Har politikerne allerede glemt sundhedsvæsenet?
Er det den samme virkelighed, vi og politikerne ser? Hvis det er, forstår jeg ikke, at sundhedsvæsenet allerede ser ud til at være gledet ud af den nye regerings fokus.
Ikke ét eneste ord brugte Mette Frederiksen på sundhedsvæsenet i sin nytårstale. I valgkampen var der ellers masser af løfter om at hjælpe både patienter, ældre borgere, psykiatrien og de ansatte i det pressede sundhedsvæsen. Nu er det åbenbart vigtigere at få afskaffet en af de fridage, hvor sygeplejersker, butiksansatte og andre med skiftende arbejdstider kan håbe at få noget tiltrængt tid med familien.
I den nye SVM-regerings grundlag står der ganske vist, at det er en hovedprioritet, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen. Samtidig vil den nye regering insistere på, at vi ser virkeligheden i øjnene i forhold til et presset sundhedsvæsen med mangel på medarbejdere og et stigende antal patienter.
Regeringens akutpakke til Nordjylland på omkring 80 millioner i 2023 er under det halve af de øgede udgifter til privathospitaler, som Region Nordjylland står overfor.
Det kunne jeg kun bifalde og være enig i.
Men da jeg så kiggede nærmere på regeringsgrundlaget og lyttede til nytårstalen, så blev jeg i tvivl om, om det er den samme virkelighed, vi ser?
Den virkelighed, som sygeplejersker og andre ansatte i sundhedsvæsenet står midt i, er et sundhedsvæsen, der hver dag kollapser mere og mere. Flere og flere sygeplejersker søger væk – også helt væk fra faget – fordi arbejdspresset er alt for stort og lønnen for lav. Af samme årsager vælger unge ikke i tilstrækkelig grad uddannelsen til.
Jeg kigger med gru mod Storbritannien, hvor problemerne om muligt er endnu større. Forleden advarede formanden for de britiske akutlæger om, at de mange forsinkelser i forhold til bare det at kunne komme ind på en akutmodtagelse risikerer at koste 3-500 briter livet. Om ugen!
Er det den virkelig, vi også skal opleve i Danmark, før politikerne forstår, at det her er dødelig alvor? Det er ikke bare nogle utilfredse sygeplejersker, der råber op for at mele deres egen kage. Det er alvor, også for patienterne, borgerne og hele samfundet – og skal bøtten vendes og britiske tilstande undgås, så skal der handles nu. Første skridt er at give sygeplejersker en løn, der modsvarer deres indsats, opgaver, uddannelse og ansvar, så vi kan fastholde dem, vi har, og tiltrække nye.
For få på arbejde
Én sygeplejerske og én social- og sundhedsassistent kan for eksempel ikke have ansvaret for pleje, behandling og omsorg for 27 patienter alene, uden at det går ud over både arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Men alligevel sker det dagligt.
Sygeplejerskerne oplever, at de alt for mange dage møder for få på arbejde til at kunne sikre en fagligt forsvarlig sygepleje og gøre deres arbejde godt nok. Virkeligheden er også, at manglen på sygeplejersker betyder flere komplikationer, længere indlæggelser og højere dødelighed. Det er veldokumenteret.
Når vi fortæller om sygeplejerskernes dagligdag, og når vi gennem lang tid har sendt nødblus op, hvad er det så for en virkelighed, man som politisk ansvarlig ser? Hvis vi så det samme, ville en ansvarlig politiker da ikke vente med at handle.
Starter med lønnen
Vi har i Dansk Sygeplejeråd sagt, at det starter med lønnen, hvis vi vil have flere gode kollegaer til at blive og flere til at vælge faget til.
Ganske vist anerkender regeringen, at løn og arbejdsvilkår har betydning for at fastholde og rekruttere “dygtige og engagerede medarbejdere”. De lover, at der om syv-otte år vil være tre milliarder til højere løn til deling mellem 869.000 offentligt ansatte. Det er 290 kroner om måneden i gennemsnit. Altså før skat. Og selv om det ikke er alle, der bliver omfattet af regeringens lønløft, er beløbet alt for lille og for sent til reelt at gøre en forskel.
Samtidig skal midlerne først findes ved besparelser på regionernes og kommunernes udgifter til administration. Og som om det ikke er nok, så er forudsætningen, at “arbejdstagerne tilsvarende bidrager ligeværdigt” i form af fleksibilitet, mere fuldtid, færre faggrænser og mere lokal løndannelse. Det virker lidt som om, at der skal findes to kroner for hver krones lønstigning.
Og hvor er ambitionerne i forhold til ligeløn? I min virkelighed er vi i 2022 – hverken 1922 eller 1969. I den virkelighed er mænd og kvinder lige meget værd, og vores arbejde skal selvfølgelig vurderes og betales ligeligt. Hvor ambitiøst er det, at vi skal vente til 2030 på en lønstigning, der ikke engang omfatter alle?
Mangler penge
Selv regeringens akutpakker er kun omkring halvt så store, som alle tre regeringspartier lovede i valgkampen. Omkring 80 millioner kroner til Nordjylland i 2023 er under det halve af de øgede udgifter til privathospitaler, som Region Nordjylland står overfor. Kommunerne er som sædvanlig glemt.
Det er selvfølgelig nødvendigt, at der afsættes penge til en akut indsat. Men der er slet ikke penge til at kunne omfatte alle – eller alle dele af sundhedsvæsenet. Og der mangler helt et fokus og en økonomisk indsprøjtning på længere sigt. For sundhedsvæsenets problem er ikke kun de akutte udfordringer og lange ventelister – det er helt grundlæggende problemer med løn, arbejdsvilkår, rekruttering og fastholdelse. Det er den virkelighed, vi møder hver dag, og som politikerne er nødt til at få øjnene op for.
Hvis vi skal have et velfungerende sundhedsvæsen, hvor patienter og borgere er trygge ved at kunne få rette pleje og behandling, så skal den nye regering måske låne vores briller og se den virkelighed, som desperat kalder på handling her og nu.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
82% af 750.000 DKK
614.346 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
