EU-modstanden fik en ordentlig mavepuster ved valget til EU-parlamentet i 2019. Tabet af en plads i Parlamentet kastede Folkebevægelsen mod EU ud i en “identitetskrise”.
Men på landsmødet knap et halvt år senere lykkedes det faktisk bevægelsen som kollektiv at rejse sig igen og se en vej frem på trods af nederlaget.
Det er et landsmøde, som jeg mindes med glæde. For det var hér, det blev formuleret, at vi skulle tilbage til rødderne, tilbage til de oprindelige værdier og arbejdsmetoder, at vi skulle vende os udad, blive større, bredere, yngre, stærkere.
Egentlig er den retning, som blev udstukket fra landsmødet i 2019, lige så præcis og aktuel som for tre år siden.
I mellemtiden har vi gennemlevet en coronakrise, som EU – med den velkendte chokterapi – udnyttede til et kvantespring frem mod mere union.
Og i juni fik vi så den næste mavepuster: Vi tabte folkeafstemningen om at bevare det militære forbehold.
Jeg tror dog, man skal forstå, at lige meget hvor stærk og aktiv Folkebevægelsen havde været, så havde vi ikke kunnet vinde den 1. juni.
Afstemningen blev gennemført på et bagtæppe af frygt og rædsel, og endnu engang brugte man chokterapien: Ukrainekrigen blev udnyttet til en hurtig beslutning om at sætte fuld brand i EU’s militære oprustning med Frankrig og Tyskland som motor – og Danmark røg med i kedlen.
Modstanden mod EU-indblanding lever i bedste velgående. Det ligger dybt i folk, at EU skal holde nallerne fuldstændig væk fra vores arbejdsmarked og velfærd.
Det var et markant tilbageslag, ikke alene for EU-modstanden, men også for fredsbevægelsen og hele den progressive bevægelse.
EU er ikke færdig med at udnytte situationen: Der tales nu åbent – som den tyske kansler Scholz gør – om, at der meget hurtigt kan komme en ny traktat, der gør op med vetoretten på afgørende områder. Det kædes sammen med en hurtig udvidelse af EU mod syd og øst.
Ukrainekrigen og det fuldstændig manipulerede mediebilledet, der hver dag fortæller os, at vi nu må stå sammen i EU og forsvare vores vestlige værdier mod alle slynglerne, har gjort sin virkning. Folk, der før var stærkt funderet i deres modstand mod monopolernes EU, vakler nu.
Det er en mørk tid og en politisk svær situation at manøvrere i for hele den progressive bevægelse og også Folkebevægelsen.
Men den er ikke håbløs. Der, hvor bevægelsen har klaret sig bedst gennem tiden, er, når vi har evnet at forbinde os med kæmpende bevægelser, der forsvarer deres daglige levevilkår mod EU’s angreb helt konkret. Der kan vi træde til og stille vores store viden om EU til rådighed. Gennem den slags udadvendt networking er der en platform for bevægelsen.
Det har vi set tidligere, for eksempel med kampen mod budgetloven og de kommunale nedskæringer, en kamp som langt fra er slut.
Det største potentiale for bred EU-modstand lige nu er uden sidestykke kampen mod EU’s mindstelønsdirektiv. Den aktiverer og mobiliserer i fagbevægelsen, og det har en kolossal betydning. Forhåbentlig begynder fagbevægelsen igen at indtage sin naturlige plads i modstanden mod EU’s indblanding.
Når man har hænderne nede i den kampagne, som udvikler sig lige nu for at forsøge at stoppe EU’s løndirektiv, er det tydeligt, at modstanden mod EU-indblanding lever i bedste velgående. Det ligger så dybt i folk, at EU skal bare holde nallerne fuldstændig væk fra vores arbejdsmarked og velfærd. Det bliver man glad i låget af at opleve.
Men der er også andre steder, hvor Folkebevægelsen med sin viden og ekspertise kunne være med til at skabe klarhed. Tag for eksempel de høje energipriser, der er ved at drive folk fra hus og hjem. Vi hører, at det skyldes Ukrainekrigen, men det er kun en lille flig af sandheden.
Den vigtigste årsag er EU’s liberalisering af energimarkederne, som for alvor tog fart fra 2010. Debatten om EU’s energiunion har ikke fyldt meget i Danmark. Men det er en kendsgerning, at med liberaliseringen og de svingende energipriser blev forudsætningerne skabt for omfattende spekulation i energipriser. Og det er dette kolossale spekulationsmarked, som har drevet energipriserne op.
Folkebevægelsen kunne spille en betydelig rolle ved at levere den slags viden og dokumentation til de protestbevægelser, som udvikler sig nu. Faktisk er det den bedste chance, vi får.
Hvis vi formår at tage den chance og holde os inde i kampen, så udvikler vi også det fundament og den identitet, som er i overensstemmelse med situationen. Og så kan der åbne sig nye veje med tiden.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. oktober 2022 | 08:02
du skriver mange fornuftig ting, men du undgå at kritisere den største forbryder både for Folkebevægelsens nedtur og for den NATO -positiv indstilling af den danske befolkning som resulterede tilbageslaget i juni. Og den heder ENHEDSLISTEN! Og der kommer endnu flere skuffelse så længe venstrefløjen ikke tage afstand fra dem
P.A
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
