Ny udvikling i asbestsag
Balkanisering af Rusland
Amerikanske beslutningstagere taler i dag åbent om, at Rusland skal ødelægges og brydes op i et antal mindre, svækkede stater, frigjort fra Kremls kontrol. Målet er, at vestlige finans- og industriinteresser enten skal overtage eller kontrollere landets enorme naturrigdomme, skriver Arne Lund.
|
I marts holdt Joe Biden en peptalk til polakkerne og sagde blandt andet, “at Putin kan ikke forblive ved magten… der skal ske et regimeskifte i Kreml.” Lynhurtigt dementerede Bidens embedsmænd: “Det skulle ikke forstås, som det var sagt. Det, præsidenten mente, var, at Putin ikke skulle udøve magt over andre lande.”
Vi har cirka 50 procent af verdens rigdomme, men udgør kun 6 procent af befolkningen.
George Kennan, tidligere diplomat fra USA
Vestlige medier affejede det som endnu en bommert fra den ikke alt for kvikke præsident. Tydeligt var det dog, at Biden havde talt over sig. At USA nærer en så voldsom modvilje mod Rusland, at målet er at få landet til at gå i opløsning og opsplitte det i en lang række mindre stater.
Modviljen går tilbage til den russiske revolutions dage, hvor præsident Wilson sendte 7000 soldater til Sibirien som et led i de allierede interventionsstyrker, der skulle rulle revolutionen tilbage. Hændelsen er forsvundet fra de amerikanske historiebøger, men for russerne er den det klassiske eksempel på, hvad USA opfatter som sin ret til at blande sig i andre landes anliggender.
De neokonservative tager over
Den amerikanske exceptionalisme har altid været til stede i landets udenrigs- og sikkerhedspolitik, hyppigt har det blot spillet en underordnet rolle. Men, som historikeren Marilyn Young påpeger, gik det for alvor galt, da de neokonservative efter Sovjets sammenbrud i 1991 ophøjede begrebet til, at det nu var en national amerikansk mission at etablere frihed og demokrati i lande, der ikke har noget sådant – hyppigt uden at spørge først.
Wolfowitz-doktrinen (opkaldt efter Reagans sikkerhedsrådgiver) fra 1994 danner afsæt for invasionerne i Irak og Afghanistan. Efter 11. september 2001 blev doktrinen omformuleret af Dick Cheney; så den kunne bruges til at opretholde USA’s militære overlegenhed og økonomiske styrke. Invasionen i Irak er det bedste eksempel på, hvordan USA tolker sin exceptionelle rolle i verden.
Det var dog ikke de neokonservative, der søsatte begrebet som udenrigspolitisk rettesnor. Det var “gudfaderen” til USA’s udenrigspolitik efter 1945, George Kennan, der i 1948 skrev, “at vi har cirka 50 procent af verdens rigdomme, men udgør kun 6 procent af befolkningen… Det udsætter os for vrede og misundelse. Vor opgave bliver at udarbejde et mønster af relationer, der vil gøre det muligt for os at opretholde denne position af ulighed, uden at det skader vores nationale sikkerhed… Og vi kan ikke tillade os den luksus at udvise altruisme og velgørenhed.”
“Vi skulle have kvast Sovjet”
Da Sovjet kollapsede i 1991, gerådede Bush-regeringen i stor usikkerhed. På den ene side ville forsvarsminister Cheney afvikle både Sovjet og Rusland, “så det aldrig mere kan true resten af verden.”
Præsident George H. Bush, der kom fra diplomatiet, hvor man var vant til at gå mere forsigtig frem, lyttede dog til de rådgivere, der frygtede for uro i de tidligere Sovjetrepublikker, hvis USA blandede sig.
Moskva skal med andre ord acceptere sin rolle i den nye verdensorden som USA’s de facto gas- og mineselskab.
Enkelte rådgivere mente endda, at Sovjetunionen skulle forblive intakt. Bush holdt på, at Rusland skulle have mulighed for at omstille sig til markedsøkonomi og derved blive et stabilt medlem af det internationale, kapitalistiske samfund.
Blandt andre hans sikkerhedsrådgiver, Brent Scowcroft, har siden bebrejdet Bush, at han ikke kvaste “det russiske imperium i stedet for at lade tingene glide sig af hænde.”
USA søger at give indtryk af, at dekoloniseringen af Rusland sker ad hensyn til befolkningens ve og vel, ja, at det ligefrem er et ønske derom blandt russerne. Det er der ikke noget nyt i. For USA har altid forklædt sine militære eventyr som humanisme og som en kamp for frihed og demokrati.
World Socialist Web Site skrev den 17. oktober: “at de grundlæggende mål for USA’s krig mod Rusland er at fjerne det nuværende regime, erstatte det med en amerikansk-kontrolleret marionetregering og opløse Rusland i et dusin eller flere impotente stater, hvis værdifulde ressourcer vil blive ejet af og udnyttet af amerikansk og/eller europæisk finanskapital.”
USA’s gas- og mineselskab
Tidligere sikkerhedsrådgiver for præsident Carter, Zbigniew Brzezinski, skrev i Foreign Affairs i 1997: “Givet Ruslands størrelse og mangfoldighed, ville et decentraliseret politisk system og frimarkedsøkonomi være det mest sandsynlige til at frigøre det kreative potentiale i det russiske folk og landets naturressourcer. I et løst konfødereret Rusland – bestående af et europæisk Rusland, en Kaukasus-region, en Sibirisk republik, og en fjernøstlig republik – vil det være lettere at opdyrke økonomiske relationer med naboerne, der bedre kan udnytte det lokale kreative potentiale, der i århundreder er blevet kvalt af Moskvas bureaukrat…”
Moskva skal med andre ord acceptere sin rolle i den nye verdensorden som USA’s de facto gas- og mineselskab.
Brzezinskis ord gælder fortsat i Washington, hvilket bekræftes af den nyeste Nationale Sikkerhedsstrategi: Fornyet Stormagtskonkurrence. Heri hedder det, “at målet er at forhindre fremvæksten af regionale hegemonier i Eurasien – et område, der er stort nok til at kunne true vitale amerikanske interesser… Eurasia er ikke pålidelig nok til selv at kunne regulere og forhindre fremvæksten af regionale hegemonier og har derfor brug for, at ét eller flere lande uden for Eurasien forhindrer dette. Indtil Moskvas imperium er væltet, da vil hverken regionen eller Europa være sikker.”
USA forestiller sig, at det fremtidige russiske landområde vil bestå af en mangfoldighed af svækkede og opsplittede stater, hvor USA og dets NATO-allierede øver afgørende indflydelse på de afindustrialiserede, demografisk fattige og forfaldne lande, der ikke er i stand til at forsvare sig selv, og hvis ressourcer Vesten kan udnytte. Og hvor USA kan placere baser som et led i sin inddæmningsstrategi af Kina, der i dag “kun” omfatter baser og støttepunkter øst og syd for Kina.
En europæisk sikkerhedsordning, men uden Rusland
Dette er grunden til, at Washington og dets NATO-allierede fuldstændig har ignoreret Ruslands sikkerhedsbekymringer og afvist, at Rusland naturligt er en del af den europæiske sikkerhedsarkitektur. Selvom Rusland for længst er blevet en integreret del af den globale kapitalisme, så anses landet fortsat for at udgøre en fare for den økonomiske og monetære verdensorden, som USA etablerede efter Anden Verdenskrig – og med dollaren som universelt betalingsmiddel.
Kun få lande har styrke nok til åbent at modsætte sig Wolfowitz-doktrinen. Ét af dem er Rusland. Første gang det skete var på sikkerhedskonferencen i München i 2007, hvor Putin tog afstand fra en unipolær verden, “fordi den refererer til en type situation, hvor der kun er ét myndighedscenter, ét magtcenter, og hvor der kun er én herre – en suveræn… dette er skadeligt … Den unipolære model er ikke alene uacceptabel, den er også umulig i nutiden…”
Og Putin fortsatte: “Vestens mål er at svække og ødelægge vores nation, og de skjuler ikke, at målet er at splitte Rusland op i mange separate regioner, som vil være i struben på hinanden… Vesten vil for enhver pris afvikle Rusland såvel som andre stater, der vælger en suveræn udviklingsvej, så Vesten fortsat kan plyndre andre nationers rigdomme… det kan ikke udelukkes, at Vesten vil prøve på at udløse et kollaps af hele systemet… og om nødvendigt bruge krig for fortsat at kunne øge den økonomiske vækst.”
Eurasisk modstand mod USA’s unipolære verden
USA’s forsøg på at opsplitte Rusland og få fodfæste i de tidligere Sovjetrepublikker er et kapløb med tiden. Stedse flere lande i regionen tilslutter sig Shanghai Cooperation Organisation (SCO), der omfatter Kina, Rusland, Indien, Pakistan, fire tidligere Sovjetrepublikker samt fjorten lande med observatørstatus. Ud over det økonomiske og handelsmæssige samkvem afholder SCO også fælles militærøvelser, deling af efterretninger og koordinerer terrorbekæmpelse.
Kinas Belt & Road Initiative via Centralasien og Rusland er den naturlige bro, der binder Fjernøsten med Europa. På SCO-topmødet i Usbekistan i september 2021 erklærede Xi Jinping, at “under hensyntagen til de nye vilkår udgør SCO en konstruktiv styrke i internationale og regionale anliggender og skal, set i lyset af de skiftende internationale dynamikker, fastholde sin position, styrke solidariteten og kooperationen samt udbygge SCO-fællesskabet omkring en delt fremtid.”
Heller ikke alle EU-lande accepterer uden videre USA’s indblanding. I Financial Times erklærer Hollands økonomiminister, Micky Adrianssens, at hendes land ikke vil følge Bidens opfordring om at fastfryse relationerne til Kina, som “vi har et veludbygget handelssamkvem med.”
Tydeligere kan det ikke siges, at USA dels skal holde sig på afstand fra Eurasien og ikke blande sig i det samarbejde, der har været under opbygning i de sidste tyve år, både mellem landene i området og med Europa.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
25. januar 2023 | 06:40
