Militær støtte til Ukraine er den hurtigste vej til fred, mener NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg, der den 21. marts udgav NATO's årsrapport. Men det er Eva Jonsson fra Nej Till NATO uenig i. "NATO optræder i stigende grad åbent som en krigsførende part, på trods af at Ukraine ikke er et NATO-land. Det er tragisk, at tusinder af menneskeliv går tabt på begge sider", lyder det fra hende.
FOTO: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Siden 2014 har NATO-landene brugt 350 milliarder dollars ekstra på militær. En stor del våben er gået til Ukraine. Her kampvogn i Zaporizhzhia i Ukraine den 29. marts.
Indtil videre har NATO-lande ydet militær støtte på over 65 milliarder euro til Ukraine.
Det var en stolt generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg, der den 21. marts kunne præsentere krigsalliancens årsrapport for 2022.
Han mener, at fælles indkøb – som NATO-landene er blevet enige om – er af stor værdi. Flere lande diskuterer i øjeblikket at sende fly. Tidligere i marts besluttede flere lande at sende Leopard-kampvogne, og de første af én million artillerigranater er allerede på vej.
NATO optræder som en krigsførende part, selv om Ukraine ikke er et NATO-land.
Eva Jonsson, Nej till Nato
– Fælles indkøb sætter fart på og udnytter stordriftsfordelen, sagde Stoltenberg på pressemødet.
I januar sagde generalsekretæren direkte, at “Våben er vejen til fred”. Og han uddybede senere i en tale på en sikkerhedskonference i Sälen i Sverige.
– Det lyder måske som et paradoks, men militær støtte til Ukraine er den hurtigste vej til fred. Vi ved, at de fleste krige ender ved forhandlingsbordet – sandsynligvis også denne krig – men vi ved, at det, som Ukraine kan opnå i disse forhandlinger, uløseligt afhænger af den militære situation, sagde Stoltenberg.
Men det er ikke vejen at gå, mener Eva Jonsson fra den svenske landsforening Nej till Nato.
– NATO optræder i stigende grad åbent som en krigsførende part, på trods af at Ukraine ikke er et NATO-land. Det er tragisk for befolkningen i Ukraine, at krigen eskalerer og forlænges, siger hun til Arbejderen.
– Folk dør unødigt i tusindvis, fortsætter hun.
Forarmet uran
Eva Jonsson tilføjer, at de vestlige magter, især Storbritannien og USA, har gjort alt for at forhindre en fredelig løsning på konflikten, senest ved at London har besluttet at sende granater med foramet uran.
– Det betyder, at radioaktive stoffer vil påvirke landets befolkning i generationer fremover, som vi har set det under krigene i Irak og Serbien, forklarer hun.
Forarmet uran er et radioaktivt tungmetal. Det er et biprodukt af uran i reaktorkvalitet, og militært anvendes det til at gennemtrænge panser.
“Risikoen er ikke, at ammunition med forarmet uran forårsager en atomeksplosion. Risikoen er, at effekten af dens anvendelse medfører, at giftigt eller radioaktivt støv frigives, og hvis dette efterfølgende indåndes eller indtages på anden vis, har det meget betydelige negative sundhedsmæssige konsekvenser”, oplyser den britiske fredssammenslutning Stop The War.
Ifølge Stop The War har Storbritanniens og USA’s brug af forarmet uran allerede gjort stor skade på den lokale befolkning under krigen i Irak, hvor antallet af syge med lymfe- og brystkræft steg kraftigt, mens børn blev født med alvorlige misdannelser.
Tjener store penge fra skatteyderne
Alligevel var Jens Stoltenberg på pressemødet glad for, at NATO’s medlemslande for ottende år i træk har øget deres såkaldte “forsvarsudgifter” og sender våben til Ukraine.
Sidste år steg militærudgifterne med 2,2 procent i faste priser. Og siden 2014 har NATO-landene brugt yderligere 350 milliarder dollars ekstra på forsvar.
Jens Stoltenberg glæder sig til at mødes til topmøde i NATO i Litauen i juli, hvor alliancen vil “fortsætte med at styrke afskrækkelse og forsvar”.
Han forventer, at deltagerne her “vil blive enige om et nyt, mere ambitiøst løfte om højere forsvarsudgifter”.
Eva Jonsson mener derimod, at der er et våbenhysteri i gang.
– Hos os ser den svenske våbenindustri muligheder for at tjene store penge – skatteydernes penge – på våbenleverancer til Ukraine, konstaterer hun.
Den svenske fredsaktivist modsætter sig altså den norske generalsekretær for NATO, der anser våbenleverancer til Ukraine for at være den eneste måde, hvorpå Rusland kan besejres.
– Putin troede, at han kunne bryde NATO-enheden, men vi står stærkt og forenet og yder en hidtil uset støtte til Ukraine, sagde han og tilføjede, at “Putin ikke må vinde”.
Ligeledes advarer NATO-rapporten:
“Hvis Putin vinder, viser det, at aggression virker, og at udøvelse af magt belønnes. Dette ville være farligt for vores egen sikkerhed og for hele verden”.
Fredsforhandlinger nu!
Eva Jonsson ryster på hovedet over krigsretorikken.
– Det eneste, der sejrer, er krigen, der forlænges. Rusland vil vinde uanset hvad. Også uanset hvad vi mener om Ruslands invasion. En fortsat krig vil betyde flere døde. Vi må have fredsforhandlinger nu. Og NATO må indse, at Rusland i mange år har følt sig meget truet af NATO’s pres, der er rykket længere og længere mod øst, lyder det fra den svenske fredsaktivist.
Hun oplyser, at der inden for Nej till NATO i Sverige er forskellige holdninger til krigen i Ukraine og dens årsager.
– Personligt mener jeg, at det er en krig, der er fremprovokeret af de vestlige magter for at svække Rusland. Ukraine er centrum for krigen mellem de imperialistiske vestlige magter og Rusland. Vesten er i den forbindelse ligeglad med det ukrainske folk, men handler bevidst for at dele og herske, siger hun og fortsætter:
– De ønsker, at Ukraine skal kæmpe mod Rusland “til sidste ukrainer”, eller “så længe det tager”. NATO er et redskab for USA’s strategiske mål – at splitte og underkaste Rusland og derefter Kina.
“269 landsforrædere i Riksdagen”
I årsrapporten fra NATO glæder generalsekretær Jens Stoltenberg sig over, at Sverige og Finland har ansøgt om medlemskab af NATO.
– Finlands og Sveriges tiltrædelse vil gøre dem mere sikre og vores alliance stærkere. Og vi demonstrerer, at NATO’s dør forbliver åben, sagde Stoltenberg og tilføjede, at med de to landes indtræden i NATO fordobles længden af NATO’s grænse til Rusland.
Den 22. marts stemte et flertal af medlemmerne af Sveriges parlament, Riksdagen, ja til at blive medlem af NATO. NATO-medlemskabet vil blandt andet betyde, at NATO-militæret får immunitet på svensk jord, og at udøvelsen af svensk myndighed overføres til en anden part.
Eva Jonsson er vred på de 269, der stemte ja, inklusive Socialdemokraterna.
– De er intet mindre end landsforrædere. Det er en katastrofe. Vi har i Sverige haft 200 års neutralitet, men jeg tror, svenskerne helt har glemt, hvad krig er, siger hun.
Hun mener, at “Sveriges rolle som modererende og mæglende kraft for fred er yderst presserende”.
– Sverige behøver ikke NATO for at sikre freden. Det er NATO, som behøver Sverige for at styrke krig, forklarer Eva Jonsson, før hun retter kritik mod processen for den svenske NATO-ansøgning:
– Det er dybt alvorligt, at beslutningen om at ansøge om medlemskab af NATO blev truffet på en kupagtig måde, hen over hovedet på det svenske folk. Sandsynligvis var det også i strid med den svenske forfatning. Det skete, uden at offentligheden fik mulighed for at samle information om, hvilken organisation NATO er.
– NATO er slet ikke en forsvarsalliance, men en aggressionsalliance og atomalliance i USA’s interesse. NATO har været aggressor i krigene mod Jugoslavien, Libyen og Afghanistan.
– Riksdagens beslutning øger risikoen for, at Sverige ender som en krigszone – muligvis også i en atomkrig, siger Eva Jonsson til Arbejderen.
37 medlemmer af Riksdagen – fra Miljøpartiet og Venstrepartiet – stemte nej til, at Sverige skulle søge om optagelse i NATO. I alt 43 medlemmer af Riksdagen var fraværende.
Den svenske ugeavis Proletären bragte den 25. marts en artikel med navnene på de 269 politikere, der stemte ja. Artiklen har overskriften: “269 landsforrædere i Riksdagen – her er alle navnene”.
Øredøvende propaganda
Ifølge Jens Stoltenberg og NATO’s årsrapport viser de seneste meningsmålinger i alle 30 medlemslandene, at støtten til NATO ligger på 82 procent.
– De adspurgte mener, at det er vigtigt, at Nordamerika og Europa arbejder sammen for vores fælles sikkerheds skyld. Og 61 procent mener, at NATO-medlemskab gør et angreb fra en fremmed nation mindre sandsynligt, sagde han.
Eva Jonsson mener derimod, at propaganda har en stor skyld i, at almindelige mennesker i blandt andet Sverige pludselig accepterer NATO og flere våben.
– Det giver absolut ingen sikkerhed at have NATO i sin baghave. Propagandaen for flere våben og NATO er imidlertid øredøvende. Selv i min familie er der folk, som er påvirket af propagandaen, siger hun og fortsætter:
– Det er som i et diktatur her i Sverige. Almindelige mennesker lever som i en boble, hvor de har nok at gøre med at klare højere priser og huslån. Imens rustes der op. Det er ufatteligt, hvad der sker.
Hvad gør I så ved det?
– Information. Information. Information, lyder svaret fra fredsaktivisten.
“Kina udfordrer”
Ifølge Jens Stoltenberg og NATO’s årsrapport er Kina en større og større trussel mod “den frie verden”.
– Kina udfordrer vores interesser, sikkerhed og værdier, slog han på pressemødet fast.
Ifølge Jens Stoltenberg har NATO informationer om, at Rusland har bedt Kina om “dødbringende våben” til brug i Ukraine.
– Kina skal ikke yde dødelig bistand til Rusland. Det ville være at støtte en ulovlig krig og kun forlænge krigen og støtte Ruslands ulovlige invasion af Ukraine, lød det fra generalsekretæren.
Men Eva Jonsson mener, at NATO er dobbeltmoralsk ved selv at yde militær støtte til Ukraine. Om “truslen fra Kina” siger hun:
– Kina er ikke en trussel mod NATO-landene eller noget andet land. Tværtimod er det USA, der omringer, truer og forsøger at splitte Kina. Det er naturligvis meget bekymrende, at NATO nu i stigende grad bliver inddraget i denne konflikt i Østasien og udvikler et samarbejde med USA’s allierede i regionen.
Jens Stoltenberg fastholdt dog på pressemødet, at både Rusland og Kina er en “strategisk konkurrence” for NATO – fordi begge lande er “autoritære regimer, der udfordrer den regelbaserede internationale orden”.
– NATO hævder at have ret til at føre krig i alle retninger og på alle verdenshavene og i rummet, kritiserer Eva Jonsson.
For en fredelig verden
Eva Jonsson mener, at en varig fred i verden kræver, at stormagter og deres allierede ophører med alle forsøg på at undertvinge andre lande og deres naturressourcer ved hjælp af magt, sanktioner og afpresning.
– Fred kan kun opnås gennem en beslutsom kamp mod de magter, anført af USA, der gør dette. Fred kræver også venskab, samarbejde og kulturel udveksling mellem folkeslag, ikke fjendtlighed og forsøg på at afskære os fra kontakt med andre. Der er brug for en global kamp for fred, hvor selv folk i små lande som Sverige og Danmark har en rolle at spille, slutter hun.
Den 10. juni samler store dele af fredsbevægelsen i Europa sig i Wien for at diskutere og vedtage en erklæring for fred.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Krig er fred; slaveri er frihed; uvidenhed er styrke (Orwell; 1984)
Alle politiske partier ønsker krig; alle journalistiske outlets (pånær Arbejderen) taler for krig; store dele af befolkningen ønsker krig, for kun gennem krig får vi fred; kun gennem total overvågning og kontrol får vi frihed og kun gennem grænseløs stupiditet får vi kundskab
GO Globaloffice Analytics
Rusland og Det alliancefri Norden
Har nogen overvejet den mulighed at Rusland billigede “den alliancefrie nedrustnings -og fredspolitik” med norden som neutral mægler via de 4 nordiske lande og at Rusland havde kunnet tænke sig at ville have tilbudt dem og norden en kernevåbenfri garanti og en militær og sikkerhedspolitisk paraplybeskyttelse af norden imod en evt. kommende imperialistisk kernevåbenkrig?
GO globaloffice Analytics
Samarbejdsregeringen og rigsdagen/ folketinget
– Vi bør rejse spørgsmålet om amerikanske baseaftaler i Sverige hhv. Danmark strider imod den nationale forfatning mht. den nationale suverænitet og få prøvet dette ved højeste domstol.
Global News: – Sanna Marin stopper som partileder for socialdemokratiet i Finland. Vi vurderer hun skal køres i stilling til at afløse nordmanden Jens Stoltenberg som ny formand for NATO. Det er dog stadig en prognose.
Prisen for hendes personlige landsforræderi, socialdemokratiets svigt og for sit Finlands forræderi.
Ligesom Helle Thorning, var hun dårligt nok socialdemokrat før hun blev valgt; til først Socialdemokratiets formand og siden til statsminister.
Nu er hun heller ikke det mere. Derimod er hun agent for amerikanerne.
Respekt til Eva Jonsson . Modig og principfast. Stort tak for artiklen. Vi kunne sørme bruge den slags her i Danmark , virker som om mange af vores politikere (som aldrig før) bukker og nejer for de store nato magter , mener de VIRKELIG hvad de siger og gør ? eller er det en form for politisk overlevelse ? i så fald moralsk korruption af værste slags . Medierne er tilsyneladende mere underholdning og masse hypnose end noget andet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Du kan være med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bliv abonnent eller overfør et støttebeløb.