Udtalelse
I 2013 fik fundamentet banesår med loven imod almen praksis. Regionerne ville ikke forhandle ny aftale, og et enigt Folketing stemte arbejdsbetingelser igennem, hvorefter 6 procent af os praktiserende læger ophørte, og halvdelen af de tilbageværende blev udbrændte i betydning skal bare have arbejdslivet overstået.
Vi blev påtvunget akkreditering, som er en arbejdskrævende pseudokvalitetsmåling med dokumenteret ingen værdi. Jeg skønner, at der på landsplan blev brug svarende til fire lægelivsværk på det lort og cirka dobbelt så mange personalelivsværk. Før den lov var ret konstant 16 procent udbrændte svarende til dem, der enten skulle på pension eller finde anden karriere. Nu er vi over 49 procent udbrændte. Jeg er en dårlig taber, men tillykke med sejren over sundhedsvæsnet til regioner og Folketing.
Desværre har politikerne gjort sig meget afhængig af en styrket almen praksis. Supersygehuse betyder, at man har investeret en masse penge i at reducere sygehuskapaciteten, i bedste fald kun 20 procent. Man har så ikke forberedt folket på det mindre tilbud og opfinder så “nærhospitaler”, som er bygninger uden relevant personale og udstyr. Man opfinder “stolen”, som før hed ambulant sygehusvirksomhed, men som nu kaldes et paradigmeskifte.
Lægernes manglende retssikkerhed gør det uholdbart at gå på arbejde.
Plejehjemmene har fået akutpladser, som er sygeplejerskebetjente sygehusfunktioner, og mærkelig nok går det ikke helt godt med sygehus uden sygehus, uden læger og uden relevant udstyr. Spindoktorerne har et vist held med at forklare, at det fungerer.
Supersygehusene er ikke bygget ud fra viden om, hvordan eksisterende fungerende store sygehuse som for eksempel Rigshospitalet eller Aalborg Universitets sygehus fungerer. Havde man gjort det, kunne man finde en eller to modeller og rulle dem ud over landet.
Man har i stedet arkitekttegnet nogle sygehuse, hvor et er uden sterilcentral, et andet er uden portørcentral og et tredje uden konferencerum. Uden steril central kan man således ikke have en kirurgisk funktion, uden portørcentral er sygehuset for de relativt raske, der selv kan komme omkring, og uden konferencerum er det som en lastbil uden førerhus.
Lægernes manglende retssikkerhed gør det uholdbart at gå på arbejde. Jeg har personligt været under 2 år og 9 måneders tilsyn, fordi jeg er for flittig og derfor udskriver mere end gennemsnitligt meget medicin. Helt galt er det, at jeg har opsøgt de allerdårligste patienter herunder psykiske syge, hjemløse og misbrugere.
Frem til tilsynet i 2018 kunne jeg fint få kontakt til en, der så småt havde isoleret sig fra verden i en psykotisk paranoid angst, og jeg kunne ved gentagne forsøg få patienten til at starte medicin. Når det så småt virkede, kunne vi så får patienten til at tale med sagsbehandler, få gang i at finde en bolig og få patienten til at acceptere at komme til psykiater.
Ufarlige åreknuder er blevet lige så højt prioriteret som livsreddende hjertekirurgi og genskabelse af blodforsyning ned til patientens ben.
Nu har jeg fået indskærpet, at det er psykiateren, der skal stille diagnosen og starte behandling. Okay, så henviser jeg, men patienten dukker jo så aldrig op og afsluttes. Nu ser jeg på forløb, hvor den syge ikke klarer at møde op til kommunen, mister kontanthjælp, bolig og går helt i hundene, før en gadesygeplejerske måske kan få retter op på det.
Skyderiet i Fields må folket bare vænne sig til, der kommer mere af det. Jeg har nu gået og set spontanforløb af skizofreni, hvor jeg ikke må gøre noget, der virker. Det kaldes kvalitetssikring. Det øger dødeligheden ved skizofreni fra 1-2 procent til cirka 10 procent.
Jeg har forbud mod at bruge dele af den lægelige viden, jeg har. Jeg er træt af det hele og skammer mig, hver eneste lortedag jeg vågner over at arbejde i Danmark.
Ventelistegaranti, jamen er det da ikke en god ting? Jo, lige bortset fra at det fjerner lægens prioritering og slår ihjel. Det blev gjort tydeligt af benamputationerne. Ufarlige åreknuder er blevet lige så højt prioriteret som livsreddende hjertekirurgi og genskabelse af blodforsyning ned til patientens ben.
Så er der et andet ventetidskvalitetsmål, der er så morsomt. Det var sjovt nok også en kar kirurg, der gjorde mig opmærksom på det. Når FlexTrafik ankommer med fire patienter, starter stopuret, og et kvalitetsmål er, at patienten ikke må vente for længe på, at behandlingen starter. Så må speciallægen gå fra til goddag-med-dig-funktion. Når der er sagt goddag, er behandlingen startet. Det kan man for eksempel bruge 45 minutter af en dag på med at “goddag til stopuret”, og der er da ingen, der kommer hurtigere hjem, men lægen spilder noget af dagen. Det er sådanne nogle ting, der gør, at man ikke gider mere.
Nu er der krav for lægerne om, at de vil have løn for den tid, de klæder om. De gider ikke gratis arbejde, når de skal gå og spilde tiden, og nytten spilles dem af hænde. Så bliver det tænk på pengene i stedet.
Der er ikke noget parti, jeg kan stemme på og sige, at hvis det kommer til magten, så kan jeg passe mit arbejde.
Nogle politikere tænker på effektivitet. Glem det. Med alle de absurde pseudokvalitetskrav, der er nu, så har myndighederne skrevet en ufravigelig vejledning om alt. Om det så er vores journal, så har det fået vores arbejdsredskab til at blive til et juridisk dokument, som har mistet brugsværdi. Nu sidder man og skriver alle mulige sikkerhedsfraser, som får det væsentlige til at blive svært at finde. Det koster tid både at skrive og læse. Det bedrer absolut ikke den patientsikkerhed, der skulle sikres.
I bedste mening har man beordret hærværk, som har fået antallet af patienter, en læge kan se på en arbejdsdag, ned under det halve af det, jeg kunne klare i 90’erne. Lige ved årtusindskiftet var jeg sygehusansat. På en travl 17- 08 vagt kunne jeg indlægge mellem 17 og 23 patienter. Jeg havde så dårligt nok en tissepause på sådan vagt, men i dag kan man nå 8 eller højst 10 for på en god dag.
Når pc’en virker, så tager det 20 minutter bare at skrive medicinen i journalen. I min tid havde vi en diktafon, og en student tog tid på mig. Det tog 4½-5 minutter at diktere en journal. Så fik sekretæren den, og til en lavere timeløn end min skrev hun den hurtigere ind. Det virkede.
Nu har man altså reduceret lægernes kapacitet, og det samme gælder de andre personalegruppers, så sygehuskapaciteten er voldsomt nedsat i forhold til tidligere, men man har en masse mennesker ansat til at samle mærkelige data ind, og de får det til at se helt fantastisk ud. Det er også fantastisk, bare ikke til det det skal bruges til.
Det er tæt på komplet ligegyldigt, hvem I stemmer på. Der er ikke noget parti, jeg kan stemme på og sige, at hvis det kommer til magten, så kan jeg passe mit arbejde. De har alle sikkert i bedste mening ideer, som er bedre inde i hovedet end ved mødet med virkeligheden.
Eksempelvis vil socialdemokraterne gerne have helt nyuddannede læger ud i almen praksis, og det svarer til, at en nyuddannet bager lige kan være ansat på elværket og lave stærkstrøm for hey, en håndværker er vel en håndværker.
Enhedslisten vil have os alle ansat fremfor at være private, men det bliver måske bedre, hvis jeg går ned på 37 timer om ugen frem for nuværende over 50 timer? Øger det kapaciteten? De borgerliges forslag er ikke en pind bedre, og de kunne i Folketinget lige så godt bekæmpe fedme ved at vedtage en ny tyngdelov.
Skal jeg finde noget positivt, ja, så er Enhedslistens forslag om at gøre medicin gratis for kontanthjælpsmodtagere dejligt. Når jeg står med en 23 år gammel mand, der har ADHD og 6.200 kroner om måneden til alt inklusive husleje, så er det håbløst med et middel mod ADHD til 915 kroner eller noget at sove på til over 500 kroner om måneden. De to ting kunne måske gøre ham arbejdsfør, men som det er nu, kan han glemme det, til han kommer på en højere sats, når han fylder 30 år. Så fandt jeg da noget positivt, men jeg kan blive ved side op og side ned med min beskrivelse af sammenbruddet i sundhedsvæsenet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
