På venstrefløjen har vi det med at anse os selv for at være de gode. Vi har en tendens til at dæmonisere vores politiske modstandere, hvis vi mener, at de er racister eller på anden måde nedgør udsatte minoriteter på grund af race, handicap, køn, seksualitet, indkomst eller uddannelsesniveau.
Jeg har tidligere i en blog skrevet om, hvordan vi dæmoniserer Dansk Folkeparti og deres vælgere. Her slog jeg fast at:
“Vi gør os skyldige i grov generalisering af en meget stor befolkningsgruppe, når vi bekræfter hinanden i, at DF-vælgere er racister uden at forsøge at forstå baggrunden for, at de stemmer for en stram udlændingepolitik.”
De senere år har der på venstrefløjen været en værdikamp i gang, hvor først og fremmest feminister har kæmpet mod hinanden i forhold til henholdsvis transkønnedes rettigheder og kvinders rettigheder.
På den ene side er der feminister, som mener, at man er det køn, man identificerer sig som, og at vi alle bør anerkende og bekræfte dette, fordi vi er normkritiske og selvfølgelig tager mest hensyn til de minoriteter, som er mest udsatte og marginaliserede. At kampen for transpersoners rettigheder er lig med kampen for alle menneskers frigørelse fra det patriarkalske, heteroseksuelle, monogame hegemoni, som normerne om køn, seksualitet og parforhold er skabt af.
På den anden side står feminister, som mener, at kun biologiske kvinder er kvinder, at transkvinder er mænd, der identificerer sig som kvinder, og at det er vigtigt at beskytte kvinders safe spaces, kvindesport samt selve begrebet kvinde både i vores sprog og i vores samfundsorganisering.
Desværre er fronterne trukket skarpt op, og begge sider dæmoniserer hinanden.
Dette splitter lige nu venstrefløjen, og det leder til social eksklusion via udskamning og personlige angreb.
I 2018 advarede Pelle Dragsted om, at vi på venstrefløjen taber stemmer og opbakning i befolkningen, når der er for meget fokus på identitetspolitik, fordi den bliver sekterisk og overser de spørgsmål, der samlet set kan give lønmodtagerne og arbejderklassen – og minoriteterne – bedre vilkår.
Vi bekriger hinanden i stedet for at arbejde konstruktivt sammen for en mere tolerant, socialistisk og grøn verden.
“Det kan godt være, at du er transkønnet, men du er givetvis også lønmodtager eller folkepensionist. Ergo har du nogle klasseinteresser, der går på tværs af din kønsidentitet. Og dem skal vi fokusere på, hvis vi vil ændre samfundet. Jeg tror, at en af hovedårsagerne til Donald Trumps sejr i USA er, at venstrefløjen var optaget af at tale om transseksuelles adgang til toiletter i stedet for at tale om fordelingspolitik”, sagde Pelle Dragsted dengang.
Siden da er konflikterne eskaleret. Særligt den identitetspolitiske konflikt, der handler om kønsubehag hos børn og om transpersoners rettigheder. Alt for mange gode kammerater har vendt de politiske partier på venstrefløjen ryggen. Enten fordi de synes, at tonen er for hård, eller fordi de har oplevet at blive angrebet personligt, når de sætter spørgsmålstegn ved påstanden om, at en transkvinde er en kvinde.
Der er flere ting i denne diskussion – konflikt, om man vil – der får mig til at tænke på konflikttrappen. Konflikttrappen beskriver syv trin på vejen fra uenighed til eksklusion. Når sidste trin er nået, bliver der sagt, “der er ikke plads til dig i vores gruppe”. Det kan være i familien, på arbejdspladsen, i partiet, på en politisk fløj eller i samfundet som helhed.
Den verserende debat, som jeg har deltaget i, har nu kørt i små to måneder. Min oplevelse er desværre, at fokus på at afklare det, man er uenige om og på at oplyse om emnerne, er meget lille. Modsat har der været mange personlige angreb, ignorering, blokering, opbygning af fjendebilleder, ja åbenlys fjendtlighed og sågar polarisering.
Polarisering er det øverste trin på konflikttrappen. Dér er man nået frem til, at der ikke kan være plads til mennesker, som har den modsatte holdning af en selv.
Adskillige politisk aktive på venstrefløjen har beskyldt mig for at være nedgørende, latterliggørende, hadefuld, TERF (transekskluderende radikalfeminist – red.), transfobisk, menneskefjendsk, kvindefjendsk, homofobisk, selvpromoverende, skyld i selvmord, medskyldig i mord, retorik som slår ihjel, voldsomt afskyvækkende, at føre højreorienteret propaganda, at føre smædekampagne og så videre.
Mange mener, at jeg burde trække mit folketingskandidatur. Flere har givet udtryk for, at jeg også burde blive ekskluderet fra det parti, som jeg nu i ni år har været folkevalgt for i Norddjurs Kommune.
Noget af det, som splitter venstrefløjen allermest, er behandlingen af børn og unge med kønsubehag i børnehaver, skoler, fritidstilbud og især i vores sundhedsvæsen.
På den ene side menes det, at børn (helt ned til to-tre års alderen) skal bekræftes i, hvilket køn de føler sig som. At de – hvis de føler sig som det modsatte køn – skal have lov til at få stophormoner fra 11-12-årsalderen og krydshormoner fra 14-15-årsalderen. At man risikerer selvskade og selvmord hos disse børn og unge, hvis de ikke får den såkaldt kønsbekræftende behandling. Denne behandling hjælper dem og kan i sidste ende redde liv.
På den anden side mener mange, at børn ikke kan være født i den “forkerte” krop, og at børn og unge ikke bør have mulighed for at træffe beslutning om og dermed selv vælge, hvilken behandling sundhedssystemet skal give dem.
Der er tale om medicinsk og kirurgisk behandling, som fordrer efterfølgende livslang behandling med hormoner med betydelige bivirkninger. Behandlingen vil i langt de fleste tilfælde betyde, at man mister evnen til at få børn, og det er rimeligt at sige, at man faktisk i vid udstrækning får ødelagt sin sunde og raske krop.
Begge sider er emotionelt investeret i deres kærlighed og omsorg til børn. Og begge sider lader til at have utroligt svært ved at fastholde en respektfuld dialog med et sagligt fokus. Begge sider mener, at holdningerne på den anden side er skadelige for børn og unge med kønsubehag.
Konsekvensen af de interne stridigheder er, at vi bruger energien internt på fjendebilleder, udskamning, stigmatisering og på at ignorere og socialt ekskludere hinanden. Vi bekriger hinanden i stedet for at arbejde konstruktivt sammen for en mere tolerant, socialistisk og grøn verden.
Og hvem er det nu, der mon kunne have gavn af interne stridigheder og fragmentering på venstrefløjen?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23. marts 2023 | 08:38
godt at du forsøger med en konfliktneddæmpende kommentar. Håber at den virker, OG at du får et godt resultat i urafstemningen. Det ville være fantastisk hvis de sociale modstandsbevægelser fik en stemme i folketinget.
Log ind for at svareProblemet er for mig at se, at store dele af det, der går under navnet “venstrefløj” i virkeligheden er det, vi i gamle dage kaldte “salonkommunister” eller “kystbanesocialister” – dvs. mennesker, som aldrig har hørt om klasseanalyse, og som totalt har misforstået begrebet “solidaritet”, og i stedet tror at klassekamp handler om at have de “rigtige” holdninger. Marx kaldte dem “sværmere” og “revolutionsromantikere”.
Amerikanske Jimmy Dore formulerede meget fint min holdning til ostrakiceringen af mennesker med ikke-stuerene holdninger, her i min parafrase: “Forestil dig, at du kun kunne være medlem af fagforeningen hvis du også var medlem af EL. Hvor mange medlemmer tror du så, fagforeningerne ville have?”
Log ind for at svareTænk at Arbejderen vil lægge ryg til denne omgang gyllespredning. Føj for den lede.
Ideen om at forene de hvide ariske mænd med pseudo-socialisme er ikke ny. Det hedder MAGA-communism på USAnsk. I Europa har vi det mere uheldssvangre og historiske begreb Strassarisme – foreningen af fascistiske ideer om minoriteters underlegenhed med korporatistiske ideer, der ingen rod har i den marxistiske arbejderbevægelse.
Harbos makkerskab med den ekstreme højrefløjs moralpanik over LBGT-spørgsmål, med deltagelse fra yderligtgående kristne galninge, fortæller hele historien. Den marxistiske arbejderbevægelse, som er universalistisk og arbejder for menneskehedens frigørelse fra kapitalens og imperialismens åg, på tværs af nationalitet, hudfarve, køn, etnicitet mv, har intet at gøre med brunskjorternes agenda.
Enhedslisten bør tage stærkt afstand fra Harbos galimatias, og det samme bør de jyske kammerater gøre.
Log ind for at svareJeg har svært ved at forstå den form for partidemokrati man har i Enhedslisten, når man igen og igen på disse måder diskuterer sine interne stridigheder i offentligheden.
Identitetspolitikken i sin nuværende form bunder i manglende klasseanalyse, som en kammerat så fint beskriver det ovenfor. Størstedelen af venstrefløjen spilder sin tid og er ubevidst med til at skabe en vej for fascismens fremtogt ind i arbejderklassen.
Jeg tænker dog også, at vi skal behandle spørgsmålene i den kommunistiske bevægelse, når tid er. Og i den forbindelse er jeg enormt taknemmelig for at vi har den videnskabelige socialisme og den dialektiske materialisme som fælles grundforståelse at hænge vores diskussioner op på.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
