I Bedsteforældrenes Klimaaktion er vi meget optagede af, at vi får fortalt den nøgne sandhed om klimaet, og at klimaet kommer øverst på dagsordenen til folketingsvalget – for de kommende generationers skyld.
Mens jorden brænder under os, og mennesker dør på grund af varme, tørke eller oversvømmelser, og alle alarmklokker bimler og bamler, så skal vi høre om topskattelettelser, strengere straffe, og at det skal kunne betale sig at arbejde.
Klimahandling her og nu!
Det er, som om vores politiske magthavere er faldet ud af tiden og befinder sig i et parallelunivers, hvor den slags ting har relevans. Det er i sandhed et imponerende eksempel på kollektiv fortrængning.
De mennesker, der kæmper om at få lov til at lede landet, står med hovedet langt inde i en brændende busk og snakker om modtagecenter i Rwanda og tørklæder.
Vi bliver nødt til at vise politikerne, at vi er her.
Vi danskere insisterer på, at klimaet skal øverst på dagsordenen. At klimaet bliver det vigtigste emne overhovedet i valgkampen. Vi vil have politikere til at tage deres opgave alvorligt. De bliver nødt til at fortælle os ærligt, hvor galt det står til, og hvor nødvendigt det er, at de gør alt, der står i deres magt, for at de kommende generationer også har en levende, vidunderlig planet at leve på.
Lad os derfor gå til valgkamp med kravet om, at vi sætter klimaet øverst! Klimahandling her og nu!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.