På Amager, i Sydhavnen og på Stejlepladsen i København samlede lokale sig i weekenden for at kæmpe for de grønne og kulturelle områder og protestere mod planerne om at jævne natur med jorden for i stedet at bygge nye boliger, erhvervsbygninger og motorvej.
Søndag deltog mere end 500 i endnu en menneskering på Amager Fælled. Det er sjette gang, at demonstranter slår ring om et grønt område på Amager Fælled.
Målet med menneskeringen er at vise, hvor stor en del af Amager Fælled politikerne vil bygge på.
Steffen Rasmussen, Amager Fælleds Venner
Denne gang blev der slået ring om Tornsangerland – et nyt stykke grøn natur, som By & Havn vil tage af Fælleden for at sætte gang i det enorme byggeprojekt Fælledby midt på det tidligere fredede område på Amager Fælled.
Men står det til Amager Fælleds Venner, så skal byggeplanerne skrottes og det grønne naturområde bevares.
B-E-V-A-R A-M-A-G-E-R F-Æ-L-L-E-D, står der på meter store bogstaver, som en række mennesker holder foran sig.
Ikke langt derfra kravler en aktivist forklædt som en stor vandsalamander rundt til stor glæde for især de yngste deltagere i menneskeringen.
En gruppe unge demonstranter synger: “Lærker på sletten! Vi vil ha’ lærker på sletten! Lærker på sleeeeeeetten!”.
Det er ikke tilfældigt, at der bliver slået ring om Tornsangerland. Tornsangerland er nemlig det næste stykke af Amager Fælled, som By & Havn vil spærre af med et meter-højt hegn og omdanne til en byggeplads.
– Målet med menneskeringen er at synliggøre, hvor stor en del af Amager Fælled politikerne vil bygge på. Hvis bare man kigger på By & Havns tegninger, er det svært at forestille sig, hvor stort det grønne område er, der bliver inddraget til erhvervs- og boligbyggeri. Vi ville gerne – på stedet – vise, hvor stort et grønt område der mangler at bliver hegnet ind, fortæller talsperson for Amager Fælleds Venner, Steffen Rasmussen til Arbejderen.
Læs også
I Tornsangerland holder størstedelen af Amager Fælleds bestand af stor vandsalamander til. Salamanderen er internationalt beskyttet ved at frede dens levesteder for at sikre bestanden mod tilbagegang.
– Med menneskeringen vil vi sprede håb om, at det stadig kan lade sig gøre at stoppe byggeriet og klæde folk på med gode argumenter, som de kan bruge i valgkampen frem mod kommunalvalget den 16. november. Alle politikere siger, at de ønsker et grønnere København. Men så er det en dårlig idé at bygge det hele til. Vores budskab til politikerne er: Det er tid til at tænke anderledes og give plads til naturen, forklarer Steffen Rasmussen.
Menneskeringen var arrangeret af Amager Fælleds Venner i samarbejde med Extinction Rebellion, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening og Arternes Ambassade.
Demonstration mod Lynetteholm
Lørdag blev der også demonstreret for de grønne områder i København.
200 demonstranter mødtes på land på Inderhavnsbroen i Nyhavn, og 100 både mødtes til vands for at protestere mod planerne om at etablere en 2,8 kvadratkilometer kunstig ø, Lynetteholm, ud for København.
Det er planen, at den kunstige ø skal have 35.000 beboere og huse næsten 35.000 arbejdspladser, når øen er fuldt udbygget i 2070. Derfor er planen også at bygge både metro og motorvej til øen.
En flok aktivister udklædt som får startede dagen foran By & Havn, der står bag projektet.
– Vi ville symbolisere de får, som der ifølge transportminister Benny Engelbrecht kan komme til at gå ude på den kunstige år. Det er der jo ingen, der tror på. Formålet med den kunstige ø er jo helt klart at skabe byggegrunde til By & Havn. Formålet er ikke at skabe et grønt område, hvor der skal gå får rundt, siger talsperson for Stop Lynetteholm, Sebbe Selvig, til Arbejderen.
På fredag ventes et flertal i Folketinget at vedtage den anlægslov, der skal bane vejen for den kunstige ø.
Stop Lynetteholm overvejer at arrangere et grundlovsarrangement på lørdag den 5. juni.
– Vi føler overhovedet ikke, at der er blevet lyttet til os borgere. Hverken når det gælder den formelle høring i forbindelse med lovforslaget, eller når det gælder en generel debat om, hvordan København skal udvikle sig, siger Sebbe Selvig.
Lynetteholm blev præsenteret i oktober 2018 af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Københavns overborgmester Frank Jensen (S) uden forudgående offentlig debat.
Læs også
– Politikerne i København har glemt at tage borgerne med på råd om Lynetteholm. Danmarks største anlægsprojekt vedtages hu-hej-vilde-dyr imellem to kommunalvalg, uden helhedsplanlægning, og der spilles derfor hazard med byen, havnens badevand, sejlsikkerheden og Øresunds havmiljø. Det kan vi ikke være tjent med, siger Sebbe Selvig.
Samtidigt med demonstrationen mødtes op mod 100 både fra sejlklubben S/K Lynetten fra Margretheholms Havn for at protestere mod Lynetteholm-projektet. Hvis den kunstige ø bliver oprettet, vil sejlklubbens udsejling til Øresund blive blokeret i dagtimerne af en bro, hvor omkring 700 lastbiler i døgnet skal køre jord til Lynetteholm.
Blomster og pølser på Stejlepladsen
I lørdags mødtes andre lokale for at slå et slag for den fredede Stejleplads i Sydhavn i København, hvor et flertal i kommunens Borgerrepræsentation vil bygge 500 boliger.
Under overskriften “Sammen passer vi på Stejlepladsen” mødtes børn, unge og ældre i det gode vejr for at så blomster og spise pølser og skrive en hilsen til By & Havn, der står bag projektet.
“Stejlepladsen skal stå imødekommende, grøn og blomsterne som svar til By & Havn, når de kommer med deres grimme og ødelæggende bulldozere efter sommerferien”, lød invitationen fra Fiskerhavnens Venner, der stod bag arrangementet.
Du kan stadig skrive under på kravet om en folkeafstemning om byggerierne på Amager Fælled og på Stejlepladsen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.