Det er tirsdag den 17. januar klokken 17. Folk bliver ved med at strømme ind i salen i Foreningshuset, Sundholmsvej 8 på Amager.
De lokale afdelinger af Socialistisk Ungdomsfront og Kommunistisk Parti har inviteret til debat om NATO. At der er tale om et brændende aktuelt emne viser den store interesse for mødet. Over 60 møder frem, de sidste må tage til takke med en ståplads i den fyldte sal.
Venstrefløjen er bredt repræsenteret med medlemmer fra blandt andet Enhedslisten, Kommunistisk Parti, Socialistisk Ungdomsfront, Revolutionære Socialister, DKU samt Rød-Grøn Ungdom. Også folk fra fredsbevægelsen er med, ligesom en del af deltagerne ikke er medlem noget sted.
NATO’s politik i Europa skader Danmarks sikkerhed, fordi den øger faren for krig med Rusland herunder også faren for atomkrig.
Carsten Andersen, Aarhus mod Krig og Terror
Carsten Andersen fra Aarhus mod Krig og Terror indleder det, der skal blive til en tre timer lang intens og engageret debat om NATO, krigen i Ukraine og den danske fredsbevægelse.
Efter en grundig gennemgang af NATO’s historie fra stiftelsen i 1949 frem til nu sætter Carsten Andersen fokus på NATO i dag.
– NATO’s rolle er at sikre oprustning og uhyrlige militærudgifter til gavn for våbenproducenterne, være et værn mod socialistiske forandringer og være med til at sikre USA’s verdensherredømme, opsummerer Carsten Andersen til en indledning.
– Verdens militærudgifter var i 2021 på mere end 2100 milliarder dollar. Det er en ufattelig sum. NATO-landenes andel er 1170 milliarder dollar eller 57 procent, selvom NATO-landene kun udgør omkring otte procent af verdens befolkning. Det er NATO, der driver oprustningen i vejret, uanset om det som tidligere var vendt mod Sovjet, senere Rusland eller fremover mod Kina. Så det er i høj grad NATO’s ansvar, at verden prioriterer død og ødelæggelse højere end klimaindsats og velfærd, tilføjer han.
Carsten Andersen forklarer, hvordan NATO fra starten fungerede som et værn mod Sovjetunionen og imod socialistiske forandringer internt i NATO-landene. Paramilitære ventegrupper og den paramilitære milits Operation Gladio skulle forhindre det.
– Da NATO ikke accepterer grundlæggende socialistiske forandringer, er det nødvendigt at få NATO nedlagt eller komme ud af NATO, inden vi kan lykkes med vores bestræbelser på at ændre Danmark til et socialistisk demokrati. Det er ikke på dagsordenen nu, men vi må forstå, at det bliver nødvendigt, understreger Carsten Andersen.
NATO er ikke den eneste militærmagt, som USA leder.
– Under den kolde krig og senere blev oprettet en stribe af militærpagter verden rundt som led i USA’s strategi for inddæmning. NATO dækker blot den europæiske flanke. Disse militærpagter skal sikre USA’s fortsatte verdensherredømme, ikke kun militært, men også økonomisk og politisk, konstaterer Carsten Andersen.
– Man støtter alle, der vil bidrage til inddæmningen og åbne deres markeder for amerikanske og europæiske varer og kapitaleksport. Kravet om at åbne markederne fastholder den tredje verden i udplyndring og fattigdom. Det er ikke tilladt landene at beskytte deres hjemmemarkeder, så de kan udvikle deres egen industri. De kan få lov til at levere råvarer og billig arbejdskraft. Hvis nogle lande vil bryde det, så kan Vesten sætte militæret ind for at forsvare frihed og vestlige værdier, tilføjer han.
Den aarhusianske fredsaktivist mener, at NATO’s koncept med at forsvare vestlige økonomiske interesser overalt i verden med politiske, økonomiske og militære midler skader Danmarks sikkerhed.
– De krige, vi har deltaget i for at varetage Vestens interesser, er årsagen til, at der er en terrortrussel mod Danmark. NATO’s politik i Europa skader Danmarks sikkerhed, fordi den øger faren for krig med Rusland herunder også faren for atomkrig.
I debatten om NATO er det blevet påpeget, at der i dag ikke eksisterer et alternativ til NATO. Det er Carsten Andersen uenig i. Han mener, at FN er et alternativ.
– FN’s grundlag er lige så simpelt som nødvendigt. Konflikter skal løses med fredelige midler. FN’s magt bygger ikke på våben, men på folkelig opbakning. I stedet for at lægge hånden på kogepladen og gå i krig for Vestens interesser skal Danmark styrke FN og arbejde for dialog, klimaindsats og udviklingsbistand. Det vil hjælpe langt mere på terrortruslen, klimaproblemerne og flygtningestrømmene, slutter Carsten Andersen sit oplæg.
Der er lige tid til enkelte spørgsmål og kommentarer fra de mange deltagere, inden mødets to øvrige oplægsholdere får ordet.
– Hvordan overbeviser vi den befolkning, der i den grad bakker op om NATO? Efter Ruslands angreb på Ukraine er det som om, historien ikke eksisterede før krigen. Jeg savner bud på, hvordan vi overbeviser den befolkning, der er offer for militarisering og oprustning, siger Lole Møller fra Enhedslisten.
Carsten Andersen er enig i, at et krav om, at Danmark skal ud af NATO, lige nu ikke møder forståelse blandt folk på gaden.
– Men hvis vi i stedet siger nej til oprustning og forklarer, at det er NATO, som kræver oprustning, så vil folk godt høre på os og diskutere. Jeg har ikke tidligere oplevet så udbredt en krigsbegejstring som nu. Det er uhyggeligt. Men vi må forklare, at man ikke får fred, hvis man ikke snakker med dem, man er i krig med. En varig fred kræver en aftale, som alle berørte parter kan leve med, svarer Carsten Andersen.
Nikolaj fra Revolutionære Socialister er uenig i, at FN er er reelt alternativ til NATO.
– Det eneste alternativ til NATO er at afskaffe kapitalismen, og at arbejderklassen forener sig på tværs af grænser. Krig er indbygget i det her system. FN er bare en sammenslutning af de samme reaktionære regeringer, der fører krig, og FN har ikke kun lavet gode ting med deres militær, siger han.
– FN kunne være en udvej, man hvad skal der til, for at FN får magt igen. NATO underminerer jo FN’s muligheder for at gøre noget som helst, mener Doris, der er aktiv i fredsbevægelsen.
Carsten Andersen erkender, at FN i sig selv ikke kan forhindre krige.
– At stoppe krigene kræver pres nedefra i de enkelte lande. Det skal gøres klart, at vi ikke vil være med til, at de herskende går i krig. FN er en udvej, hvis vi har en fredsbevægelse, der presser regeringerne på, at vi ikke vil have krig. Så vidt jeg kan se, er der ikke andre veje. Vi skal ikke opgive det og lade den stærkes ret gælde, til vi får socialisme, erklærer han.
Per Aabel fra Kommunistisk Parti peger på, at aktuelle begivenheder i Danmark kan bruges til at rejse debatten om oprustning og krig. Han nævner konkret indretningen af havnene i Esbjerg og Aarhus til militært brug, som blandt andet USA kan bruge til at losse soldater, våben og andet militært udstyr, og regeringens plan om at afskaffe store bededag for at skaffe flere penge til militæret.
Nu er det tid til paneldebat. Den ene deltager er Lotte Rørtoft-Madsen, formand for Kommunistisk Parti. Den anden skulle have været Trine Pertou Mach, Enhedslistens forsvarsordfører. Men hun er akut blevet indkaldt til et vigtigt møde på Christiansborg og har derfor været nødt til at melde afbud. I stedet deltager Poya Pakzad, Enhedslistens udenrigspolitiske rådgiver. Han understreger, at han ikke er valgt og udtaler sig på egne vegne.
Først er der lagt op til en debat mellem de to paneldeltagere. De skal ad tre omgange svare på tre konkrete spørgsmål og kommentere på hinandens svar.
Spørgsmålene er: Hvad er NATO’s rolle i dag? Er NATO nødvendig som garant for vores sikkerhed? Skal vi kræve Danmark ud af NATO?
NATO er en garant for vores sikkerhed, hvad angår konventionel krig. Men NATO er også en kilde til tab af sikkerhed, fordi mange af dets “out-of-area operations” har et indbygget rekyl i sig
Poya Pakzad, Enhedslisten
Poya Pakzad lægger ud omkring NATO’s rolle i dag.
– NATO har siden 1999 været en global interventionsstyrke, der kan operere overalt og rykke ud med få dages varsel. Alliancen definerer sit operationsområde globalt med kategorien “out-of-area operations”, og betragter hele verden som sit ansvarsområde. I nyere tid har “out-of-area operations” foregået i Afghanistan, Pakistan, Libyen og Mali, siger han.
For ikke at gentage det, som allerede er sagt, vælger Lotte Rørtoft-Madsen at fokusere på NATO’s rolle i den aktuelle krig i Ukraine.
– NATO har en førende rolle i den stedfortræderkrig, der foregår i Ukraine. I en udtalelse til alle vores medlemmer lige efter krigens start skrev vi blandt andet: “Kommunistisk Parti fordømmer den russiske aggression mod Ukraine og opfordrer til et stop for alle krigshandlinger her og nu. Vi ved alle, at det er NATO’s og USA’s årelange ekspansion mod øst, der er den bagvedliggende årsag til, at det nu er kommet så vidt, at der er krigshandlinger i Europa. Men det er den russiske regering, der konkret har udløst krigshandlinger, og det kan ikke andet end fordømmes… Vi støtter alle skridt og initiativer, der nedtrapper og ikke optrapper situationen: diplomati, forhandlinger, sikkerhedsgarantier. Vi kræver alle fremmede tropper ud af Ukraine”, siger hun og tilføjer:
– Der står vi faktisk stadig i dag. En dødsensfarlig krig betyder, at der i dag er skabt en stemning i samfundet om, at NATO er vores beskytter. Krigspropagandaen er massiv. Enhver ridse i den lak er vigtig.
Poya Pakzad svarer tilbage og understreger, at han ikke køber argumentet om, at NATO’s udvidelse mod øst kan forklare Ruslands angreb.
– Det er korrekt, at der er et konglomerat af baggrundsfaktorer herunder ikke mindst NATO’s udvidelse. Når jeg alligevel ikke køber det som den umiddelbare forklaring, er det fordi Putin og Rusland godt vidste, at Tyskland og Frankrig var imod indlemmelsen af Ukraine. Der var ikke en brændende platform, hvor Rusland var nødt til at gå i krig den 24. februar. Ansvaret tilfalder dermed alene Rusland, erklærer han.
– Det handler også om, hvilken situation Rusland stod i. Hele den sikkerhedsstruktur, der tidligere eksisterede i Europa, er brudt sammen. Vi skal gå tilbage til i hvert fald 2014 efter kuppet i Ukraine, der førte til Ruslands anneksion af Krim og de såkaldte Minskaftaler. (Aftalerne fra 2014 skulle stoppe krigen i Donbassregionen i Østukraine – red.) Tysklands tidligere kansler Merkel har for nylig erkendt, at Minskaftalerne var et fake, der blev skabt, for at Ukraine kunne vinde tid og opruste sig, svarer Lotte Rørtoft-Madsen.
Nu skal de to paneldeltagere forholde sig til, om NATO er nødvendig som garant for vores sikkerhed.
– For en realistisk betragtning mener jeg, at det er indlysende, at NATO er en garant for vores sikkerhed, for så vidt Danmark skulle blive genstand for et konventionelt angreb udefra. Danmark er ikke rustet til at forsvare sig selv i tilfælde af en konventionel krig. Omvendt kan man sige, at nogle af de krigs- og sikkerhedspolitikker, som NATO har initieret og medvirket i, øjensynligt har gjort verden til et mere usikkert sted, herunder øget terrortruslen mod Danmark, siger Poya Pakzad.
– Min nuancerede konklusion er: At ja, NATO er en garant for vores sikkerhed, hvad angår konventionel krig. Men NATO er også en kilde til tab af sikkerhed, fordi mange af dets “out-of-area operations” har et indbygget rekyl, tilføjer han.
Lotte Rørtoft-Madsen starter med at svare klart nej til spørgsmålet.
– NATO er ikke en garant for vores sikkerhed, men tværtimod en trussel. NATO er et redskab til at slå bro mellem de to imperialistiske centre USA og EU. NATO blev skabt til at håndhæve USA’s interesser. NATO’s koncept har ændret sig. Engang anerkendte man på papiret andre magters sikkerhedsinteresser. Det gør man ikke mere, siger hun og tilføjer:
– NATO har et ansvar for, at det er kommet så vidt i Ukraine. NATO var med til at puste til ilden ved at krænke det, man kan kalde Ruslands røde linjer. Alle lande har røde linjer, det har Rusland også. NATO er i virkeligheden en part i krigen. Og Danmark har et medansvar, fordi vi støtter krigens ene part.
Det sidste spørgsmål, om vi skal kræve Danmark ud af NATO, er blevet diskuteret livligt på venstrefløjen i kølvandet på Ruslands angreb på Ukraine.
Poya Pakzad starter med at slå fast, at med Sverige og Finlands ansøgning om medlemskab i NATO ser han ikke noget aktuelt alternativ til NATO. Han mener ikke, at FN kan udfylde den rolle.
– Ideen om en akut dansk udmeldelse af NATO er efter min mening en steril debat, der hverken gør fra eller til i det store billede. I stedet bør vi indordne os virkeligheden og forblive medlemmer af NATO for indeværende, men arbejde politisk for, at Danmark ikke tilslutter sig NATO’s “out-of-area operations”, erklærer Poya Pakzad.
– Desuden bør vi inden for NATO-arkitekturen arbejde for, at alliancen transformeres til en alliance, der koncentrerer sig udelukkende om territorial forsvar inden for alliancen. Det vil sige, at vi skal arbejde for at sløjfe NATO’s “out-of-area-klausul”. Og slutteligt: Intet af det her udelukker en parallel ambition om at opnå etableringen af en inklusiv sikkerhedsorden i fremtiden, der opløser blokkene, tilføjer han.
Vi står over for et valg. Skal vi underlægge os flertallets mening og opgive den principielle og helt grundlæggende modstand mod det imperialistiske verdenssystem?
Lotte Rørtoft-Madsen, Kommunistisk Parti
Modsat mener Lotte Rørtoft-Madsen, at venstrefløjen skal holde fast i det principielle krave om, at Danmark skal ud af NATO.
– Det kommer selvfølgelig ikke til at ske i morgen. Jeg kan godt følge dig i, at det kan opfattes som en steril debat. Men det handler om, hvordan vi fastlægger vores politik og strategi. Arbejder vi i retning af at svække NATO og imperialismen, eller stiller vi krav, der er med til at fastholde NATO i en styrkeposition. Det vigtige er, at vi lægger en politik, der trækker i den rigtige retning, konstaterer partiformanden.
– Kommunistisk Parti går ind for dansk neutralitet, alt andet garanterer Danmarks deltagelse i krig. Vi skal ikke være tvunget ind i en oprustningsspiral, som NATO gør. Det afgørende er, at vi får opbygget en fredsbevægelse, som ikke tror på NATO’s velsignelser, tilføjer hun.
– Vi kan godt gå ind for afrustning og neutralitet, men i den politiske virkelighed er der et stort folketingsflertal og et kæmpestort befolkningsflertal mod os. Og hvis ikke vi var en del af NATO, ville vi bruge langt mere på oprustning og have en langt mere udfarende værnepligt. Se bare på Sverige. Det taler mod at melde sig ud, svarer Poya Pakzad.
– Vi står over for et valg. Skal vi underlægge os flertallets mening og opgive den principielle og helt grundlæggende modstand mod det imperialistiske verdenssystem? Eller skal vi se på, hvad vi kan gøre for at rykke tingene i den rigtige retning? Det sidste kræver, at vi har et mål om at bevæge os ud af NATO’s kløer, lyder Lotte Rørtoft-Madsens modsvar.
Nu er det tid til, at deltagerne i salen kan blande sig i debatten. Det første indlæg kommer fra Marianne Fredrik, der er medlem af Enhedslisten.
– Hvad gør vi over for den her krig? Vi kan være enige om, at vi er imod oprustning og for fredsforhandlinger. Men hvem skal stå for fredsforhandlingerne? Hvad skal vi foreslå? spørger hun.
– For at kunne stoppe krigen skal vi have en folkebevægelse op at stå. Det kan ikke nytte noget at sige, at der ikke er social klangbund for det synspunkt. Hvordan rykker vil folk til at støtte op om en folkebevægelse mod krig, hvis jer, der er i Folketinget, ikke taler mod krig og de mekanismer, der er i NATO, siger Annemarie, der er aktiv i fredsbevægelsen.
Paneldeltagerne får mulighed for at svare på de to kommentarer.
– Vi er nødt til at begynde med at sætte fred og diplomati på dagsordenen. Lige nu diskuteres der tunge våben. Men der er kun en diplomatisk vej ud af krigen. I går i Deadline deltog en fredsforsker fra Lunds Universitet, som foreslog, at de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd kunne stå for fredsforhandlingerne. Jeg ved ikke, om det er en løsning, men vi skal i hvert fald begynde at diskutere forhandlinger. Det er vigtigt, at vi får opbygget en bred fredsbevægelse, som ikke nødvendigvis skal sige ud af NATO hele tiden, men hvor der er åbent for denne diskussion. Vi skal forene os på et bredt grundlag, der kan få mange med, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Hun spørger derefter direkte Poya Pakzad, om Enhedslisten vil blive ved med at stemme for at sende våben til Ukraine, og hvordan Enhedslisten ser sin rolle i at være med som en aktiv kraft i at opbygge fredsbevægelsen.
– Står det til mig, skal Enhedslisten blive ved med at stemme for våben til Ukraine. Ukrainerne har en ubetinget ret til at forsvare sig. Når det kommer til etablering af en folkebevægelse, så lad være med at kigge til lederne. Bevægelsen etableres herude, og når alt det hårde arbejde er gjort, springer dem med magt på til allersidst. Det er typisk sådan, at det foregår, svarer Poya Pakzad og tilføjer:
– Selvfølgelig skal vi arbejde for at rykke holdninger. Men vi er nødt til at tage højde for befolkningens holdninger, ellers lever vi i en ønskeverden. Når det gælder fredsforhandlinger, så slutter alle krige med en form for fredsforhandling. Den første ting, vi skal gøre op med os selv, er, hvilke krav vi skal stille til aggressoren. Vi skal forlange, at Rusland trækker sig betingelsesløst ud af Ukraine.
– Vi skal kræve af den danske regering, at den i EU og NATO bakker op om Macron og andre europæiske politikere, som synes, at tiden er inde til, at der skal være fredsforhandlinger, indskyder Carsten Andersen.
– Det er Ukraines beslutning, hvor snittet i fredsforhandlingerne skal ligge. Fredsforhandlinger nu betyder forhandlinger om, hvor meget af Ukraines territorium som Rusland skal have. Jeg mener ikke, at Rusland har ret til noget af Ukraines territorium, svarer Poya Pakzad.
Det er tid til endnu en runde med spørgsmål og kommentarer fra salen.
– Mange stopper desværre ved at tage afstand fra Ruslands invasion. Jeg mener, at vi skal have nogle principper omkring nationernes ret til selvbestemmelse og selvforsvar. Vi skal støtte af fuld kraft, at Ukraine vinder, og at Rusland kommer ud af Ukraine. Hvis ikke det ender med Ruslands nederlag, så kommer der flere krige, siger Leif Mikkelsen fra Enhedslisten.
Et andet Enhedslistemedlem, Sejr Folke fra Stevns, har en helt modsat holdning. For ham var det værste i hans tid i Enhedslisten, da partiet stemte for våben til Ukraine.
– Det er fantastisk vigtigt, at vi går ud og kræver fredsforhandlinger og stop for myrderierne af unge fra Ukraine og Rusland. Vi behøver ikke sige, at vi skal ud af NATO, siger han.
I sit svar til Leif Mikkelsen indtager Poya Pakzad rollen som djævelens advokat.
– Din holdning beror på forestillingen om, at Ukraine kan vinde krigen, at hvis vi giver dem stadigt tungere våben, så vinder de krigen. Men hvad nu, hvis de taber krigen? Vi ved, at dem, der giver Ukraine våben, har deres egne interesser og gladeligt går i krig med ukrainsk blod som indsats for at svække Rusland. Hvad hvis de større våbendonationer betyder, at vi forlænger krigen, og flere ukrainere dør? Det lyder som om, jeg argumentere mod mig selv, men vi befinder os i en gråzone, og jeg er også i konflikt med mig selv, forklarer Poya Pakzad.
– Jeg kan godt lide, at du leger djævelens advokat. Efter min mening var der fra starten tale om en stedfortræderkrig. Jeg mener ikke, at vi kan tale om et uafhængigt Ukraine, som selvstændigt træffer sine egne beslutninger. USA kunne stoppe krigen i morgen, hvis de ønskede det, men det gør de ikke. Krigen indgår i USA’s kamp om at bevare deres magt i en situation, hvor den amerikanske imperialisme er i tilbagegang. Den ukrainske og russiske befolkning bliver taget som gidsler og brugt som kanonføde. At levere våben til det er no go, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Carsten Andersen fra Aarhus mod Krig og Terror påpeger, at der, uanset om vi kan lide det eller ej, står russiske interesser på spil.
– Krim er hjemsted for Sortehavsflåden, der er afgørende for Ruslands rolle som verdensmagt. Det var derfor, at Rusland tog Krim efter kuppet i Ukraine i 2014. Der er et stort russisk mindretal i Østukraine, hvis interesser Rusland synes, de skal forsvare. Efter 2014 indførte Ukraine forbud mod, at de talte russisk. For Rusland er der vitale interesser på spil, som betyder, at Rusland ikke kan tåle at tabe. Hvis man går efter at besejre Rusland militært, risikerer vi at få verden ud i en atomkrig. Derfor skal vi have en forhandlet løsning. Christian Juhl har talt for en sønderjysk løsning, hvor befolkningen bliver spurgt, hvor de ønsker at høre til, siger han.
Det er tid til de sidste kommentarer fra salen.
Adam Johansen, der er medlem af Enhedslisten, vil godt have Poya Pakzad til at forklare, hvordan vi kan få NATO til at stoppe med sine “out-of-area operations”.
– NATO er ikke en demokratisk organisation. Det står direkte i traktaten, at USA har den militære ledelse. Det er vildledende at bilde folk ind, at NATO kan laves om, siger han.
Poya Pakzad erkender, at muligheden for at ændre NATO er tæt på nul. Men at Danmark kan lade være med at engagere sig i alle mulige NATO-aktioner.
– Vi bør fra dansk side sige nej tak, når vi bliver spurgt, siger han.
Benjamin, der er aktiv i bevægelsen “Tid til fred – aktiv mod krig”, mener ikke, at krigen i Ukraine er det vigtigste for fredsbevægelsen. Det er blot en af de mange krige, som NATO fører. Han ønsker, at fredsbevægelsen sætter fokus på militariseringen i det danske samfund.
– For eksempel vil Baltorp Gymnasium i Ballerup lave en militær HHX-linje, og NATO har fået lov til at være i Niels Bohr Instituttet i København og lave kvantemekanik-forskning. Ansatte på universitetet er gået imod det. Men hvor er fredsbevægelsen henne? Det sker i vores land, vi skal gå imod det, erklærer Benjamin.
Tove Jensen fra Demos er en af de sidste, der får ordet. Hun taler for, at NATO har overlevet sig selv.
– NATO har været en lang fiasko i tre årtier. Siden Sovjetunionens sammenbrud har vi kun set fiaskoer, ingen steder har NATO løst problemer eller medvirket til fred. Som venstrefløj skal vi slå på, at NATO har overlevet sig selv, og der skal findes en anden sikkerhedspolitik, erklærer hun.
Klokken er tæt på 20, og det er blevet tid for paneldeltagernes afsluttende bemærkninger.
– Vi har talt om NATO og haft en vigtig diskussion om Ukraine. Det er en voldsom krig. Vi har en tendens herhjemme til at tugte os selv over ting, vi ikke kan gøre noget ved. Hvad med at vi gør noget ved det, som vi godt kan påvirke, som for eksempel krigen i Yemen, hvor 500.000 mennesker er døde. Det fortsætter kun, fordi den saudisk anførte bombekrig baserer sig på amerikanske våben og andre vestlige landes støtte. Den krig og andre konflikter kan vi stoppe med et pennestrøg. Det kræver bare, at vi indstiller vores egen deltagelse i dem. Det vil være godt for fredsbevægelsen med fokus på de områder, hvor vi har noget af rykke rundt med, siger Poya Pakzad.
– Det er rigtigt, at mødet ender her med, hvad vi kan gøre konkret. Militariseringen af vores samfund kan vi gøre noget ved. Det samme med NATO-indpodning fra alle leder og kanter. Jeg støtter, at vi taler for at lave noget helt andet end NATO, at vi prøver at skabe billeder af, hvordan verden kunne se ud uden imperialistiske interesser. Det har været en god diskussion med mange deltagere og mange forskellige holdninger. Vi har brug for den slags debatter. Tak til SUF Amager og Kommunistisk Parti Amager for at tage initiativ til mødet, slutter Lotte Rørtoft-Madsen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Spørgsmål til Carsten Andersen:
Du siger i dit indlæg at “NATO’s koncept med at forsvare vestlige økonomiske interesser overalt i verden med politiske, økonomiske og militære midler skader Danmarks sikkerhed.” Fuldstændig enig!
Du har gennem årene været en ihærdig medlem og indpisker for Enhedslisten, hvordan harmonerer det med at EL accepterer NATO og sender våben til Ukraine?
rigtigt godt spørgsmål ! alt er efterhånden vendt på hovedet ..
Log ind for at svareJeg sætter stor pris på hæderlighed i politik, den findes hverken i SF, EL eller i DKP. Når man siget ét men gør noget andet, er det et falskneri af værste skuffe!
Log ind for at svareGO globaloffice Analytics
Deler Nato venstrefløjen?
Folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i 2022 viste os at vi har et stort sikkert grundlag på godt 33 % af befolkningen med os i vores modkrav og antitese til Nato.
Det nogen ser som et nederlag ser vi som den halve sejr og bestyrker os i vores analyse, – til forskel fra det afledende desillusionerende sludder der blev sagt på mødet. Ikke mindst af Enhedslistens rådgivende repræsentant: Poya Pakzad. Den analyse var helt hen i vejret og nærmest konspiratorisk imod enheden i fredsbevægelsen og vi kan ikke tage kraftigt nok afstand fra det fordømte sludder og mangel på analyse.
Fredsbevægelsen er ikke disse partier, men et græsrodsnet af aktivister i Danmark, Norden og Europa og de afspejler ikke den folkelige modstand som er til stede.
Vi har stor succes med vores internordiske freds og Anti-Nato arbejde og der er lige blevet gennemført en masse demo i Stockholm i lørdags 21. Januar. Vi er godt på vej til at obstruere i hvert fald foreløbig Sveriges aktuelle optagelse i Nato og vil overbevise Finland om noget tilsvarende.
Forhold som paneldiskussionen slet ikke omtaler og har fokus på og som understreger analysens mangelfuldheder.
Vi vil selvfølgelig fortsat koncentrere vores energi i en samlet Anti-Nato kampagne og arbejde for at sætte en stopper for de amerikanske militære aktiviteter og Nato´s tilstedeværelse i Danmark.
Vi vil også efterhånden se konkret aktion imod de militære installationer og zoner og en klima -og fredsbevægelse som finder sammen i direkte aktion imod amerikansk og Nato militær tilstedeværelse i Danmark, – i Norden, – og i Europa.
Et indlæg med perspektiv. Vi er nødt til at afdække den misinformation der foregår fra dele af venstrefløjen, der optræder som modstandere af EU og NATO, men som alligevel stemmer for begge dele. Det må være en del af fredarbejdet.
Log ind for at svareFor Poya Pakzad, er befolkningen i Ukraine ligegyldig, det er landet og ejerskabet over landet der er vigtigt. Der er ikke plads til antifascister, til krigsmodstander, EU modstandere, NATO modstandere, eller folk der står politisk til venstre for fascister. i det arbejder hadende krigs partiet ø.
( Hvorfor i h, er Christian Juhl stadig aktiv i ø, jeg fatter det ikke)
Forsvar af frihed/demokrati, national suverænitet og sikkerhed?,
Hvordan hænger dette sammen med Danmark som en amerikansk besat gennemgangslejr og base for USA/NATO-tropper og våben (herunder a-våben) gennem hemmeligholdte aftaler, som i tilgift gør landet til førsterangs bombemål I en konflikt. Hvis nogen, med en vis logik, føler sig truet eller proxy/direkte angrebet?
Grotesk og hårrejsende at Poya Pakzad og Dragsted finder, at der p.t. “ikke er noget sikkerhedspolitisk alternativ til NATO”!
Enig i kommentarerne og Kai Jensens kommentar glæder mig især.
Men især følgende udtalelse fra Enhedslistens Poya Pakzad undrer mig meget: “Poya Pakzad svarer tilbage og understreger, at han ikke køber argumentet om, at NATO’s udvidelse mod øst kan forklare Ruslands angreb.
– Det er korrekt, at der er et konglomerat af baggrundsfaktorer herunder ikke mindst NATO’s udvidelse. Når jeg alligevel ikke køber det som den umiddelbare forklaring, er det fordi Putin og Rusland godt vidste, at Tyskland og Frankrig var imod indlemmelsen af Ukraine. Der var ikke en brændende platform, hvor Rusland var nødt til at gå i krig den 24. februar. Ansvaret tilfalder dermed alene Rusland, erklærer han.”
Er der nogle af jer der kan forklare mig hvorfra han har den information fra? At Putin vidste at Tyskland og Frankrig var imod (underforstået kunne modsætte sig) Ukraines indlemmelse i, igen underforstået, NATO? USA bestemte at Tyskland ikke måtte få Nordstream 2 gas fra Rusland (ganske vist efter Ruslands indledende militære operation i Ukraine). Hvordan skulle Putin kunne stole på Tyskland og Frankrig? De to lande (og resten af Vesteuropa) er totalt dukkeførte af USA, har været det hele tiden. Seneste indrømmelser fra Angela Merkel viser også at Putin ikke kan stole på nogen som helst i Vesten. Situationen er fastlåst af USA og vore vestlige politikere, inklusiv Enhedslistens, er på rekordtid omdannet til hjernevaskede prædikanter for NATO-kirken.
GO globaloffice Analytics
Anti-Nato
Vi har pt. til aften opnået næsten at desavouere Sveriges, – og Finlands optagelse i Nato og disse er nu udsat på ubestemt tid.
Det er da en tydelig delsejr for fredsbevægelsen og Anti-Nato modstanden i Norden👊😆
Det er super fedt!
Log ind for at svarePOLITISKE KAMELÆONER
Et nyt interessant naturhistorisk fænomen optræder i dansk politik. Det er en række politikere som skifter synspunkter, som kamelæoner skifter farve.
Kamæleoner (Chamaeleonidae) er en øglefamilie, som hovedsageligt findes i Afrika og på Madagaskar, men som nu også optræder i de hjemlige himmelstrøg. De er mest kendt for deres evne til at skifte farve, som dog tit bliver misforstået.
De skifter ikke farve for at camouflere sig, men for at signalere aggressioner, tilfredshed eller utryghed, der kan betegnes som kamæleoners kommunikationsform.
Her er også en parallel til de hjemlige kamelæoner. Det er ikke fordi de mener det de siger, men fordi det for øjeblikket er opportunt at mene noget andet end det de gjorde før.
Nogle går fra helt grøn til helt rød eller til andre spændende varianter, alt efter behov.
Arbejderen har den seneste tid bragt interviews, artikler og blogindlæg af flere kamelæoner; Frank Aaen, Kirsten Normann Andersen, Trine Pertou Mach, Carsten Andersen, der alle genopfinder sig selv som krigsmodstandere.
Deres partier SF og Enhedslisten har begge støttet våben til Ukraine, og dermed taget part i den imperialistiske krig. Noget der er utilladeligt i arbejderklassens internationalisme.
Nu har de så skiftet farve og bekender sig til krigsmodstanden og nedrustningen, fordi vinden blæser den vej!
Kampen mod opportunismen i arbejderbevægelsen er mere aktuel end nogensinde, og det gælder både højre- og venstreopportunisme. Vi oplever nu et opsving i klassekampen, og det gør det nødvendigt at skelne mellem politiske kamelæoner og ærlige klassekæmpere!
Christian Juhl, udenrigsordfører for enhedslisten i 2013 da jeg var medlem af ø.
Imperialisme, krig, FN og Enhedslisten
Sommerens diskussion mellem Christian Juhl og Jørgen Petersen om Danmarks deltagelse i krige og væbnede konflikter er en vigtig debat. Den omfatter synet på vore dages imperialisme og FN’s rolle. Kronikken belyser de alvorlige forskelle mellem Enhedslisten og Kommunistisk Parti.
https://arkiv.arbejderen.dk/kronik/imperialisme-krig-fn-og-enhedslisten
2023 ø, er som at genlæse -Brave New World- Obey big brother CIA, never question. Our wars, is peace, any internvention to our wars, is a declaration of war.
Hvem ville i 2023, forsvare vestens massemord på indfødte amerikanere, og henføre til, at der ifølge vestens settlere, var et kæmpe problem med at de indfødte onde vildmænd, angreb de fredelige tilflyttere, og at de bare ønskede at leve i fred.
-> Ben Norton tidligere en del af Grayzone og TRNN. https://mronline.org/2022/09/16/u-s-launched-251-military-interventions-since-1991-and-469-since-1798/
gammel liste der stadig ikke er lukket. https://archive.globalpolicy.org/us-westward-expansion/26024-us-interventions.html
Uddrag fra artiklen i Arbejderen i 2013: “Det er hårdt tiltrængt, at fredens stemme kommer til at lyde fra Folketingets talerstol. Men hver gang EL tøver eller træder ved siden af i spørgsmål om krig og fred, skader det fredskræfterme. En konsekvent optræden hos EL imod imperialismens krige – med eller uden FN-mandat – vil også være et modtræk imod den militarisering i ideologi og gerning, der foregår i den danske offentlighed og overfor ungdommen.”
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
