I dag, onsdag, den 19. april, træder Cubas nyvalgte parlament sammen for første gang siden valget den 26. marts. Parlamentet skal som en af sine første opgaver vælge landets præsident, vicepræsident, parlamentsformand og ministerrådet for de kommende fem år, skriver den latinamerikanske tv-station TeleSur.
Cubas nuværende præsident, Miguel Diaz-Canel, der tiltrådte i 2018, ventes at være en af kandidaterne til præsidentposten, som kræver mindst 50 procent af stemmerne fra de 470 nyvalgte medlemmer af Nationalforsamlingen.
Valget, der fandt sted den 26. marts, viste fortsat stor opbakning til landets regering og præsident. Hele 75,9 procent af vælgerne deltog i valget, skriver det latinamerikanske nyhedsbureau Prensa Latina. Trods opfordringer fra provestlige kræfter i Cuba om at boykotte af valget.
USA forsøgte at påvirke valget
En række vestlige medier havde ellers håbet, at de cubanske vælgere ville afstå fra at stemme. Eksempelvis skrev mediet VOA, der finansieres af USA’s regering, en artikel med overskriften “Afståelse fra at stemme er et centralt spørgsmål, når cubanerne stemmer ved parlamentsvalget.”
USA’s viceudenrigsminister for Latinamerika, Brian Nichols, forsøgte at påvirke valget, to dage før det skulle finde sted, i et tweet. Her skrev Nichols både på spansk og engelsk:
“På søndag vil cubanerne igen blive nægtet et reelt valg til deres nationalforsamling. Når det eneste valg er kommunistpartiet, og lukkede udvalg vælger kandidater til at stille op uden modkandidater, er der intet demokrati, kun autokrati og elendighed. Cubanerne fortjener at vælge, hvem der skal repræsentere dem.”
Valget, der fandt sted den 26. marts, viste fortsat stor opbakning til landets regering og præsident. Hele 75,9 procent af vælgerne deltog i valget.
Dagen efter valget tog Cubas udenrigsminister Bruno Rodríguez Parrilla til genmæle på Twitter og kaldte USA’s forsøg på indblanding for uacceptabel. Han tilføjede:
“Der er lidt eller intet at lære af det amerikanske forældede & elitære system, hvor penge er det vigtigste, og hvor to politiske partier skiftes til at sidde i en regering bestående af det samme mindretal.”
Opfordrede til boykot
Modstandere i Cuba af landets socialistiske regering og forfatning opfordrede direkte til boykot af valget.
Manuel Cuesta Morúa, medlem af anticubanske organisation Council for a Democratic Transition in Cuba, delte på sin facebookprofil den 17. marts et opslag fra Cuba siger nej til diktatur (Cubadice no a la dictatura), der opfordrede de cubanske vælgere til at boykotte valget den 26. marts:
“10 dage før den valgfarce, som diktaturet vil afholde den 26. marts, 64.000 grunde til ikke at stemme. Lad din protest være dit fravær ved valget. Lad din stemme være en afståelse fra at stemme. Lad dig ikke fange for det: Lad være med at stemme den 26.”
Og to dage før valget erklærede Manuel Cuesta Morúa ifølge AFP: “Folk vil afholde sig fra at stemme, fordi de er lede og kede af et system, der ikke repræsenterer samfundets mangfoldighed. Der er ingen mulighed for borgerne for at vælge mellem forskellige ansigter, forskellige alternativer og forskellige visioner.”
Kampagnen for boykot kan næppe kaldes en succes. Ganske vidst er valgdeltagelsen faldet i de seneste år, men ved valget i år var deltagelsen 1,8 procent højere end ved folkeafstemningen om en ny familielov i september 2023 og 7,36 procent højere end ved lokalvalget 27. november 2022.
Alina Balseiro, formand for Cubas Nationale Valgkommission (CEN), har ifølge Prensa Latina oplyst, at af de afgivne stemmer blev 90,28 procent godkendt, 3,5 procent blev annulleret på grund af fejl, mens 6,22 procent af stemmerne var blanke.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.