Læserbrev
‘Nogen’ må gøre noget
Forude venter OK23 og EU-mindsteløn. Tiden er inde til, at vi gør i Danmark, som de har gjort andre steder i Europa. Vi tager ansvar og starter med at kæmpe.
|
Dette hører jeg tit og især nu, hvor vi har haft corona, og der er krig i Ukraine. Men det er ikke kun omkring de emner. Jeg hører det også omkring varme- og gasregninger, lønninger, arbejdsforhold, EU-mindsteløn og overenskomsten, der står for døren i 2023.
Mit svar er altid: Hvad, hvem er ‘nogen’, og hvad tænker du at gøre?
Jeg er ikke i tvivl om, at vi har reelle problemer, og at der må gøres noget, men jeg ved også, at det hjælper ikke at vente på, at ‘nogen’ kommer og gør det.
Forandringerne kommer først, når vi sammen tager handling og står op for vores ret.
Hvis vi kigger ud i Europa og verden, så er der de samme problemer alle steder, men her ser vi bare, at der er folk, der er blevet trætte af at vente på ‘nogen’, og som har taget ansvar og valgt at kæmpe for forandringerne.
I England har jernbanearbejderne og forbundet RMT i mere end et halvt år stået op og kæmpet imod nedskæringer og forringelser af løn og arbejdsforhold. Det har udløst adskillige strejker – strejker der nu har bredt sig til andre forbund.
Fælles for protesterne er, at ejerne af selskaberne har tjent styrtende med penge, også under de førnævnte kriser. Selskaberne bruger kriserne til at presse medarbejderne endnu mere, og det kun for at score mere profit.
For jernbanearbejderne er kampen blevet så lang, fordi den britiske regering er gået ind og yder økonomisk støtte til de private jernbaneselskaber, da de har en aftale om, at de ikke må lide økonomisk overlast i tilfælde af eksempelvis strejke, også selv om det er selskabernes egen skyld, at medarbejderne strejker. Så også her scorer selskaberne profit.
Men det er ikke kun i England, der kæmpes imod forringelser, besparelser og skyhøje priser på el og fødevarer.
Der har været generalstrejker i Belgien, Grækenland og Frankrig, som også var organiseret af fagforbundene. I Holland har der været punktstrejker på jernbanen under overenskomstforhandlingerne, til man nåede frem til et resultat, man kunne se sig selv i. Her sikrede sammenholdet og kampen det resultat, man ønskede.
Lige om lidt står vi i Danmark midt i overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked, og vi har en udfordring med en EU-mindsteløn, der ligger og truer.
Begge ting har en stor indflydelse på, hvordan vi arbejdere skal klare os i fremtiden og ikke mindst under “denne krise.”
Vi bliver tudet ørerne fulde med, at vi ikke skal have forventninger om lønstigninger, der matcher inflationen, altså vi skal ikke regne med en løn, som vi kan betale de høje elregninger og fødevarer med. For det er der ikke råd til.
Profitterne stiger
Her er det nok lige vigtigt at tage med til bordet, at elselskaberne har rekordhøje overskud, for eksempel har elselskabet Ørsted meldt ud, at de i første halvdel af 2022 forventer et overskud på 20-22 milliarder kroner som er en opjustering med én milliard.
Mærsk har tjent 113 milliarder i samme periode. Det svarer til, hvad Mærsk havde i overskud i hele 2021.
Ørsted og Mærsk er jo to selskaber, som er med til at bestemme prisen på vores varer, henholdsvis på el og fragt, hvor de selv siger, at prisen er gået højt op – profitten er blevet større.
Man kan også tage med til bordet, at avancerne og fortjenesten på dagligvarer ikke er faldet. Altså havde man tænkt sig at have en fortjeneste på 40 procent, så er den stadig på 40 procent, men bare på en dyrere indkøbt vare, hvilket jo naturligvis gør det dyrere for forbrugeren.
Så når alt er sagt, så er det ikke vores lønninger, der er skyld i inflationen, men det er os, der betaler for den og for den øgede profit.
Det er der ‘nogen’, der må gøre noget ved, og hvem hvis ikke os allesammen. Hvordan gør vi det? Vi gør, ligesom de har gjort andre steder i Europa. Vi tager ansvar og starter med at kæmpe.
Overenskomstforhandlingerne
I januar måned 2023 starter overenskomstforhandlingerne, og som alle ved, fik vi ikke, hvad vi kom efter i 2020. Fagbevægelsens Hovedorganisation og vores fagforeninger må være klar til at tage kampen op på samme måde som andre fagforeninger og forbund i Europa. Vi medlemmer må pudse støvlerne og stå sammen om at være de ‘nogen’ og gøre noget, ikke mindst så vi kan få de resultater, vi ønsker og ikke mindst at sikre disse tre krav:
- En markant højere løn til de lavestlønnede.
- Alle har ret til en overenskomst, de kan se sig selv i.
- Alle har ret til en overenskomst.
Det vil i hvert fald være med til at sikre os i fremtiden.
Så til sidst: I stedet for at vente på at ‘nogen’ skaber forandringer, så lad være med at vente. Forandringerne kommer først, når vi sammen tager handling og står op for vores ret.
05. december 2022 | 06:00
