Ny udvikling i asbestsag
Den finansielle sektor bygger på spekulation og tillid
Konkursen af Silicon Valley Bank og risikoen for betalingsstandsning i Credit Suisse har sendt rystelser igennem den finansielle verden. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at de, der investerer valutareserverne, ikke rigtigt har gennemskuet konsekvenserne af bankens egen og andre nationalbankers nye rentepolitik.
|
I sidste weekend gik USA’s 16. største bank, Silicon Valley Bank, SVB, konkurs, hvilket øjeblikkelig satte gang i spekulationerne om, hvorvidt det var starten på en ny finanskrise.
SVB har holdt sig lige under grænsen i USA for at være en bank, der var for stor til, at den må gå konkurs af hensyn til tilliden til og holdbarheden i finanssektoren.
Siden har den schweiziske bank Credit Suisse, Europas 17. største bank, også været på randen af betalingsstandsning. Onsdag forudså flere analytikere, at banken ville blive tvunget til at lukke i denne weekend, da den manglende penge, mens en af bankens store aktionærer afviste at tilføre den kapital.
Der er intet nyt i, at bankerne har en stor kapitalbase i form af indlån, der kan hæves med kort varsel, men som er investeret i afkast ud i fremtiden.
Der er draget sammenligninger med situationen i 2008, hvor konkursen for Lehmann Brothers Bank medførte et generelt sammenbrud i den finansielle sektor og en efterfølgende økonomisk krise i den reale økonomi, der skaber værdierne i samfundet.
Den finansielle sektor var i 2008 enormt engageret i finansielle produkter, der havde sin økonomisk materielle base i USA’s boligmarked.
Specielt europæiske banker havde overtaget langfristede lån med højere afkast og stor risiko for penge lånt på det indre bankmarked (interne lån mellem bankerne) til lav rente, men med kort betalingsfrist helt ned fra den ene dag til den næste.
Ubalancen i den finansielle sektor i 2008 blev blotlagt, da en stigende del af boligejerne ikke kunne betale deres lån. Det faktum, at USA’s regering lod Lehmann Brothers gå konkurs, medførte en udbredt mistillid på det indre bankmarked, som stort set gik i stå. Ingen turde låne til andre banker af frygt for, at de ikke kunne betale pengene tilbage.
Situationen omkring Silicon Valley Bank, SVB, og Credit Suisse er dog anderledes end situationen i 2008. Dels fordi regeringer og nationalbanker allerede nu støtter bankerne eller bankkunderne om end på hver sin måde, og dels fordi det i høj grad også er kunderne og brugerne, der mistede tilliden til de to banker.
USA’s regering og nationalbank er gået ind og har garanteret alle indskud i SVB. Til gengæld mister aktionærerne i SVB deres værdier. Ifølge finansmediet Blomberg har de store banker, der ikke må konkurs, allerede konstateret mange nye kunder. Det faktum, at regeringen i USA er nødsaget til at agere, selvom banken ikke var for stor til at gå konkurs, rejser naturligt tvivl om troværdigheden ved kontrolsystemet.
Konkursen og redningsaktionen har da også medført kritik af de nuværende regler og måden, bankerne bliver kontrolleret på. Det er regler, som den tidligere præsident Trump fik udvandet. Ligesom der også er rejst kritik af, at rige kunder i banken får fuld dækning for deres indskud, mens mange fattige i andre situationer ikke kunne få hjælp til gælden.
Torsdag gik den schweiziske nationalbank ind og gav et lån på 50 milliarder schweiziske franc (ca. 350 mia. kroner) til Credit Suisse, hvilket i første omgang fik kursen på bankens egne aktier til at stige med 40 procent. Det betyder, at investorerne på finansmarkedet igen har tillid til banken og dens indtjening.
Kernen er, at indskydernes penge er investeret i mere langfristede papirer som statsobligationer. Normalt betragter man statsobligationer som sikre papirer, hvor man altid får pengene tilbage, når lånetiden udløber. Men på grund af de stigende renter, som nationalbankerne har indført, er værdien på obligationer og aktier her og nu faldet, så bankerne reelt ikke er i stand til at betale, når kunder i stort omfang tager deres penge ud af banken.
Der er intet nyt i, at bankerne har en stor kapitalbase i form af indlån, der kan hæves med kort varsel, men som er investeret i afkast ud i fremtiden.
I kapitalismens barndom i 1800 tallet var bankernes rolle primært at samle kapital, som den stillede til rådighed for investeringer i nyt produktionsapparat og et efterfølgende afkast ud i fremtiden.
I dag er der i det ”rige nord” et overskud af fri kapital, der ikke kan opsuges i ny produktion, og som derfor bliver placeret i værdipapirer, som obligationer og aktier, samt afledte finansielle produkter (derivater) i forbindelse med værdiansættelse ud i fremtiden.
Det danske pensionssystem med pensionsfonde er primært baseret på spekulation i fremtidige afkast og værdistigninger på værdipapirer som aktier og obligationer.
At det ikke altid går godt, er SVB og Credit Suisse et glimrende bevis på, men Danmarks største kapitalfond, ATP, tabte over 50 mia. kroner sidste år, netop som følge af kursfald på aktier og obligationer.
I onsdags offentliggjorde Danmarks Nationalbank sit årsregnskab for 2022, der viste et underskud på knap 9 mia. kroner, som banken forklarede således: ”Underskuddet skyldes især, at der var kurstab på obligationsbeholdningen som følge af det højere renteniveau”.
Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at de, der investerer valutareserverne, ikke rigtigt har gennemskuet konsekvenserne af bankens egen og andre nationalbankers nye rentepolitik.
Men som Storm P er blevet citeret for at sige: ”Det er svært at spå – specielt om fremtiden”.
Men det er faktisk det, som den finansielle sektor primært bygger på i dag, sammen med tilliden hos befolkningen, der sætter penge i banken og i andre finansielle institutioner.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. marts 2023 | 06:00
