Længe ventet pensionsudspil
Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge!
Det er blevet populært at love nedlæggelse af jobcentrene. Jeg mener dog, at det ville være endnu et svigt af borgere, som har brug for støtte og hjælp. Men vi skal en gang for alle erkende, at arbejde ikke helbreder alle problemer.
|
Det var tænkt som en morsomhed – men set i bakspejlet, så blev tesen om, at arbejde gør os raske, vel ret beset grundlæggende for udvikling af jobcentrene.
Arbejde blev omdrejningspunktet for alle indsatser – uanset om det var alvorlige sociale belastninger, som var årsag til ledighed – eller om det var sygdom. Men mennesker bliver ikke nødvendigvis raske af arbejde. Mennesker slipper ikke af med deres sociale udfordringer, bare fordi de får et job.
Fakta er, at syge borgere, mennesker med handicap, de unge og de ældre er blevet de helt store tabere i jobcentrene. Derfor skal hele indsatsen også tænkes om.
Jeg er fortvivlet over de mange unge, som melder sig ud af samfundet, fordi de ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er unge, som taber i kampen om jobbet, når de skal søge på lige vilkår med andre unge, som har haft job, eller som er bedre til at “sælge sig selv.”
Det er både unge, som har taget uddannelse – men det er også unge, som endnu ikke har fundet den uddannelse, hvor de kan få en læreplads. Det er ikke kun en falliterklæring. Det er en af flere forklaringer på den mistrivselskrise, som vi alle sammen taler om.
Alle har brug for et samfund, hvor der er brug for vores indsats. Derfor bør det her problem også stå øverst på alle partiers dagsorden, når vi vender tilbage efter en valgkamp.
Seniorer har svært ved at få job
I min omgangskreds kan jeg konstatere, at seniorer bliver tvunget på efterløn eller pension, hvis de mister arbejdet i en sen alder. Der er åbenbart ikke mange arbejdsgivere, som er indstillet på at binde an med en seniormedarbejder, som har færre år tilbage på arbejdsmarkedet. Det er ærgerligt, for seniorerne har ofte rigtig meget vigtig erfaring – som erhvervslivet efterspørger.
Ingen er herre over sygdom. Når vi rammes af sygdom, så bliver behandling det vigtigste for den, som er ramt. Mange års politisk fokus på at nedbringe sygefraværet har desværre også resulteret i, at mange sygdomsramte oplever, at de hurtigt mister deres arbejde, og det betyder ofte en endnu længere periode uden for arbejdsmarkedet.
Vi skal også stille krav til arbejdsmarkedet – så alle, der kan arbejde, får en chance.
Det er hårdt at skulle søge nyt job efter et endt sygdomsforløb, og det tager tid. Mange arbejdsgivere er betænkelige ved at ansætte en medarbejder, som har haft et længerevarende sygdomsforløb. Når mange sygdomsramte tilmed risikerer at miste sygedagpenge, mens de kæmper for at blive raske, så kommer den syge også til at kæmpe med de alvorlige sociale følger. Det giver ingen mening. Vi skal give syge tid til at blive raske.
Ikke alle bliver raske – og i nogle situationer er der brug for førtidspension. Det må aldrig være kommunens budget, som er afgørende for, om vi i tide giver en svækket borger den pension, som kan skabe den fornødne ro til at lære at leve med sygdom.
Hvor blev rummeligheden af?
Andre borgere kæmper for at blive set som en ressourcer på arbejdsmarkedet. Hvor blev rummeligheden af, hvor borgere med sygdom eller handicap stadig kan få job?
En blind kvinde gjorde stort indtryk på mig. Hun havde søgt adskillige job, som hun kunne varetage på ordinære vilkår – hvis hun fik de rigtige hjælpemidler. Alligevel insisterede både arbejdsgivere og jobcentret på, at hun i stedet skulle have et fleksjob. Men når kvinden vitterligt kan arbejde på ordinære vilkår, hvorfor skal hun så tvinges i fleksjob?
Andre har svært ved at få et fleksjob. Det er godt, at vi kan tildele mennesker med handicap fleksjob, når der er brug for det, men hvis arbejdsgivere ikke er indstillet på at udvise den nødvendige rummelighed – eller måske endda tænker, at de skal tjene penge på rummeligheden, så svigter vi de mange med handicap, som i dag modtager fleksydelse.
Socialøkonomiske virksomheder beviser, at mennesker med handicap kan arbejde. Men vi skal altså have det ordinære arbejdsmarked med, hvis det skal lykkes.
Endeligt skal vi altså erkende, at sociale udfordringer desværre ikke altid kan kureres med arbejde. Når de sociale problemer tårner sig op, så skal de sociale problemer løses, før det giver mening at tale om job.
Det er blevet populært at love nedlæggelse af jobcentrene. Jeg mener dog, at det ville være endnu et svigt af borgere, som har brug for støtte og hjælp. Men vi skal en gang for alle erkende, at arbejde ikke helbreder alle problemer. Til gengæld skal vi også stille krav til arbejdsmarkedet – så alle, der kan arbejde, får en chance.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
25. oktober 2022 | 09:09
