Sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale har sagt det længe. Sundhedsvæsenet er under pres, og de mest syge patienter får ikke behandling i tide. Så meget desto mere frustrerende er det, at regeringens svar på problemerne er – endnu en sundhedskommission.
I sidste uge kunne vi konstatere, at kræftpatienter nu venter så længe på operation, at de ikke når behandling i tide.
For en måned siden var det en overlæge fra sygehuset i Gødstrup, som advarede om, at patienter risikerede at dø, fordi der ikke var personale nok til at tage imod syge patienter i Akutafdelingen. Overlægen har siden sagt sin stilling op.
Forinden havde jeg spurgt ind til sagen – hvor sundhedsministeren svarede, at “ingen data kunne understøtte, at patienterne ikke blev behandlet i tide.”
Jeg undrer mig over, hvad ministeren vil svare på mit samrådsspørgsmål om den manglende kræftbehandling. Her var der nemlig heller ingen data, som kunne understøtte, at patienter ikke blev behandlet i tide.
Sundhedsministeren har ganske vist hurtigt formuleret en handlingsplan for kræftpatienter, men planen er bare endnu en papirtiger, som på ingen måde flytter ressourcer til den vigtige kræftbehandling.
Til sammenligning kunne regeringen finde to milliarder kroner, som giver flere mindre akutte patienter ret til behandling på private hospitaler. Det er en indsats, som understøtter en kendt borgerlig ideologi om, at hvis vi bare styrker konkurrencen mellem den private og den offentlige sektor, så skal det nok få de ansatte til at præstere mere.
Sådan er det ikke gået. Konkurrencen har blot flyttet personale fra de offentlige sygehuse til de private sygehuse. Konkurrencen har nemlig fra start været skæv. For modsat den offentlige sektor kan de private sygehuse bruge løn som middel til rekruttering af det nødvendige personale. Og det gør de.
For en måned siden var det en overlæge fra sygehuset i Gødstrup, som advarede om, at patienter risikerede at dø, fordi der ikke var personale nok til at tage imod syge patienter i Akutafdelingen.
Jeg forstår godt, at sundhedspersonale vælger de job, som giver den bedste løn. Men mere privatisering vil ikke resultere i varige forbedringer af løn- og ansættelsesvilkår.
Den opmærksomme har nok også bemærket, at regeringen med sin seneste akutpakke også forlanger, at de private sygehuse skruer priserne ned med 12 procent, mod at de til gengæld får flere patienter.
Til gengæld vil den øgede privatisering undergrave den demokratiske prioritering af sundhedsindsatsen – en prioritering, som er nødvendig, når der er for meget arbejde til for få ansatte.
I den situation er det vigtigt, at vi prioriterer de mest syge patienter først. Men når de private sygehuse tager sig af de mindst komplicerede patienter og samtidig kan bruge løn til rekruttering af personale til flere operationer, så vil det jo desværre efterlade de mest syge patienter i en situation, hvor der mangler personale til den vigtigste behandling.
Men sundhedsforsikringer og privat betalingsevne skaber også en øget ulighed i sundhed. For det første vil borgere gerne have noget ud af deres forsikring. Og det kan betyde, at man efterspørger undersøgelser og behandlinger, som der ikke nødvendigvis er fagligt belæg for, selv om det tærer på de sparsomme ressourcer i sundhedsvæsenet.
For det andet er det altså langt fra alle borgere, som kan tegne en forsikring. Det kræver nemlig ofte et godt helbred. Jeg tror dog også, at forsikringskunder skal forberede sig på, at i takt med at flere og flere tegner en forsikring, så vil kravene til forsikring skærpes, så de bedste forsikringer kort og godt bliver dyrere.
Regeringens eneste svar på de alvorlige problemer er – endnu en kommission. Men vi har ikke brug for flere syltekrukker. De ansatte i sundhedssektoren har længe peget på de helt konkrete problemer. Vi mangler personale til de mest syge patienter. Og der er i den grad brug for politisk handling.
Under valgkampen tegnede sig faktisk et flertal for en alvorlig saltvandsindsprøjtning – målrettet løn og ansættelsesvilkår for offentligt ansatte i sundhedsvæsenet.
Efter valgkampen har regeringen desværre parkeret deres løfter i en kommission. Mens vi venter, så vælter det skæve sundhedsvæsen for øjnene af os.
Fakta er, at der kun er to tiltag, som endnu ikke er forsøgt. Det ene tiltag handler om at lytte til de medarbejdere, som helt konkret ved, hvor skoen trykker. Det andet er at afprøve løn som metode til rekruttering til de hårdt prøvede offentlige sygehusafdelinger.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. marts 2023 | 07:51
Jens Voldby Crumlin
Det lyder jo alt sammen helt rigtigt. Men hvorfor taler SF med to tunger, i vil jo ikke afskaffe det budgetloft som er en central del af den neoliberale planøkonomi som kvæler vores velfærdsstat.
https://arbejderen.dk/indland/flertal-i-folketinget-afviser-forslag-fra-enhedslisten-om-at-suspendere-budgetlov/
https://arbejderen.dk/debat/den-neoliberale-planoekonomi-tager-kvaelertag-paa-vores-velfaerdsstat/#gsc.tab=0
Vi mangler DKP i folketinget. Partiet var med 5 mandater i stand til at sætte den politiske dagsorden, og vælte den reaktionære Hartling-regering. Det kunne partiet i kraft af de tætte bånd til fagbevægelsen og den store aktivitet i arbejderklassen.
Log ind for at svareKirsten Normann Andersen er en politisk kamelæon lige som Enhedslistens medlemmer i Folketinget. SF stemmer for finansloven, for EU og for NATO´s krigsførelse i Ukraine. Hvornår begynder befolkningen at gennemskue falskneriet?
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
