Slipper med billig CO2-afgift og får milliarder retur til teknologiske fix
Ulighed kan måles på mange parametre, men uanset hvilket man benytter, er resultatet det samme: Den stiger. Og den bliver ved med at stige.
For få dage side offentliggjorde Danmarks Statistik den såkaldte gini-koefficient, der er et af flere måltal for økonomisk ulighed. Den er nu større end nogensinde i de 35 år, hvor den har været målt.
Grundlæggende set er den økonomiske ulighed et produkt af et kapitalistisk samfundssystem, hvor udbytning er indlejret i hver en samfundspore.
Hvis samfundet var helt lige, ville gini-koefficienten være nul – hvis én person sad på al formue og indkomst ville den være 100. I dag har den for første gang herhjemme rundet de 30. I 1987 – hvor målingen startede – lå den på lidt over 22.
Så uanset hvilken regeringskonstellation der har siddet på magten i den periode – og det har været adskillige – er det med forskellige bump undervejs gået én vej med uligheden: opad. Også under den afgående socialdemokratiske etpartiregering.
Den økonomiske ulighed skyldes blandt andet forskelle i indkomst, men den skyldes først og fremmest, at formuefordelingen bliver mere og mere skæv. Der hobes mere og mere formue op i form af aktier, obligationer, pensionsformuer og bolig i den ene ende af samfundet, mens man i den anden ende af samfundet ikke ejer disse formuer.
Faktisk er det sådan i dag, at den rigeste top i Danmark – de ti procent rigeste – ejer halvdelen, 50,2 procent, af formuerne i landet. Det viser en ulighedsredegørelse, som Finansministeriet udgav for et par år siden.
Koncentration af formuer på få og færre hænder giver ikke blot de rige og de superrigeste uanede personlige muligheder gennem hele livet – den giver også formueejerne magt og mulighed for indflydelse. Aktier giver magt over virksomheder og dermed over arbejdspladser. Formuer giver også mulighed for at købe sig til politisk magt.
Og ingen af de formuer, der hober sig op i den ene ende af samfundet, beskattes. For herhjemme findes der ikke formueskat.
Da det nuværende skattesystem så dagens lys for næsten 120 år siden, i 1903, bestod det både af en indkomstskat og en formueskat. Ideen var, at formueafkast skulle beskattes hårdere end indkomster. Dén ide blev sat under angreb, da nyliberalismen gjorde sit indtog i 1980’erne, og i 1995 vedtog Folketinget med den socialdemokratiske Nyrup-regering i spidsen at afskaffe formueskatten helt. Den forsvandt derfor fra skattesystemet i 1997.
Formueskatten var møntet på personer, ikke virksomheder. Virksomheder betaler selskabsskat af deres overskud. Det gør de stadig, men meget mindre end før. Den danske selskabsskattesats er sænket fra 50 procent i 1989 til 22 procent i dag, altså mere end en halvering.
Med andre ord: Der er ført en bevidst politik, der ikke omfordeler formuer og værdier, men i stigende grad lader dem forblive i toppen af samfundet. Det er det, som den stigende gini-koefficient udtrykker.
Grundlæggende set er den økonomiske ulighed et produkt af et kapitalistisk samfundssystem, hvor udbytning er indlejret i hver en samfundspore. Men den politik, der føres, kan øge eller mindske uligheden. Det ville derfor være et indlysende rigtigt fordelingspolitisk tiltag at genindføre formueskatten i en eller anden form.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
