OK23 – en skæbneoverenskomst for hele fagbevægelsen
En kommentar til overenskomstforhandlingerne på det private område, som nu for alvor er skudt i gang.
Hold op for en vanvittig, men også trist og bekymrende tid, vi starter 2023 med! En krig i Europa, hvor stormagterne “øver sig på det endelige opgør”, og en ødelæggende inflation hærger på egne breddegrader.
Resultaterne er tydelige – et reallønsfald af dimensioner hvor tusinder kæmper med at få hverdagen til at fungere. Som sædvanlig er det “samfundets nederste”, der bærer den største byrde. Lillejuleaften måtte 60.000 danskere stå i en madkø for at sikre sig, at de kunne få julemad på bordet. Foodbanks eller mere danskklingende, madoaser, 29 styk, er poppet op som svampe. Vores velfærdssamfund kan ganske enkelt ikke følge med derouten, og den nye regerings svar er lettelser i topskatten mod, at vi skal arbejde mere! Militærindustrien skal fodres!
Kan fagbevægelsen bruges som det fundament, som en bred bevægelse skal bygges op omkring, eller har behagesygen overfor magteliten eroderet fundamentet?
Uligheden slår rekord i disse år. Aldrig har erhvervslivet og særligt de store virksomheder haft så bugnede pengetanke. Profitten er ganske enkelt stukket helt af. Og vi skal nok 3⁄4 århundred tilbage i tiden for at finde så stort et reallønsfald, som 2022 har leveret!
Så scenen er sat til den mest dramatiske overenskomstfornyelse i nyere tid.
Egentlig burde det ikke være så kompliceret. Et flertal af den arbejdende befolkning – i alt fald i den offentlige sektor – betaler i dyre domme for medlemskab af en fagforening. Så man kunne måske forvente, at der blev blæst bare lidt til kamp, bare en lille reveille?! For hvis det ikke skulle være nu, hvornår så? Hvornår skulle der ellers holdes faglige møder, indkaldes til regionale tillidsmandsmøder, sættes krav op og skaffes opbakning? Forberede medlemmerne på kamp.
Men det er åbenbart for meget at forlange for fagforeningskontingentet.
For “alt er som det plejer”. Et pressemøde får vi, hvor vi kan se alvorstunge repræsentanter fra erhvervslivet og fagbevægelsen sammen udtrykke, at denne gang er “det den vanskeligste forhandling”, “at situationen er alvorlig” og “meget er på spil”. Men vi forhandler jo ikke her på åben skærm, og nu smøger vi ærmerne op og går i gang”.
Så jeg må desværre skuffe den håbefulde læser, der havde set frem til mere aktion og handlekraft. Den officielle fagbevægelse kan i dag bedst beskrives med et Egon Olsen-citat: Skidesprællere, lusepustere, hundehoveder, slapsvanse, hængerøve og socialdemokrater…
Sagt lidt mere akademisk: Toppen i den danske fagbevægelse er en del af og en fuld integreret del af magteliten. Klassekampen er i deres optik afblæst: Vi er alle i den samme båd, og vi må alle tage lidt hårdere fat i årerne.
At fastholde denne illusion er egentlig gået meget godt de seneste årtier – måske lige bortset fra, at under halvdelen af de ansatte i den private sektor ikke længere er organiseret i en fagforening! Så det har alligevel kostet dyrt!
Spørgsmålet er, om illusionen kan fastholdes ved denne OK-fornyelse. Fagtoppen og dens forhandlere ser ind i nogle for mig at se uløselige problemer. En sikring/genopretning af bare noget, der ligner reallønnen, er ikke mulig over en 1-2-årig periode, hvis den sædvanlige “hensyntagen til erhvervslivet” skal opretholdes, og læg hertil det kommende lovforslag om at gøre Store Bededag til arbejdsdag.
Man skal passe på med at forudsige fremtiden, men et realistisk bud kunne være: Et forsøg på at opretholde illusionen og holde spillet gående vil være at lægge forhandlingerne i Forligsen efter en passende tid med “armlægning”. Regeringen vil sandsynligt med sit forslag om at fjerne bededagen love lønkompensation, og en kommende finanslov kunne strø lidt ud til lønmodtagerne, som så måske kunne lokkes til at stemme ja til et mæglingsforslag. Og ellers er der en flertalsregering med en socialdemokrat i spidsen, som vil være klar til at tage over “af hensyn til nationen”.
Uanset scenariet vil der ligge et overenskomstresultat i løbet af foråret, som vil danne grundlag for overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2024, som allerede er under forberedelse. Her er problemstillingerne på ingen måde mindre, skulle jeg hilse og sige. Så starter showet igen!
Men det mest interessante ved denne overenskomstfornyelse er, om der kan skabes folkelig opbakning til et brud og et opgør med denne illusion om nødvendighedens politik. I det mindste et begyndende brud og opgør.
Kan fagbevægelsen bruges som det fundament, som en bred bevægelse skal bygges op omkring, eller har behagesygen overfor magteliten eroderet fundamentet?
Fortsættelse må følge – men der skal herfra lyde et godt nytår til Arbejderens læsere.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
