra Skolen på Islands Brygge havde lavet nøgler i pap – symbolske arbejdsnøgler – som de havde samlet i en kasse og overrakte til Michael Ziegler, der var KL’s overenskomstforhandler.
Hånd i hånd fra Vallensbæk til København
Vallensbæk Lærerkreds er lille med kun tre folkeskoler, men alligevel var der også her masser af aktivitet, fortæller Signe Kløve Dreyer.
Som alle andre steder betød lockouten helt bogstaveligt, at det blev ulovligt for de overenskomstansatte lærere at være på skolerne eller skolernes matrikler. Signe Kløve Dreyer og kollegaerne mødtes i stedet i Hvidovre Sejlklub, hvor de gik i gang med at planlægge aktioner.
Eksempelvis blev et hegn rundt om hendes arbejdsplads plastret til med sedler i masser af farver.
– Her skrev vi om alle de ting, der ikke blev til noget, fordi arbejdsgiverne forhindrede os i at udføre vores arbejde. Det var for eksempel tur på museum med 5. b, forældremøde med 7. b og lejrskole med 1. klasse.
Signe Kløve Dreyer fremhæver også en lockoutmarch fra Roskilde Torv til Rådhuspladsen i København. En strækning på 35 kilometer.
– Sammen med lærere fra hele Vestegnen havde vi også i nogle dage i træk stået hånd i hånd langs Roskildevej i myldretiden med bannere og gule veste for at vise, at så meget fylder vi. Så mange er vi, der er udelukket fra at arbejde. Det vakte opmærksomhed, husker den 46-årige lærer.
Alle kneb gælder
Som led i det planlagte overgreb på lærerne tog de kommunale arbejdsgivere i Kommunernes Landsforening (KL) “beskidte” metoder i brug. De lancerede blandt andet en kampagne ved stationer og busstoppesteder. På store plakater stod der, om det er rimeligt, at folkeskolelærere kun arbejder 15 timer om ugen, når alle andre arbejder i 37 timer.
– Jeg kender ingen lærere, der kun underviser 15 timer om ugen. KL havde tryllet med tallene. Som eksempel regnede KL med 60 minutter altså hele timer, men vi underviste i lektioner af 45 minutters varighed, fortæller Signe Kløve Dreyer.
Nogle af politikerne, der stod bag overgrebet i 2013, har indrømmet, at det ikke var godt, men jeg tror ikke, alle er klar over, hvor meget de har nået at ødelægge.
Jessica Uebelin
Det viste sig også, at KL havde pillet masser af timer ud af regnskabet. Eksempelvis var it-kyndige lærere med få undervisningstimer, men som brugte hovedparten af arbejdstiden på skolernes it, ikke regnet med. Det samme gjaldt for bibliotekarer og andre lærere med særlige opgaver på skolerne, der ikke direkte havde med undervisning af elever at gøre.
– Ligesom en kirurg skal forberede sig og hele tiden opdatere sig på ny viden og hjælperedskaber og derfor ikke kun er på arbejde under selve operationen, så har vi lærere også brug for at forberede os og orientere os om nye undervisningsmaterialer og -metoder.
– KL’s tal var ren manipulation, men alligevel lod Skolelederforeningen dem stå uimodsagt, og det skubbede til min ledelseslede, siger Signe Kløve Dreyer.
Det lød for godt til at være sandt
Det, der forargede de tre lærere mest – og stadig fylder – var, at de kombinerede afskaffelsen af lærernes arbejdstidsaftale med en ny skolereform.
Isoleret set kunne de se gode takter i den nye skolereform, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterede på et pressemøde den 4. december 2012. Statsministeren lovede et markant fagligt løft af folkeskolen. Senere samme dag fulgte daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) op med løfter om en reform, der skulle forbedre trivslen og mindske betydningen af elevernes sociale baggrund.
– Det hed sig, at vi ikke skulle arbejde mere, men anderledes. Og det med at kombinere bevægelse med andre fag, kunne jeg se masser af muligheder i, husker Lars Bechager.
Signe Kløve Dreyer fortsætter i samme spor:
– Det med plads til mere motion og bevægelse, flere praktiske og musiske fag og plads til anderledes undervisning lød jo godt. Jeg tænkte dog også, at det ville komme til at koste at lave undervisning, der er både bedre og mere nuanceret, siger Signe Kløve Dreyer.
Et halvt år senere erfarede lærerne da også, at det var for godt til at være sandt. Pengene til den nye skolereform skulle findes ved at afskaffe lærernes arbejdstid, og ved at lærerne skulle arbejde mere.
Enorm omvæltning for lærere og elever
Lov 409 og den nye folkeskolereform trådte i kraft ved skoleårets start den 1. august 2014, hvilket ændrede hverdagen radikalt for både lærere og elever. Omvæltningen var enorm, lyder det samstemmende fra Lars Bechager, Signe Kløve Dreyer og Jessica Uebelin.
Lærerne skulle som udgangspunkt være til stede på skolen hver dag fra klokken 8:00 til 16:00, alle fik flere undervisningstimer, og eleverne fik længere skoledage.
Da Lars Bechager startede som lærer i 2002, havde han 22 undervisningslektioner om ugen. Nu siger han, at det mange steder hedder undervisning i 27-28 lektioner, og at det betyder mindre tid til forberedelse.
– Nogen spurgte, hvordan skal vi forberede os? Tidligere var det fuldstændig velanset, at man kunne gå hjem klokken 10 og arbejde videre hjemme eller slappe af og så i løbet af en weekend arbejde i bund med eksempelvis at rette opgaver. Nu skulle vi gøre det på skolen i en time her og en time der, og hvor vi nu kunne finde plads, fortæller Signe Kløve Dreyer.
Langt de fleste skoler var slet ikke gearet til, at alle lærere skulle opholde sig på arbejdspladsen en hel dag. Undervisningsminister Antorini blev forelagt problemet og spørgsmålet om, hvor lærerne skulle forberede sig, og Signe Kløve Dreyer husker, at hun svarede, at det måtte lærerne fikse eller rette i timerne, mens eleverne arbejdede.
– Det citat hang i mig længe. Tidligere kunne jeg aldrig finde på at kigge ned i min computer, mens jeg har siddet i klasseværelset. Nu fik jeg at vide af ministeren, at det var det, jeg skulle gøre.
Forberedelserne bliver derefter, og det går ud over engagementet. Nogle dage er der otte undervisningstimer i streg, og så har hun slet ingen tid til forberedelse og må møde op til næste dags timer uforberedt. Antallet af årlige, skriftlige danskafleveringer måtte hun halvere fra otte til fire, for at hun kunne nå at rette dem alle indenfor arbejdstiden. En betydelig forringelse af undervisningskvaliteten for eleverne og til stor fortrydelse for forældrene til udskolingselever.
Lange skoledage
Også eleverne mærkede, at det var nye tider.
– Det var super tydeligt, at eleverne, især dem på mellemtrinene (4.-6. klasse?), fik meget lange skoledage. Inden reformen havde 6. klasse aldrig timer efter klokken 13.30. Nu havde de skema til klokken 15 hver dag. Det var en kæmpe forøgelse af timetallet, og det kunne de slet ikke håndtere. De var så vant til, at de efter frokost kun skulle have en enkelt time. Nu skulle de have næsten samme antal timer også efter frokost.
Der blev også færre timer til specialopgaver – it, bibliotek, tjek af faglokaler og lignende.
Signe Kløve Dreyer underviser i håndværk og design og havde før skolereformen tid til at bestille nye materialer hjem og “gøre faglokalet lækkert” og inspirerende.
– Det blev skåret ned til 0. Det blev stik modsat, hvad der var intentionen.
Det udsagn tilslutter Jessica Uebelin sig:
– Alt det om at vi skal være mere ud og være mere kreative, det holder slet ikke. Arbejdsdagen er blevet mere stresset. Vi har ikke tilstrækkelig tid til at forberede os og ikke tid til at arbejde i dybden med mine kollegaer. Det ender alt for tit med, at vi nøjes med at gøre, det vi kan, og ikke det vi gerne ville. Det mærker jeg tydeligt. Der er sket en form for ensretning, og undervisningen er blevet mere kedelig.
Jessica Uebeling kan mærke, at det går ud over engagementet og desværre også rammer eleverne, hvilket viser sig ved lavere trivsel og stigende skolefravær.
– Mange nye lærere kommer med en stor passion, men de brænder hurtigt ud, og det er uholdbart, da vi mangler uddannede lærere, siger Jessica Uebelin.
Lærere er der nok af – bare ikke i folkeskolen
Konkrete tal understreger alvoren. 18 procent af dem, der underviser i folkeskolen i dag, er ikke læreruddannet, og mange er forsvundet fra faget igen efter to år. 28.000 uddannede folkeskolelærere arbejder uden for folkeskolen, så der mangler ikke lærere, men folkeskolen gør.
– Skal den udvikling vendes, og skal man drive og have en god folkeskole, så er det afgørende og noget af det allervigtigste at lave om på vilkårene. Vilkårene er blevet dårligere, og de skal blive bedre, hvis det skal lykkes at tiltrække og fastholde gode kollegaer, mener Lars Bechager.
De to kvindelige lærere er helt enige, og de håber på nye tider.
– Jeg tror efterhånden, at man fra samfundets side har fundet ud af, hvor vigtig en institution folkeskolen er, og hvor vigtige lærerne er, siger Jessica Uebelin og fortsætter:
– Nogle af politikerne, der stod bag overgrebet i 2013, har indrømmet, at det ikke var godt, men jeg tror ikke, alle er klar over, hvor meget de har nået at ødelægge.
Nogle ændringer er der imidlertid sket.
I 2018 indgik Danmarks Lærerforening en aftale – “Ny Start” – med KL. Aftalen banede vej for, at Lov 409 i 2020 blev afløst af en ny aftale mellem parterne. Med aftalen er tillidsrepræsentanten og lærerne sikret en direkte stemme i forhold til de ledelsesmæssige prioriteringer i kommunen og på skolen, skriver Folkeskolen.dk.
Parterne har givet hinanden håndslag på, at den gode skole kun kan skabes gennem fællesskab materialiseret i det fælles projekt “Sammen om Skolen.”
Læs også
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
