Biostaten betegner en helt ny historisk fusion imellem kapitalmagt og statsmagt. Det begyndte med liberaliseringen og globaliseringen af kapitalkræfterne under Reagan og Thatcher, som faldt sammen med murens fald og historiens død – i Fukuyamas forstand.
Det etablerede sig i de private strukturer igennem opkøb, fusioner, og en intens korporativ globalisering, som faldt sammen med den totale liberalisering og gradvise virtualisering af kapitalbevægelserne. Denne udvikling svækkede nationalstaterne og gjorde dem ængstelige, kontrol- og sikkerhedsorienterede.
Biostaten manifesterer sig således som en helt ny globaliseret samfundstilstand.
Det totalitære system etablerede sig i de offentlige strukturer gennem NPM, som sikrede politisk lydhør ledelse på alle poster, og som blandt andet har ført til ophævelsen af det akademiske selvstyre, og dermed til en gradvis suspendering og opløsning af alle politik- og kapital-uafhængige videnskabelige og filosofiske sandhedskriterier.
Det betyder ikke, at der ikke længere praktiseres god og vederhæftig videnskab, men at den akademiske struktur kun sporadisk understøtter den frie videnskabelige undersøgelse og perspektivdannelse. Og kun på områder, hvor sandheden ikke allerede er politisk eller markedsøkonomisk inficeret og defineret.
På disse områder har universitetet fået stadigt sværere ved at udøve sin traditionelle vejledende rolle som et kritisk alternativ til markedet og et uafhængigt sandhedskorrektiv til det politiske system.
Resultatet var det overgangsfænomen, vi kaldte konkurrencestaten, og som egentlig betød enden på al konkurrence i ordets klassiske liberale betydning, fordi korporationerne efterhånden voksede sig så store og verdensomspændende, at alle normale konkurrenceparametre gik i opløsning.
Det ser vi nu, for eksempel i energisektoren, som er en sær blanding af megakapitalisme og planøkonomi. Eller i medicinalindustrien, som er blevet så stærk, indflydelsesrig og mafiøs, at den har kunnet tage førergreb på hele det globale politiske system.
Store, rige og uhæmmede korporationer
Nu er vi så nået til det stadium, hvor den statslige og den private globalisering flyder sammen i en ny global totalitarisme. Korporationerne er blevet så store, rige og uhæmmede i deres magt og indflydelse, at de simpelthen er vokset det politiske system over hovedet.
Det er derfor, de internationale erhvervsgiganter og deres ideologiske bagmænd og interesseorganisationer (som for eksempel WEF) kan indgå som indflydelsesrige partnere i korporative samarbejdsaftaler med de statslige og overstatslige myndigheder, idet de derved samtidig styrker deres egen position som lobbyister og spillere på den politiske scene.
Hermed fremtræder konkurrencestaten i en helt ny skikkelse, hvor konkurrencen reelt har ophævet sig selv i det globale perspektiv. I stedet ser vi en ny slags statslige-erhvervmæssige joint ventures, hvor der ikke længere er nogen klar adskillelse mellem erhvervsinteresser, politiske interesser og sandhedsinteresser. Imellem markedet, staten og civilsamfundet, forstået som klart definerede og indbyrdes interagerende samfundsdimensioner.
Det hele smelter sammen i den nye post- eller kvasi-demokratiske statsform, hvor de klassiske liberale og humane frihedsrettigheder bliver reduceret til et system af provisoriske lovgivninger, nedlukninger og oplukninger, forbud og tilladelser, med pas og passersedler ved alle checkpoints, efter uklare, medicinske, militært eller sikkerhedsmæssigt begrundede, men reelt politisk og økonomisk dikterede kriterier.
Statsmagten tolererer ingen folkelig protest.
Det er biostaten, som er en uskøn blanding af 1) totalitær liberalisme – i form af uhæmmede globaliserede kapitalbevægelser, ekstrem kapitalkoncentration på ganske få hænder samt opbygningen af magtfulde mafialignende megakorporationer. 2) Kommunisme i form af globaliseret planøkonomi og et nyt censur-kommissærvælde. Og 3) fascisme i form af statslig-privat korporatisme og militarisme. Altså summen af alle statslige patologier.
Biostaten manifesterer sig således som en helt ny globaliseret samfundstilstand. Det ytrer sig for eksempel i form af ansvarfraskrivelses-aftalerne mellem medicinalgiganterne og de nationale regeringer. Det var de aftaler, som formelt gjorde fabrikanterne ansvarsfri for enhver skade, idet staterne påtog sig alle erstatningsforpligtelser i forbindelse med vaccineudrulningen.
Derved gjorde staten sig selv til direkte økonomisk og sandhedspolitisk partshaver i det korporative erhvervseventyr, med direkte økonomisk interesse i undertrykkelsen af sandheden og den frie vidensdannelse vedrørende risici, dødsfald og så videre.
Derfor så vi også, hvordan vaccineudrulningen faldt sammen med nedlukningen af den frie forskning og den frie debat angående bivirkninger, skadesrapporter, overdødelighed og så videre. Bivirkningerne blev ignoreret, de ulykkelige usynliggjort. Ved et autoritativt sandhedspolitisk trylleslag blev millioner af skadesrapporter reduceret til nogle få marginale tilfælde. Det største antal indrapporteringer i medicinens historie udslettet med et bureaukratisk pennestrøg.
Kritiske forskere blev simpelthen fyret, udskammet eller på anden måde marginaliseret, idet der samtidig blev indført censur på de offentlige medieplatforme og udrensninger på de offentlige universiteter.
Den nye samfundstilstand
Det er den nye samfundstilstand. Fornemmelsen af undtagelsestilstand, polarisering, krigsophidselse og holdningskontrol gennemsyrer samfundet. Kritiske borgere med deres sunde sanser og demokratiske instinkter i behold bliver gjort til sølvpapirshatte og konspirationsteoretikere. Frygten for fyring, forstødelse og irettesættelser hænger i luften.
Statsmagten tolererer ingen folkelig protest. Almindelige folkelige protester og lovlige demonstrationer med larm i gaden imødekommes med varetægtsfængslinger, drakoniske anklager med terror- og højforræderiparagraffer og trusler om årelange fængselsstraffe for selv de mindste forseelser.
Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste smides i fængsel til skræk og advarsel for hele embedssystemet, tilsyneladende blot for at have hvisket til journalister, hvad alle udmærket godt vidste i forvejen, nemlig at staten har indgået i et ulovligt og borgerrettighedskrænkende elektronisk overvågningssamarbejde med USA. Resultatet er en sektlignende tavsheds- og fornægtelseskultur, hvor ingen tør se eller sige, hvad alle i virkeligheden godt ved.
Biostaten kan således defineres som det punkt i historiens dødsproces, hvor den liberale markedsøkonomi slår over i sin totalitære modsætning.
Den eneste trøst er, at en sådan korporatisk megastruktur er principielt skrøbelig, idet den mangler enhver form for åndelig og intellektuel koherens og sammenhængskraft. Det er derfor, den må befæste sig med krige, overvågning, censur, kontrolapparatur og alle mulige andre afledningsmanøvrer, hvor sandheden undertrykkes eller ingen rolle spiller.
Med George Orwells ord:
“Imidlertid lover totalitarisme ikke så meget en troens som en skizofreniens tidsalder. Et samfund bliver totalitært, når dets struktur bliver åbenlyst kunstig: Det vil sige, når dets herskende klasse har mistet sin funktion, men alligevel har held med at klynge sig til magten ved hjælp af magt eller svindel. Uanset hvor længe et sådant samfund måtte fortsætte, så har det aldrig overskud til at blive hverken tolerant eller intellektuelt stabilt.”
Som et løgnens regimente er biostaten af natur ustabil og vil gå fra krise til krise.
Det er en kolos på lerfødder.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.