Kære kammerater.
Kære formand. Tak for en god beretning, en beretning uden slinger i valsen. Det passer jo meget godt ind med den måde, jeg som aktiv opfatter vores fagforening.
Det er nemlig en fagforening uden slinger i valsen. Vi formår altid og uden hensyntagen til udefra kommende elementer at stå på arbejdernes side, kæmpe for vores krav og slå tilbage på dem, som er efter os. Det skal I have ros for!
Roses skal I også for det aktivitetsniveau, som den her fagforening lægger for dagen. Uanset hvor vi kigger hen, så er vores fagforening altid med. Det er vores aktive og tillidsvalgte, der laver aktioner, sætter dagsordenen på møder rundt om i landet og så videre. Man lytter til, hvad dem oppe fra Aalborg har at sige til tingene. Det skal vi alle være stolte af.
… der går en lige linje fra det kapitalistiske systems angreb på os til dets kriser og dets krige.
Vi har en formand, der ofrer sig og altid loyalt fremfører hans baglands holdninger, altså vores holdninger. Han er her, der og allevegne. Det er fand’me godt arbejde!
Der skal derfor også sendes en varm tanke hjem til Mette på Mølledamsvej. Det er ligegyldigt, om det er i deres ferier eller friweekender, så har man busken i røret, som er i gang med at organisere et eller andet. Det er meget prisværdigt, det skal I også vide på Mølledamsvej.
Men, kære kammerater, det forpligter også vi andre. Formanden for vores fagforening bliver kun taget seriøst, når udtalelserne kommer med et stærkt bagland. Så når Allan går forrest og tager tæskene, så er det fand’me op til os andre at få gang i aktiviteterne, alt andet er ukammeratligt.
Vi skal være endnu mere aktive og tale med endnu større kraft. Det skal vi alle huske, når vi efter generalforsamlingen kommer ud i bestyrelserne og i vores klubber. Det er her, vi skal have gang i aktiviteterne.
Krig på det europæiske kontinent
Kære kammerater!
Vi lever i en tid, hvor der er krig på det europæiske kontinent. Jeg taler ikke om EU, USA og NATO’s krig med Rusland i Ukraine. Med krig på det europæiske kontinent mener jeg den økonomiske krigsførelse, de kapitalistiske regeringer fører mod befolkningerne i hele Europa.

Vi ved, hvordan kniven har været ført over for vores kammerater i Sydeuropa i mange år efterhånden. Hvordan man igen og igen angriber arbejderklassen i Frankrig, vi ser et Storbritannien, hvor millioner af offentlige ansatte mobiliserer imod velfærdsforringelser og forringelser i den offentlige sundhedssektor.
Lignende angreb ser vi også i Danmark. For en uge siden har den danske regering vedtaget en lov, der afskaffer en af vores fridage, et direkte brud på den såkaldte danske model og dermed banet vejen for en kommende EU-mindsteløn. Det voldsomste angreb i nyere tid på den danske fagbevægelse, og kniven er ført af den socialdemokratisk ledede regering.
Der er tale om en dag, hvor mange arbejdere i den offentlige og i servicesektoren har en ekstra indtægt, når de er på arbejde, fordi det er en helligdag, og de dermed får et tillæg, den bliver nu taget fra dem.
Argumentet fra den sorte, socialdemokratisk ledede regering er, at der er brug for, at der skal investeres mere i våben i kampen mod Putin, og at vi derfor alle må bidrage lidt mere, alt imens de med den anden hånd sænker skatterne for de rigeste i samfundet. Det er fand’me skævt, kære venner.
Fredsspørgsmålet
Vi lever i en tid, hvor det er blevet radikalt at snakke om fred og fredeligt at snakke om krig. Det er en meget farlig udvikling.
Vi ved jo, som den stærke kvindelige agitator og den første kvinde der kom i en regering, Alexandra Kollontaj, erklærede på en tale i 1912 i Stockholm. Hun sagde:
“Kapitalisterne siger altid, at vi må bevæbne os, fordi vi er truet af krig. De råber på krig for at befri sig fra den sociale revolution, men det entydige, internationale svar til dem er:
Ned med krigen!
Arbejderne ved, at bag truslen om krig står den kapitalistiske stat, der vil belaste folk med nye skatter. De ved, at krigsindustrien står bag og vil øge sine profitter.”
Det er lige præcis det, vi oplever. Hvad nytter det at vinde en sejr i arbejdskampen, hvis vi taber kampen om freden. De europæiske regeringers voldsomme militære oprustning, den stigende inflation med voldsomme prisstigninger på især elektricitet, gas og fødevarer går hårdt ud over den arbejdende befolkning, de unge, børnefamilierne, de syge og de gamle.
Der er brug for, at vi som fagbevægelse får en stærk profil på fredsspørgsmålet, fordi der går en lige linje fra det kapitalistiske systems angreb på os til dets kriser og dets krige. Det er vores fremtid, de stjæler.
OK23 og store bededagstyveriet
Sidst vil jeg knytte en kort kommentar til overenskomstforhandlingerne og store bededagstyveriet.
Kære venner! Den danske regering med Socialdemokratiet i spidsen har angrebet den danske fagbevægelse så massivt, at det kalder på et modsvar.
De har stjålet millioner og atter millioner direkte ud af vores overenskomster fra alle dem, som rent faktisk arbejder på den dag. Altså, kapital fra tidligere tiders overenskomstforhandlinger har de med et pennestrøg stjålet. Vi er nødt til at sige fra en gang for alle. Ellers så bliver de ved. Dem der siger, at vi ikke må blande OK23 sammen med store bededagstyveriet, løber regeringens ærinde.
Lad os stå imod presset også internt i fagbevægelsen og markere, at nu er nok xxxx!xxwm!x nok, når vi lige om lidt får lov til at stemme!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.