I kløerne på IMF
Da jeg var barn, kunne jeg tydeligt huske, at asylcentre var et omdiskuteret og populært ord, men jeg forstod dengang ikke betydningen. Jeg kan i dag sige, at jeg ville ønske, jeg aldrig gjorde, fordi vilkårene er så forfærdelige, og historierne er præget af desperation og gråd.
Jeg har hørt meget om Inger Støjberg (Æ) i nyhederne og hendes brud på loven. Hun sad efter valget i 2015 som udlændinge- og integrationsminister for Venstre (V), hvor hun irrationelt strammede reglerne for blandt andet asyl. Hun gjorde det, men min undren ligger i, hvordan hun kan sove trygt om natten? Jeg respekterer Inger Støjberg som person, men aldrig hendes politik. Hun driver hendes egne holdninger ind i hendes måde at føre politik på, så hun tænker på, hvordan hun alene lever bedst, men det er, hvordan borgerne kan leve bedst i landet. Politik bør handle om borgerne, men det handler desværre om magten i dag.
Så spørgsmålet til Inger: “Hvorfor splitte os?” Hun har splittet mange familier, mistet potentiel arbejdskraft og gjort asylcentre til fængsler. Så en opfordring til Inger Støjberg: “Jeg vil meget gerne have et interview med dig.” Jeg vil meget gerne forstå, hvor dine holdninger og mulige vrede kommer fra, siden du har været så kritisk og hevet dine egne holdninger ind i din politik. Dine holdninger har du vægtet højest, men det har gjort, at alle andre skal lide under dine præmisser. Hvordan er det fair? Det gør mig vred og ked af det over, at dette er blevet det nye Danmark, hvor vi kun tænker på os selv. Jeg forstår dig godt og negligerer ikke problemerne, men det er ikke måden at håndtere det på.
Lad os nu tage kampen op mod den inhumane politik, mange af politikerne efterhånden fører.
Jeg sidder her i dag og tænker på, hvor heldig jeg er. Jeg har et sted, hvor jeg kan leve frit. Der er mennesker derinde med reelle følelser ligesom os. Forestil dig, at du blot lever for at leve, men det er under forfærdelige vilkår uden basale rettigheder. Det kan man nemlig ikke, fordi det er så langt væk fra ens hverdag. Men så er asylcentrene vel et diktatorisk sted? De lever dag ud og dag ind uden at kunne udvikle sig. De kan ikke vende tilbage til det krigsramte og ødelagte land, de er flygtet fra, fordi det simpelthen ikke er sikkert.
Asylcentrenes borgere er under konstante lidelser. Dag efter dag “dør” lidt af dem selv, fordi de mister sig selv, deres integritet og værdier, fordi de er under pres og vildrede. Der er for eksempel kvinder, som ikke kan se deres børn, og der er børn, som ikke kan få friheden til at udfolde sig med rige muligheder ligesom alle andre børn. Det er jo forskelsbehandling og bør ikke være en del af det danske samfund.
Afviste asylansøgere i Danmark, som ikke vil udrejse, bliver indkvarteret på udrejsecentre, hvor de skal opholde sig frem til hjemrejse. Jeg har ikke selv været på et asylcenter, men jeg kender og hører historier om folk, der sidder låst og glemt inde i et forfaldent system i over 15 år.
Problemet ligger i, at det jo er umenneskeligt og forkert, fordi vi gang på gang nedprioriterer menneskeliv. Vi skal skabe en redefinition af vores asylsystem, fordi det varer ikke længe, før kaos reelt udbryder. Jeg ved, at det er “nemt at prædike, når man ikke selv lever det,” men jeg har det ikke nemt.
Mit hjerte lider for dem, der lever i asylcentrene uden muligheder, rettigheder og samvær. Jeg siger ikke, at vi alle skal være enige i Danmark, for det er, hvad der styrker samfundet, men der skal vel være retfærdig politik for alle uanset etnicitet, hudfarve, religion med videre.
Så her er mit budskab til alle jer, som har muligheder, rettigheder og en frihed: “Lad os nu tage kampen op mod den inhumane politik, mange af politikerne efterhånden fører.”
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
